Rønn bryder tavsheden

Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech vil ikke stemme imod regeringens beslutning om at forbyde dommere at bære religiøse symboler.

Foto: Søren Bidstrup

Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) afviser, at hun vil stemme imod regeringens beslutning, om at forbyde dommere at bære religiøse symboler, herunder tørklæder.

Det slår ministeren fast i et interview, som Deadline på DR 2 bringer søndag aften.

- Er man med i en regering, og der bliver truffet nogle beslutninger, så uanset at man ikke synes om det, så er det som i et ægteskab: Det nytter ikke noget, at man går ud og siger, at man vil stemme imod, siger Birthe Rønn Hornbech.

- Under hele den interne proces, vil jeg forsøge at gøre min indflydelse gældende. Men det vil jeg ikke længere kommentere udadtil mere. Substansen er slut for mig, nu tager vi diskussionen internt, siger integrationsministeren i indslaget.

/ritzau/