Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
MP3-afspillere er blevet en fast følgesvend for mange unge. Men overdreven brug af iPod'en kan ende med alvorlige høreskader, skriver metroXpress om en ny stor undersøgelse bragt i International Journal of Audiology.
Forskere fra Tel Aviv University har undersøgt musikforbruget og det gennemsnitlige lydniveau blandt næsten 200 unge i alderen 13-17 år, der jævnligt lytter til musik fra MP3-afspillere. Og de konkluderer, at hver fjerde teenager risikerer at udvikle høreskader, der vil sætte ind allerede omkring de 30-40 år, fordi de hører for høj musik.
- Om 10 eller 20 år vil det være for sent at indse, at en hel generation af unge mennesker lider af høreproblemer meget tidligere end forventet fra naturlig aldring, siger leder af undersøgelsen, professor Chava Muchnik.
Høreforeningen kalder undersøgelsens resultater bekymrende - og understreger, at konsekvenserne kan blive store for både den enkelte og samfundet.
- Rent arbejdsmæssigt vil man få et problem, hvis man ikke kan høre så godt. Konsekvensen er, at rigtig mange mennesker ikke er anvendelige på arbejdsmarkedet - enten fordi de ikke kan være på fuldtid, eller fordi der er ufatteligt mange job, de ikke kan magte,« siger Søren Dalmark fra Høreforeningen til metroXpress. Han opfordrer til mere oplysning, hvis udviklingen skal bremses.
Undersøgelsen viser, at de unges foretrukne lydniveau er 82 decibel i stille omgivelser og 89 decibel, når der er støj i baggrunden. Til sammenligning støjer en trafikeret gade med 70 decibel og et trykluftsbor med 100 decibel.