Jazz-direktør nægtede at mødes med musiker fra Israel

Copenhagen Jazz Festivals festivaldirektør ville ifølge e-mail ikke mødes med israelsk kunstner. Lokalpolitikere drager tvivl om fortsat støtte til festivalen.

Copenhagen Jazz Festival - festivalleder Kenneth Hansen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nikolai Linares

Det vakte onsdag d. 22. marts opstandelse og voldsom kritik, at festivaldirektør Kenneth Hansen i en mail til den israelske musiker Alon Farber gjorde det klart, at israelske kunstnere af ”political reasons” – politiske årsager – ikke kunne optræde i København. Kenneth Hansen beklagede straks og kaldte sagen en ”misforståelse” - han mente ikke ”politiske grunde”, men sikkerhedsgrunde – forklaringen var, oplyste festivaldirektøren, at et stort sikkerhedsopbud kunne ødelægge festivalen.

Men nye oplysninger drager nu den forklaring i tvivl.

Af en mail-korrespondance, som Radio24syv har adgang til, fremgår det nemlig, at Kenneth Hansen end ikke ville mødes med Alon Farber.

Alon Farber skrev d. 22. marts i år til Kenneth Hansen og bad om, at de to kunne mødes til jazzfestivalen ”Jazzahead” i Bremen i Tyskland, der finder sted d. 27.-30. april i år.

Men til det svarede Kenneth Hansen blot, at ”Copenhagen Jazz Festival ikke repræsenterer kunstnere fra Israel i disse år”.

Afvisningen af et møde med den israelske kunstner i Bremen vækker opsigt hos Cecilia Lonning-Skovgaard, der er medlem af borgerrepræsentationen i Københavns Kommune for Venstre. Om Københavns Kommune fremadrettet vil afskaffe støtten til festivalen er indtil videre uklart.

”Vi vil overveje, om Københavns Kommune fortsat vil støtte Copenhagen Jazz Festival økonomisk, men vi kan dog først tage stilling det, når vi kommer til bunds i sagen her. Det er klart at hele det her forløb ikke klæder festivalen,” siger hun til Radio24syv.

Også Nikolaj Bøgh, konservativt medlem af kultur- og fritidsudvalget i Frederiksberg Kommune, mener, at de nye oplysninger danner grobund for mistanke om politiske holdninger blandt festivalens ledelse.

”Den korrespondance giver næring til mistanke om, at der er bedrevet en eller anden form for privat udenrigspolitik fra festivaldirektørens side,” siger han til Radio24syv.

Både Frederiksberg Kommune og Københavns Kommune giver hvert år økonomisk støtte til Copenhagen Jazz Festival.

Festivaldirektør Kenneth Hansen ønsker ikke at deltage i et interview, men oplyser skriftligt, at de to nu skal mødes i Bremen, ligesom Alon Farber kommer til at give koncert i juli i København.

Kenneth Hansen tilføjer, at ”det aldrig har været på tale IKKE at mødes.”

Den israelske kunster har ikke flere kommentarer til sagen, men oplyser dog, at de to først ”for en uge siden” – altså efter at kritikken i dagevis var haglet ned over festivalens direktør – traf en aftale om at mødes i Tyskland senere på måneden.