Politi efterlyser mand med hvid plastikpose efter eksplosion

Tidligt onsdag morgen fik politiet en anmeldelse om en kraftig eksplosion på et pizzeria i Vanløse.

 

To personer er blevet set løbe fra et pizzeria på Jyllingevej i Vanløse efter en kraftig eksplosion tidlig onsdag morgen.

Det oplyser Københavns Politi på et pressemøde onsdag formiddag.

»Vi kan se på noget overvågning, at der i området kommer en mand gående hen mod pizzeriaet cirka to minutter før eksplosionen. Han bærer en hvid plastikpose,« siger Brian Belling, vicepolitiinspektør i Københavns Politi.

»Mere kan vi ikke se, da billederne ikke er så gode. Vi arbejder på at få lavet billederne bedre.«

»Vi har også fået nogle oplysninger fra vidner derude. Efter eksplosionen ser man to personer løbe ved pizzeriaet ind mod byen ved Støvringvej,« siger han.

Københavns Politi fik anmeldelsen om eksplosionen på pizzeriaet, Pizza 73, klokken 05.40.

Pizzeriaet lukkede klokken 05.00.

Politiet ønsker at høre fra vidner, der har set manden med den hvide plastikpose eller har kendskab til personerne, der er set løbe fra stedet.

Ingen kom til skade ved eksplosionen, men fem store vinduespartier er blæst ud af pizzeriaet.

Det flyder desuden med glas på fortovet og vejen, og døren til pizzeriaet er blæst ud.

»Sprængningen startede inde i bygningen kort fra indgangsdøren og har givet kraftige skader både inde og på bygningen. Der var ingen personer derinde. Vi arbejder på gerningsstedet i en rum tid endnu,« siger vicepolitiinspektøren.

I forbindelse med hændelsen har Jyllingevej mellem Ålekistevej og Jernbane Allé været spærret hele morgenen og formiddagen.

Det vides ikke, hvornår vejene bliver åbnet igen.

Borgere kan ringe til politiet på 114, hvis man har oplysninger i sagen.

Politiet mener ikke, at der er en sammenhæng mellem morgenens eksplosion og eksplosionerne ved Skattestyrelsen og nærpolitistationen på Nørrebro, der fandt sted i august.

»På nuværende tidspunkt har vi ingen indikationer på, at der er en sammenhæng mellem de her tre sprængninger,« siger Brian Belling.

/ritzau/