Sabbatår gav erkendelse og modenhed

Anne Katrine Schjønning begyndte på Film og Medievidenskab direkte efter gymnasiet i 2004 og stoppede igen et halvt år efter. Først nu er hun klar til at gå i gang med en ny uddannelse og sabbatårene ville hun ikke have undværet.

Anne Katrine har brugt sine to sabbatår til at blivet modnet. Foto: Ditte Valente Fold sammen
Læs mere

Bogtitler som »Dansk Filmhistorie« og »Film-leksikon« pryder reolen hos 22-årige Anne Katrine Schjøn­ning. De er minder fra dengang, Anne Katrine læste Film og Medievidenskab på Københavns Universitet. Det begyndte hun på lige efter gymnasiet, men allerede efter et halvt år droppede hun ud, blandt andet fordi hun manglede modenhed.

»Jeg havde vist ikke helt forstået, hvad det der med at læse handlede om. Det var mere sådan noget med, ih, nu er der introfest,« siger hun muntert.

Universitetet blev derfor afløst af et halvt års højskoleophold, og siden arbejde og en tre-måneders tur gennem USA.

»Jeg kunne stadig ikke finde ud af, hvad jeg skulle efter det år, og jeg vidste, at jeg skulle være helt sikker på, hvad jeg ville, inden jeg startede på noget nyt.« fortæller hun.

I stedet blev det derfor til først et halvt år med fransk på VUC og bagefter et halvt år med Grafisk DTP på Teknisk Skole. Det seneste år er gået med at arbejde fuld tid med abonnementsservice for at tjene penge, og her har hun virkelig har kedet sig.

»Derfor er jeg meget motiveret og glæder mig til at komme i gang med at læse igen,« fortæller hun.

På ansøgningen har hun skrevet HA Almen på Copenhagen Business School som første prioritet, og hun er nærmest sikker på at blive optaget.

»Det er ikke mit drømmestudium, for jeg har indset, at lige meget hvor længe jeg venter, så er der ikke noget, jeg kommer til at brænde for, og min motivation er nu lige så meget at få en uddannelse, og HA Almen kan bruges mange steder,« siger hun.

Årene ude af uddannelsessystemet betyder, at hun nu har en anden indstilling til det at studere.

»Lige efter gymnasiet havde jeg mest lyst til at drikke og danse, men nu glæder jeg mig virkelig til at komme i gang med at studere. Jeg ved godt, at det ind imellem bliver kedeligt med masser af statistik og økonomi de første par år, men nu kan jeg se så langt frem, at jeg ved, at der venter noget godt bagefter,« siger hun.

I løbet af sabbatårene er hun samtidig modnet som person, og det forudser hun vil lette studietiden.

»Jeg tror, at nu hvor jeg er blevet ældre, er jeg blevet bedre til at sætter mig ned og få læst, og samtidig er jeg blevet mere selvsikker,« vurderer hun.

Anne Katrines lillesøster er netop blevet færdig med gymnasiet, og storesøsters råd var helt entydigt.

»Jeg har rådet hende til at vente med at starte at studere på universitetet.«