Politikere er helt uenige om de tre kvinder og 14 børn, der nu er landet i Danmark fra Syrien: »Dybt uansvarligt«, »skandale« og »rigtig dejlig nyhed«

Natten til torsdag landede en meget omtalt gruppe kvinder og børn i Danmark efter at være blevet evakueret fra en syrisk fangelejr. Folketingets partier er dybt splittede i spørgsmålet, om hjemtagelsen er en god eller dårlig nyhed.

 
Morten Messerschmidt til åbningsdebat i Folketinget. Redigering: August Bang. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

De politiske partier på Christiansborg er helt uenige om, hvorvidt det er en god eller dårlig nyhed, at tre meget omdiskuterede kvinder og deres 14 børn nu er kommet i Danmark.

De tre kvinder og børnene er blevet evakueret fra al-Roj-lejren i det nordøstlige Syrien, hvor de blev holdt som fanger.

Ifølge DR er de tre mødre i hemmelighed blevet sigtet efter straffelovens afsnit om terrorisme.

Natten til torsdag er både kvinderne og børnene landet i Danmark.

»Det synes jeg er en rigtig dejlig nyhed. Vi har kæmpet for, at børnene skulle komme hjem,« siger retsordfører for Socialistisk Folkeparti Karina Lorentzen.

Der er både godt for børnene og for Danmark, mener hun.

»Det er fornuftigt og en god beskyttelse af Danmark, at vi tager børnene hjem, mens vi stadig kan hjælpe. Jeg er ikke i tvivl om, at sandsynligheden for radikalisering havde været stor og skabt en sikkerhedsrisiko for Danmark, hvis vi havde ladet dem blive i Syrien.«

To af kvinderne har alene dansk statsborgerskab, og den tredje har dobbelt statsborgerskab. Ifølge Karina Lorentzen var det den rigtige beslutning at hente kvinderne til Danmark.

»Der er jo det med kvinderne, at to af dem udelukkende er danske statsborgere, så det ender alligevel med at være Danmarks ansvar. Derfor er det fornuftigt at tage dem hjem nu. Vi forventer også af andre lande, at de hjemtager deres kriminelle statsborgere,« siger Karina Lorentzen.

Retsordfører Rosa Lund fra Enhedslisten glæder sig også over, at både kvinderne og børnene er landet i Danmark.

»Rigtig mange timers politisk kamp giver rigtig meget mening lige nu! Velkommen hjem til de 14 børn og deres mødre, der har siddet i de syriske fangelejre. Det giver håb for, at vi kan få de sidste børn hjem også. Børn skal aldrig straffes for deres forældres handlinger!« skriver hun på sin Facebook-profil.

I bus ned ad Strøget

Hos Det Konservative Folkeparti er holdningen en helt anden.

Udenrigsordfører Marcus Knuth kalder hjemtagelsen af kvinderne »dybt uansvarlig«.

»Hvis bare en af kvinderne sætter sig ind i en bus og kører ned ad Strøget eller ind i et julemarked, som vi så i Berlin, eller ned ad gågaden, som vi så i Barcelona, så vil det være fuldstændig utilgiveligt,« siger Marcus Knuth.

»Vi synes, at man skulle have ladet kvinderne blive og kun have hentet børnene til Danmark,« siger Marcus Knuth, der ikke mener, at Danmark skal tage ansvar for kvinderne, selvom de er danske statsborgere.

»Ikke når de har vendt Danmark ryggen,« siger han.

I ville altså gerne have børnene til Danmark. Er du så glad for, at de nu er kommet?

»Ja, det kan du sige, men det, der vejer tungest, er terrorrisikoen ved de her kvinder, som efter en afsonet dom vil blive sat på fri fod i Danmark,« siger Marcus Knuth.

Venstres udenrigsordfører, Michael Aastrup Jensen, kalder det ifølge DR for »sørgeligt«, at Danmark har hentet kvinderne hjem.

»Vi ved ikke, om de overhovedet bliver dømt herhjemme. Vi burde retsforfølge dem dernede. Man burde retsforfølge dem der, hvor forbrydelsen er lavet,« siger han til DR.

Martin Lidegaard, der er udenrigsordfører for Radikale Venstre, er ifølge DR »glad og lettet« over, at børnene kommer hjem. Han mener ikke, at der er nogen indikationer på, at kvinder kunne retsforfølges i Syrien.

»Løftebrud«

Hos Dansk Folkeparti er man mildest talt utilfreds.

»Det er en skandale, at regeringen har taget flere IS-kollaboratører til Danmark,« siger Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup, der mener, at sagens alvorlighed er af »allerhøjeste grad«.

Han kritiserer regeringen for flere løftebrud, og partiet vil nævne kritikken i Folketingets åbningsdebat torsdag.

Først afviste regeringen at hjemtage gruppen af kvinder, men er siden alligevel endt med at gøre det.

»Regeringen har desuden sagt, at personer med dobbelt statsborgerskab skulle blive i Syrien, men alligevel har man taget kvinden, der har dobbelt statsborgerskab, til Danmark. Så det er umuligt at regne med, hvad regeringen siger og gør,« siger Peter Skaarup.

Var Danmark i dine øjne i sidste ende blevet tvunget til at tage kvinderne hjem, fordi de er danske statsborgere?

»Det er vores eget valg. Hvis man tager ned og kæmper sammen med Islamisk Stat, så skal man ikke under nogen omstændigheder tilbage til Danmark,« siger Peter Skaarup.

Glæder du dig i det mindste over, at kvinderne er blevet sigtet efter terrorbestemmelserne?

»Jeg ved ikke, om jeg skal grine eller græde over det,« siger Peter Skaarup.

Han henviser til, at barnets tarv har været et argument for også at hjemtage børnenes mødre. Børnene skulle ikke adskilles fra deres forældre.

»Men det argument falder jo bort nu, fordi kvinderne skal igennem en retssag på grund af den rejste terrorsigtelse. Så realiteten vil blive, at børnene ikke kommer til at være sammen med deres forældre,« siger DF-ordføreren.