Sådan undgår du høreskader

Aldrig har vi hørt så mange timers musik, bl.a. via smartphones. Men musikken er for høj og øger risikoen for høreskader. Det har fået WHO til at sætte en ny kampagne i gang.

WHO opfordrer til kampagne for at undgå¨høreskader Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Måske skulle man lige overveje at skrue en lille smule ned?

I hvert fald hvis det står til Verdenssundhedsorganisationen WHO. I takt med, at stadigt flere lader musik flyde i øregangene mange af døgnets timer, er der grund til at være opmærksom på risikoen for varige høreskader.

Lytter vi til høj musik i mere end en time, enten gennem små headset eller via høretelefoner, er der risiko for, at hørelsen tager skade, hvis lyden er over 85 decibel, svarende til bip-lyden fra en mikroovn.

Høj musik er problemet

Anbefalingen er baseret på WHOs gennemgang af tidligere undersøgelser, som viser, at vores gennemsnitlige lydniveau er for højt, nemlig 94 decibel.

Det er baggrunden for, at organisationen nu lancerer en ny kampagne.

Kommer vi op på 100 decibel, bør det højst være i 15 minutter, anbefaler WHO.

Ifølge Rikke Schnack-Petersen, overlæge og formand for Dansk Medicinsk Audiologisk Selskab, er der ingen dokumentation for, at svag musik over længere tid skader hørelsen. Problemet er den høje musik.

»Man kan sammenligne det med, at hvis man går helt tæt på en kraftig højttaler med høj musik, så øges risikoen for skader på trommehinden. Men jo længere væk fra højttaleren man bevæger sig, jo mindre er risikoen.

Nyt display på smartphones

Med headset og høretelefoner gælder det samme. Jo højere, man skruer op, jo større er risikoen,« forklarer Rikke Schnack-Petersen.

Aldrig har vi hørt så meget musik i det offentlige rum.

Det konstaterer Gert Ravn, senior-teknologispecialist i DELTA, et internationalt firma, der rådgiver og udvikler inden for ny teknologi.

»Derfor bliver der i øjeblikket arbejdet intenst på at udvikle nye systemer til blandt andet smartphones, så man via et display kan se, hvornår det anbefalede lydniveau overskrides.«

Hvem der er i størst risiko for høreskader, er det ikke lykkedes forskere at finde frem til.

»Hvis man nu kunne sige, det var alle de rødhårede, der var i risiko, var det let. Men nogle kan bare tåle høj lyd i lang tid, uden at hørelsen påvirkes, mens andre ikke kan.«

Dog ligger det fast, siger Gert Ravn, at hvis man én gang har fået en høreskade, får man aldrig sin normale hørelse tilbage.

Støjreducerende høretelefoner

»Man kan konstruere forskellige lappeløsninger og lave fine høreapparater, men den »gamle« hørelse får man ikke igen.«

Hvis vi vil undgå høreskader, er den mest effektive måde ifølge WHO at bære »støjreducerende hovedtelefoner«, som blokerer for baggrundsstøj, for eksempel om bord på et fly.

Hovedtelefonerne er forsynet med små mikrofoner, som opfanger den omgivende støj. En processor analyserer støjen og skaber en såkaldt negativ kopi af lyden. Derefter afspilles den i elementerne.

Resultatet er, at de to lydkilder mere eller mindre udligner hinanden.

Den teknologi er beregnet til at lukke af for monotone baggrundslyde som motorstøj, vindstøj eller larm fra hjul mod asfalt. Pludselige eller afvigende lyde vil stadig gå igennem.