Rejsekort med lang transporttid

Onsdag skulle der falde en endelig udmelding fra leverandøren til Rejsekortet, men processen trækker i langdrag.

Arkiv foto. Elektronisk rejsekort. Fold sammen
Læs mere
Foto: Torben Klint

De havde oprindelig fået en deadline til onsdag, ellers ville hele projektet blive skrottet, men nu får folkene bag Danmarks nye elektroniske billet »Rejsekortet« alligevel 14 dage ekstra til at melde ud, om de kan få systemet til at virke.

Transportminister Hans Christian Schmidt (V) gav for en måned siden leverandøren - konsortiet East-West Denmark - indtil 1. december til at afklare, om man ville - og kunne - sætte projektet i gang. I går, 24 timer før deadline, lå Rejsekortet A/S, der står bag projektet, dog stadig i forhandlinger med East-West Denmark, erfarer Berlingske Tidende.

Transportministeren har nu givet leverandøren en udvidet tidsfrist på 14 dage til at få systemet, der allerede har kostet 700 millioner kroner, sat i gang, og der falder derfor med stor sandsynlighed ingen slutmelding i dag. Hvis ikke den nye frist overholdes, vil kontrakten med East-West Denmark blive annulleret, oplyser Hans Christian Schmidt.

For at få belyst processen og få klarhed over, hvorvidt Rejsekortet kan lade sig gøre eller ej, har Transportministeriet fået lavet en uvildig undersøgelse af konsulentfirmaet Gartner. Konklusionen lyder, at Rejsekortet kan fungere i praksis, og ifølge ministeren er der derfor ingen undskyldning for leverandøren.

»Nu skal vi bare have et svar - og jeg håber på et klogt svar. Undersøgelsen taler sit klare sprog. Den viser, at vi kan have et fungerende system i 2012, og derfor synes jeg ikke, at det kan være så svært mere. Jeg vil tillade mig at sige, at det har varet længe nok nu.«

Er det en opfordring til leverandøren om at komme ud af starthullerne?

»Det er en klar opfordring, og jeg forventer, at man kan finde ud af det her, for vi ved, at det kan lade sig gøre. Jeg forstår ikke, at man pludselig begynder at overveje ikke at lave det, og jeg agter at bruge alle mine kræfter på at få det trumfet igennem. Der er slet ikke et problem med Rejsekortet, det skal bare i gang,« siger transportminister Hans Christian Schmidt.

Er de 14 dage ekstra så en endelig deadline?

»Det kan du få at vide den 13. december.«

Hos Rejsekortet A/S har man informeret leverandøren direkte om en mulig ophævelse af kontrakten:

»Vi følger processen og er i forhandlinger med leverandøren, men vi har sendt et brev og informeret dem om, at vi er tæt på at nå den katapult, som kan ophæve kontrakten her i december,« siger Bjørn Wahlsten, adm. direktør for Rejsekortet A/S og har ingen yderligere kommentarer til sagens udfald.