Historiens største forskerfejl

Ti vilde videnskabelige vildveje.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det skete tilbage i marts sidste år og blev næsten øjeblikkeligt udråbt til den største videnskabelige opdagelse i det 21. århundrede.

En amerikansk ledet gruppe af astrofysikere var af den faste overbevisning, at de havde opdaget fingeraftryk fra selveste skabelsesøjeblikket, såkaldte tyngdebølger fra den ubegribeligt hastige inflationsfase i splitsekundet efter Big Bang.

Ved første øjekast så deres sensationelle observation kun rimelig ud. Ved hjælp af superfølsomme teleskoper i Antarktis havde de ledt efter ganske bestemte mønstre, såkaldte B-modes, i den kosmiske mikrobølgebaggrund, der kan opfattes som eftergløden af Big Bang.

Da de så rent faktisk fandt de særlige mønstre – eller i hvert fald noget, der lignede – tøvede de i deres begejstring ikke med hastigt at offentliggøre, at de med al sandsynlighed havde set aftrykket fra Big Bang. Der lurede jo Nobelpriser om hjørnet.

Heldigvis fungerede videnskaben, som den skal. Andre forskergrupper stillede sig tvivlende og fik adgang til datamaterialet. Hvorefter amerikanerne i den forgangne uge endegyldigt måtte trække i land og erkende, at de havde taget fejl:

Det var bare støj i signalerne.

Det er langtfra første gang, at forskere tager fejl og i en vis forstand fører verden bag lyset med dybt fejlagtige såkaldte »opdagelser«.

I anledning af den spektakulære amerikanske ikke-opdagelse retter vi luppen mod ti af historiens største videnskabelige fejltagelser.

Kold fusion

I 1989 indkaldte de amerikanske kemikere Martin Fleischmann og Stanley Pons verdenspressen for at offentliggøre en gigantisk sensation. De havde, mente de, opdaget en helt ny energikilde: kold fusion. Det vil sige en simpel måde at frembringe nærmest uendelige mængder energi på ved stuetemperatur. Det var en vild påstand, for fusionsenergi handler normalt om at efterligne Solens egne processer og kontrollere temperaturer på op mod 300 mio. grader. Hvilket knap nok er lykkedes endnu trods milliarddyre forsøg. Men – desværre må man sige – tog kemikerne fejl. Andre forskere kunne ikke eftergøre deres eksperimenter, og i dag er Flesichmann og Pons en vittighed i forskerkredse.

Foto: Ravel Call/AP Fold sammen
Læs mere

Jordens alder

For 150 år siden var videnskaben endelig begyndt at forlade den bibelske opfattelse af Jorden som en færdig planet, der blev skabt godt og vel 4.000 år tidligere. I 1862 offentliggjorde den britiske fysiker William Thomson, bedre kendt som Lord Kelvin, beregninger, der viste, at Jorden er mellem 20 mio. og 400 mio. år gammel. Det gjorde han ved at udregne, hvor lang tid det vil tage for et smeltet objekt af Jordens størrelse at køle af til dens nuværende temperatur. Hans beregning var imidlertid fejlbehæftet, for den tog bl.a. ikke højde for den varme, der produceres ved radioaktivt henfald i klodens indre. Først i 1950erne kunne forskere foretage aldersberegninger, der var meget tæt på sandheden – at Jorden er ca. 4,5 mia. år gammel.

Kanaler på Mars

Gennem flere årtier omkring forrige århundredeskifte var store dele af videnskaben af den opfattelse, at Mars rummer store kanaler, der tilmed er tegn på gigantiske kunstvandingsanlæg deroppe. Det begyndte med, at den italienske astronom Giovanni Schiaparelli i 1877 offentliggjorde opdagelser af en slags kanaler på Mars. Det blev af andre forskere – ikke mindst den amerikanske astronom Percival Lowell – tolket i retning af, at intelligensvæsner havde udgravet et omfattende netværk af kanaler for at føre vand fra Den røde planets isdækkede poler til planetens øvrige og støvede egne. I dag ved vi, at Mars ikke har kanaler, men dog rester af noget, der ligner oldgamle flodlejer.

Frenologi

I 1796 udviklede den tyske læge Joseph Gall en besynderlig teori, der vandt stor udbredelse, og som går under betegnelsen frenologi. Det handler om en påstået forbindelse mellem menneskekraniets ydre form og de sjælelige egenskaber nedenunder. F.eks. mente han, at fædrelandskærlighed befinder sig i baghovedet og destruktiv adfærd over ørerne. En af frenologiens »ypperste« forskere var den danske læge Carl Otto, der i 1850erne opbyggede et helt rædselskabinet af kranier fra forbrydere, bl.a. ved at bestikke bødler til at skære hovedet af dødsdømte efter henrettelsen. Han lod heller ikke sin kone ansætte tjenestefolk, før han personligt havde befølt og godkendt ansøgernes hoveder. Den i bund og grund racistiske pseudovidenskab blev anvendt langt op i det 20. århundrede, bl.a. til at rangordne afrikanske folkeslag.

Planeten Vulcan

I 1860 offentliggjorde den franske astronom Urbain Le Verrier opdagelsen af en helt ny planet, Vulcan, der skulle være solsystemets inderste planet og dermed svæve i en bane mellem Merkur og Solen. Astronomer havde i årevis ledt efter en sådan planet, for uden den ville man ikke kunne forklare Merkurs noget mærkværdige kredsløb. Selv om andre astronomer ikke kunne bekræfte opdagelsen, godtog mange Vulcans eksistens for at få den store kredsløbsligning til at gå op. Først i 1915 kunne man i kraft af Einsteins relativitetsteori forklare Merkurs bane uden at indsætte en hypotetisk planet i solsystemet.

Dræberbien

I 1957 eksperimenterede biologen Warwick E. Kerr med at skabe krydsninger mellem afrikanske og europæiske bier. Uheldigvis undslap 26 sværme af aggressive afrikanske bier hans brasilianske bikubelaboratorium, hvorefter de parrede sig med lokale biarter. Resultatet blev katastrofalt. Den nye biart bredte sig med lynets hast op gennem hele Syd-og Mellemamerika og udkonkurrerede i vid udstrækning lokale biarter. Dræberbien var skabt, og dens indtagelse af Amerika helt op til det sydlige USA er blevet kaldt for den mest succesrige artsinvasion i historien. Dræberbien er meget aggressiv og ansvarlig for talrige dødsfald i Amerika.

Foto: IRIS Fold sammen
Læs mere

Æteren

Forestillingen om at der findes en mystisk og usynlig substans, en æter, der gennemtrænger hele universet, er en af de mest sejlivede i videnskabshistorien. Den har eksisteret lige siden Aristoteles, vandt genklang hos bl.a. Isaac Newton og blev først for alvor opgivet med Einsteins relativitetsteori. Bl.a. mente man, at æteren er det stof, som lys bliver transporteret i. Adskillige i øvrigt ganske velfungerende videnskabelige teorier har inkluderet eksistensen af den besynderlige æter, herunder fysikeren James Maxwells elektromagnetiske teori fra 1860. I dag er æteren i en vis forstand erstattet af begrebet rumtid.

Jordudvidelse

På samme måde, som man har troet, at Jorden er universets centrum og i øvrigt flad, har der eksisteret en vidtgående teori om, at Jorden konstant udvider sig som en ballon, der pustes op. Teorien, som eksempelvis naturforskeren Charles Darwin beskæftigede sig med, skulle bl.a. kunne forklare dannelsen af undersøiske bjergkæder og den kendsgerning, at landmasser bevæger sig i forhold til hinanden. Siden 1970ernes brede erkendelse af pladetektonikken som den vigtigste drivkraft bag dannelsen af bl.a. kontinenter og bjergkæder har videnskaben fuldstændig forkastet enhver tanke om, at Jorden vokser.

Spontant liv

Helt frem til 1800-tallet var det en udbredt opfattelse, at liv kan opstå ud af det blå frem for via et æg, frø eller lignende. Opfattelsen skyldtes først og fremmest den gamle græske naturfilosof Aristoteles, der forklarede, at liv kan opstå spontant fra dødt stof som jord, slim eller mudder. F.eks. fandtes der opskrifter på, hvordan man selv kan lave mus ved at lægge gammelt tøj i et hjørne. Først i 1860 aflivede den store mikrobiolog Louis Pasteur endegyldigt myten med et overbevisende eksperiment, som han forelagde det franske videnskabsakademi.

Videnskabeligt mavesår

Helt frem til nutiden har lægevidenskaben haft den opfattelse, at mavesår skyldes for meget mavesyre. Af samme årsag er millioner af mavesårspatienter udelukkende blevet behandlet med medicin mod mavesyre eller med kirurgiske indgreb. I 1982 beskrev to australske forskere imidlertid, at de fleste tilfælde af mavesår opstår som følge af en særlig bakterieinfektion, og at lidelsen derfor kan behandles med antibiotika. Men først i slutningen af 1990erne vandt antibiotika for alvor indpas som central behandlingsform mod mavesår.