Hvidt vejr i vente: Her falder sneen det kommende døgn

Tirsdag aften begynder det at sne flere steder i landet. DMI forventer, at der kommer mellem fem og ti centimeter sne.

Tirsdag og onsdag bliver der snevejr flere steder i landet. DMI forventer, at der kommer mellem fem og ti centimeter sne. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bax Lindhardt

Ugen har budt på bidende kulde fra morgenstunden. Vanter og huer er for alvor at spotte i bybilledet, og det ser ud til, at danskerne skal beholde det varme vintertøj på de kommende dage.

Søndag faldt den første sne i Nordjylland, og nu står flere dele af landet også til at få snevejr at føle.

»Vi har et lavtryk fra Tyskland, der langsomt bevæger sig mod nord. Ud på eftermiddagen tirsdag rammer det Lolland-Falster, og det vil begynde at sne. Snevejret vil brede sig til resten af Sjælland i løbet af aftentimerne. Sidst på aften vil det med al sandsynlighed sne de fleste steder på Sjælland. Den østlige del af Fyn får nok også glæde af snevejret,« siger Anja Bodholdt, der er vagthavende meteorolog ved DMI.

I løbet af natten vil snevejret bevæge sig mod nordvest, og derfor vil Djursland og den nordlige del af Danmark sandsynligvis også få sne, forklarer Anja Bodholdt.

»Der er forskellige bud på, hvor meget sne der kommer, men vi regner med, at det bliver mellem fem og ti centimeter. Sjælland og Lolland-Falster vil få mest, og sneen bliver liggende et pænt stykke tid, fordi temperaturen er lav. Vi forventer ikke, at det forsvinder i løbet af natten,« siger hun.

Mange steder i landet vil det stadig sne onsdag morgen, men i løbet af onsdag dag bliver det mere tørt.

Til spørgsmålet om, hvorvidt vintervejret er kommet for at blive, er Anja Bodholdt forsigtig med at svare.

»Ugen ud står vejret i vinterens tegn, men hvad der sker ind i den næstkommende uge, er vi ikke sikre på. Der er antydninger af, at det kunne blive varmere igen, men vi ved også, at den varme kan have svært ved at slå igennem, når først den kolde luft er blevet etableret,« siger hun.