Godmorgen og velkommen til endnu en dag i denne januarmåned. Det er onsdag, og det er køligt i det københavnske, men heldigvis er Tante Berlingske klar til at holde dig opdateret på verdens gang.
Så snup en varm kop af din favoritdrink og læn dig godt tilbage i sædet, hvad enten du er hjemme, på vej til arbejde eller allerede sidder på kontoret. Berlingske tager dig med gennem dagens vigtigste historier, som du bare må holde øje med.
1) Skatteministeriet kritiseres for manglende kontrol af statens penge
Vi starter hos Berlingske. På forsiden af dagens avis finder vi historien om en rapport fra Rigsrevisionen, der skarpt kritiserer Skatteministeriet for ikke at have en stærk nok kontrol over statens største bankkonto, der indeholder 1.000 milliarder kroner.
Kontrollen med kontoen er nemlig så mangelfuld, at medarbejdere frit kan snyde og misbruge til egen vinding i samme stil, som det er set i Britta Nielsen-sagen, konkluderer rapporten fra Rigsrevisorerne, der bor på Landgreven i København og har til opgave blandt andet at revidere statens regnskaber. Dermed står en milliardkonto åben for enhver, der fristes til at dyppe snablen i skatteydernes penge.
»Der er nogle paralleller i den manglende kontrol til Britta Nielsen-sagen og andre problemer, der har været, som Rigsrevisionen også selv drager i rapporten. Det er meget alvorligt, at der er de muligheder for at begå svindel på et område med så mange penge,« siger professor på Institut for Økonomi og Ledelse ved Aalborg Universitet Per Nikolaj Bukh.
2) »Forestil jer, at det var jeres børn, der sad i fængsel«
Vi bliver hos Berlingske lidt endnu, da vi også har et interview med 21-årige Fatima Samsam, søster til den terrordømte Ahmed Samsam. I flere måneder forsøgte hun desperat at sende SMSer og ringe til Politiets Efterretningstjeneste (PET) for at høre om hendes bror, der i 2018 i Spanien blev idømt otte års fængsel for angiveligt at have forbindelser til Islamisk Stat, selv om han i virkeligheden var PET-agent.
Da hun endelig fik hul igennem, lovede myndighederne at »ordne« sagen. Hun hørte dog aldrig fra dem igen, og broderen fik sin fængselsstraf.
»Jeg var så vred og ked af det. Han fik otte år. Allerede da jeg mødtes med politifolkene, forsøgte jeg at appellere til deres faderhjerter. Forestil jer, at det var jeres børn, der sad i et fængsel i Spanien. Han har siddet isoleret i to år nu,« siger Fatima Samsam.
3) Fordeling af elbiler er skæv
Vi kan sagtens blive ved med at hive gode historier fra Berlingske op ad hatten, men lad os i stedet hoppe over til Jyllands-Posten. I dag skriver de nemlig på forsiden om de cirka 15.500 elbiler i Danmark, der ifølge Danmarks Statistik er skævt fordelt geografisk.
Ifølge tallene er andelen af elbiler størst i København og de nordsjællandske kommuner, mens de nærmest ikke er til at opdrive i Jylland, på Fyn og Lolland. Ifølge Lars Aagaard, direktør i Dansk Energi, er det et problem, hvis man gerne vil have folk til at satse på mere klimavenlige transportmidler. Derfor er flere ladestandere og mindre afgifter vejen frem for at få folk til at tage skiftet fra benzin til el.
»Ejerne af elbiler vil have sikkerhed for, at infrastrukturen er på plads, før de køber en elbil. Vi får ikke folk til at købe en elbil, hvis de ikke stoler på, at de kan få ladet den op,« siger Lars Aagaard.
4) Gamblere storbelønnede af Danske Spil
Lad os nu rette os mod Børsen, der skriver om Danske Spil og deres luksuriøse gaver til selskabets mest loyale kunder. Som en del af selskabets VIP-programmer til storspillere af en række onlinespil kan man nemlig vinde flere gaver som rejser til Dubai og Las Vegas.
Det er normalt for gamblingbranchen at lade folk stige i niveau gennem specielle programmer baseret på, hvor meget man investerer i selskabet, skriver avisen. Men ifølge flere ludomanieksperter kan det nemt blive en glidebane.
»Spiller man i et niveau, hvor man bliver gjort til VIP-spiller, så bør alarmklokkerne helt sikkert ringe. For det er uansvarligt spil, som kan udvikle sig i en farlig retning,« siger Thomas Marcussen, leder af Forskningsklinikken for Ludomani ved Aarhus Universitetshospital.
5) Kommuner opgiver firma med kenyansk klimaprojekt
Vi slutter hos Politiken, hvor man på dagens forside kan finde historien om flere danske kommuner, der opgiver at samarbejde med firmaet IngenCO2.dk, der i de seneste år har solgt klimakompensation til kommunerne.
Helt konkret fungerer det ved, at IngenCO2.dk køber klimakreditter fra projekter, der skal nedsætte udledningen af CO2 i lande som Kenya og Zimbabwe. Men stort set ingen indbyggere i de kenyanske landsbyer har anvendt de CO2-besparende lerkomfurer, der er en central del af IngenCO2.dks klimakompensation. Derfor dropper flere kommuner nu deres aftale med virksomheden.
»Vi har købt en form for aflad i en anden del af verden. Når vi gør det, så skal vi være sikre på, at vi rent faktisk får en reduktion af CO2-udledningen. Der må vi sige, at jeres artikler sår alvorlig tvivl om, hvorvidt det faktisk også er det, der er sket«, siger borgmester i Albertslund Kommune Steen Christiansen (S).
Det sker i dag
Højreekstremist tiltalt for trusler mod folketingsmedlem
Venstre landsret i Viborg ventes at afslutte en ankesag mod et medlem fra den højreekstremistiske gruppe Danmarks Nationale Front, der anklages for trusler mod det radikale folketingsmedlem Zenia Stampe. Manden lagde i 2017 en video ud på Facebook, hvor han tramper på et billede af Stampe og to venstreorienterede politikere, mens han udtalte:
»Vi mener sådan set, at I alle sammen skulle brænde op i helvede, så vi hjælper bare lidt til.«
Manden blev i januar 2019 ved Retten i Viborg idømt ti måneders fængsel. Med i dommen var også straf for en række indbrud, ulovlig våbenbesiddelse og narko. Sagen fortsætter og ventes afsluttet onsdag 15. januar.
Danmark spiller ved EM i herrehåndbold
Danmarks landshold i herrehåndbold spiller i aften skæbnekamp ved EM. Landsholdet skal møde Rusland kl. 20.30 i Malmø, og det kræver en sejr, hvis håndboldherrerne skal gøre sig forhåbninger om videre avancement i turneringen. Samtidig skal de have hjælp fra Island, der skal slå Ungarn.
Danmark er i gruppe med Ungarn, Island og Rusland. De to bedste hold går videre til mellemrunden, som for Danmarks gruppe også finder sted i Malmø. Finalen spilles 26. januar og vil ligeledes foregå i Malmø.
Demonstration mod Ellebæk ved Christiansborg
I dag er der varslet demonstration på Christiansborg Slotplads mod Udlændingecenter Ellebæk som følge af Europarådets Torturkomites hårde kritik og beskrivelse af forholdene på centeret, selv om rapporten er blevet stærkt kritiseret af flere eksperter.
Demonstrationen er ikke arrangeret af nogen bestemt politisk organisation. Vær opmærksom på forstyrrelser i trafikken.
Retssag mod Sydkoreas tidligere præsident begynder
Retssagen mod Park Geun-hye, Sydkoreas tidligere præsident, begynder i dag. Hun blev i april 2018 idømt 24 års fængsel for at have modtaget bestikkelse og misbrugt sin magt gennem flere år. Dommen blev senere udvidet med et år.
Forrige år besluttede Sydkoreas højesteret dog, at sagen mod ekspræsidenten skulle gå om. Park Geun-hye blev landets første kvindelige præsident, da hun tiltrådte i 2013. Hun blev erstattet af den nuværende sydkoreanske præsident, Moon Jae-in.
Debat mellem Demokraternes præsidentkandidater
I USA vil Demokraternes præsidentkandidater mødes i Des Moines, Iowa, for at debattere. Der er allerede planlagt tre yderligere debatter i februar.
Der er stadig mange kandidater, som håber på at blive Demokraternes udfordrer til præsident Donald Trump. Kandidaterne skal opfylde en række kriterier, blandt andet om opbakning i meningsmålinger og kampagnemidler.
Foreløbig vil Elizabeth Warren, Bernie Sanders, Joe Biden, Amy Klobuchar og Pete Buttigieg deltage i dagens debat.
Dagens citat
Frederik Preisler, kommunikationsdirektør i Mensch »Influencers, som vi kender dem, vil begynde at uddø. Fænomenet har undergravet og oversolgt sig selv.«
Vi har alle hørt om dem – de såkaldte »influencers«. Unge mennesker på sociale medier som Instagram og Youtube, der reklamerer for bestemte produkter og virksomheder. Lige meget hvor man befinder sig, virker det til, at de er overalt.
Men skal man tro Frederik Preisler, direktør for kommunikationsbureauet Mensch, er det fænomen, som snart vil møde sit endeligt. Lige nu er de mange influencere og deres forretningsmodel en døgnflue, og derfor vil den måde at føre marketing på forsvinde – i hvert fald på den måde, det foregår nu.
Læs historien i Berlingske.
Dagens festival
Frem til 19. januar afholder Cinemateket den første udgave af København Stumfilmfestival. På dagen vil der blive præsenteret såvel store klassikere som mindre kendte værker, genfundne filmstrimler, og Cinemateket holder samtidig en række workshops.
Festivalen åbner i dag med F. W. Murnaus tidligst overlevende film »Elskovs Magt«, på tysk »Der Gang in die Nacht«, der havde premiere i 1920 og har markante danske aftryk foran og bag kameraet.