Nyopdaget mæthedsgen kan føre til fedmekur

Kan man behandle fedme ved hjælp af et særligt mæthedsgen? Det spørger forskere sig selv efter ny opdagelse.

Det er velkendt, at dyrs og menneskers adfærd bliver påvirket af, hvad vi indtager. Eksempelvis kender du formentlig trangen til en lur efter et stort måltid.

Det er imidlertid mindre velkendt, hvordan madindtag regulerer vores adfærd. Men nu har opdagelsen af et gen hos orme gjort forbindelsen mellem madindtag og adfærd tydeligere. Det skriver Videnskab.dk.

Et forskerhold fra Københavns Universitet og det australske Monash University har fundet et gen kaldet ETS-5 i rundormen Caenorhabditis elegans. Genet kontrollerer fedtniveauet i tarmene og indgår i et netværk af forbindelser, der regulerer vores adfærd. Eksempelvis kan det udløse en mæthedsfølelse.

»Der findes et lignende gen i mennesker, og derfor kan opdagelsen potentielt være første skridt på vejen til en ny behandling af fedme,« siger lektor Roger Pocock fra Monash University, en af forskerne bag studiet.

Ormegenet ETS-5 har en direkte slægtning i mennesker, som hedder Pet1. En af ETS-5-genets funktioner er at regulere, hvor meget fedt ormene lagrer i deres tarme.

»Når ormene lagrer meget fedt i deres tarme, stopper de med at bevæge sig og falder i søvn. Det viser sig altså, at ormenes fedtlagring har en adfærdspåvirkning, der ligner vores,« siger Roger Pocock.

Når forskerne mener, at orme-genet kan give os indsigt i menneskets anatomi, er det først og fremmest, fordi ormen C. Elegans faktisk har ret meget tilfældes med os mennesker, på trods af sin undseelige størrelse på 1 mm.

Faktisk har op mod 80 procent af vores gener tætte relationer til ormens gener, og af disse er næsten 35 procent identiske. Det genetiske sammenfald og ormens meget simple hjerne i forhold til menneskets gør den til et velegnet forskningsobjekt.

Lighederne giver forskerne håb om, at opdagelsen af genet på sigt kan føre til et lægemiddel, der behandler fedme ved at give folk en mæthedsfølelse. Men hvordan?

»I øjeblikket kender vi ikke mekanismerne og de præcise forbindelser, der regulerer fedtlagring og adfærd, og indtil vi kender dem, kan vi ikke designe et lægemiddel,« siger Roger Pocock.

»Det, vi ved, er, at der er signaler mellem hjernen og tarmene, der får dyret til at ændre adfærd. Hvis vi en dag får fuldt kendskab til dem, håber vi på at kunne identificere nye måder at regulere fedme og spiseforstyrrelser på.«

Roger Pocock understreger, at en eventuel behandling først vil kunne blive til virkelighed om 10-20 år. Og Anders Nykjær, der er professor på Institut for Biomedicin ved Aarhus Universitet, maner også til besindighed.

»Indtil videre må resultatet betragtes som en appetitvækker, for vi ved endnu ikke, om det tilsvarende menneskegen har den samme funktion,« siger Anders Nykjær, der ikke har været involveret i det ny studie, til Videnskab.dk.

Ifølge professoren er det næste trin at undersøge, om den samme mekanisme gælder i mus, hvis gener er 94 procent identiske med vores. Men selv hvis genet viser sig at have den samme funktion i mus, er det ikke helt sikkert, at det også gør sig gældende i mennesker.

Om opdagelsen en dag kan føre til en behandling af fedme, må derfor endnu stå hen i det uvisse.