»Hellerup har et ry som der, hvor curlingbørnene bor. Folk tror, at her bliver børnene købt med dyre ting«

Hvordan ser børnelivet ud der, hvor mor og far har det meste? Overskudsfamilierne i Nordsjælland søger status igennem det nære. Samtidig tager de afstand fra det miljø og den selviscenesættelse, de selv er en del af.

Drude-Katrine Plannthin er privat børnepasser i Hellerup. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen

Kagen skal ikke være for pyntet.

Den skal heller ikke være en præfabrikeret hindbærroulade.

Nej, den skal helst være kreeret fra bunden i egen ovn.

Da antropolog Dil Bach for nogle år tilbage begyndte at interviewe en række overskudsfamilier i Nordsjælland, opdagede hun, at det største statussymbol hos de rige og ressourcestærke lå i noget så simpelt som den hjemmebagte kage.

»Der blev talt dårligt om dem, der skiltede for meget med de dyre tasker og store biler. Det var ikke den civiliserede måde at opføre sig på. Det var vulgært at vise de materielle værdier frem. De var ikke legitime. Kagen blev derfor det perfekte symbol på overskud. I princippet kan alle jo bage en kage, men det er ikke lige nemt for alle at finde tiden til det,« siger hun.

Sidste år udkom hendes tre års feltarbejde blandt 15 velhavende nordsjællandske børnefamilier i bogform og fortalte en historie om, hvordan det nære liv bliver levet der, hvor pengene og ressourcerne er store.

Nu er antropologen fra DPU, Aarhus Universitet, igen taget på feltstudie hos de rigeste. Denne gang sammen med kolleger fra Center for Daginstitutionsforskning i en børnehave i Nordsjælland, hvor historien går igen: De velhavende går 100 procent op i projekt børn.

»Der eksisterer to fortællinger om de her familier. Den ene er, at de dybest set er moralsk forarmede mennesker, der forsømmer deres børn. Og at det er familier, der praler med deres store økonomiske formåen. Den anden er, at det er nogle rigtig gode familier med tid og overskud til deres børn.
Dem jeg talte med, passede i hvert fald ikke ned i fortællingen om de amoralske rige. Flere af dem var hjemmegående kvinder, der gik utroligt meget op i familielivet,« siger Dil Bach.

Det nye studie viser, at overskudsfamilierne nordpå har stor tillid til det pædagogiske personale. De lytter til dem, der passer deres børn, og de følger deres råd.

Det er kommet bag på antropologen og hendes kolleger, fordi børnehavens rum er et clash mellem de højtuddannede forældre i topjobs og dyre huse og den lavere lønnede og mellemlangt uddannede pædagog fra middelklassen.

Ved siden af står aupair-pigen og ser på.

»Pædagogerne er til gengæld utilfredse, når familierne eksempelvis ikke får lagt skiftetøj med navn i til børnene. Vi tror faktisk, at der eksisterer højere forventninger til forældrene i Nordsjælland. De udstråler jo et signal om, at de er tjekkede.«

I 2900 Hellerup bor Drude-Katrine Plannthin, der tidligere har arbejdet som dagplejemor og i dag er selvstændig designer og privat børnepasser. Hun har selv tre større teenagebørn, der er født og opvokset i det ressourcestærke område. De forældre, hun har mødt i sit arbejde, er en bred palet af Hellerup-borgere.

»De kvinder, der primært er kommet ud af og ind af mit hjem, er karrierekvinderne. De har valgt lange arbejdsdage og de har til tider været stressede omkring afhentning af børnene. De har med vilje valgt en dagpleje for at føle tryghed – at det skulle ligne et hjem. Jeg har også som dagplejer mødt forældre, hvor jeg blev forarget over, hvor lange deres arbejdsdage var og at de ikke tog sig mere af deres børn. Men jeg har også oplevet det stik modsatte med børn, der har fået masser af fridage og de hjemmebagte boller.«

Når hun ringer til banken, siger hun altid, at hun har bopæl i Hellerup.

Hvis hun skal have fat i en håndværker, bor hun til gengæld i nærheden af Søborg. Ellers bliver prisen tredoblet.

Drude-Katrine Plannthin mener, at der på samme måde er en masse fasttømrede forestillinger på spil i vores opfattelse af, hvordan de velhavende opdrager deres børn.

»Der er mange fordomme omkring, hvordan de rige behandler deres børn i Hellerup og Nordsjælland. Hellerup har et ry som der, hvor curlingbørnene bor. Folk tror, at her bliver børnene købt med dyre ting. Men der bor også helt normale borgere herude, der hverken er specielt bevidst tjekkede eller smarte. Det helt rige segment udgør en lille del af de borgere, der bor i Gentofte Kommune. Jeg er altså stødt på flere købe-pizzaer til skolearrangementer herude end hjemmebagte kager. Det er jo heller ikke alle mødre på Lolland, der er dyb underklasse og som misrøgter deres børn,« siger hun.

Dil Bach begyndte oprindeligt at interessere sig for livet i Nordsjælland, fordi hun ville dykke ned i en samfundsklasse, antropologer og sociologer sjældent kommer forbi.

Men blandt de rigeste er der også klasseskel. I toppen ligger de familier, hvor manden tjener mange penge og kvinden har den attråede tid til børnene, fordi hun enten går hjemme, er på fleks- eller deltid. Nederst er de familier, der bor i lejlighed og ikke har råd til hjælp udefra.

»En af de kvinder, jeg mødte, var vildt stresset. Hendes mand var arbejdsløs og hun havde selv et topjob. Hun arbejdede sindssygt meget og havde ingen aupair-pige, men skulle samtidig deltage i alt det sociale på skolen og i børnehaven. Hun prøvede at finde tiden til at investere i den sociale kapital, men hun blev sindssygt stresset. Hun orkede ikke spontane legeaftaler, fordi som hun sagde: ”Morgenmaden står jo stadig på bordet, når vi kommer hjem sent om eftermiddagen.«

Mens man i middelklassen har snobbet opad, når chancen har budt sig, har Dil Bach oplevet gang på gang, hvordan man i overklassen holder sin egen selviscenesættelse med legeaftalerne, hyggen, varmen og den hjemmebagte kage ud i strakt arm.

I det tidligere studie havde alle de interviewede en historie, der begyndte med: ”Vi er jo ikke ligesom alle de andre herude.” I det nye studie har børnehaveforældrene bekymret sig for, om deres børn vil komme i en snobbet skole.

»Også blandt dem selv eksisterede der fortællinger om dem, der var rige på en ufin måde. Om rige familier, der forsømte deres børn. Familierne identificerede sig generelt meget ambivalent med det område, de havde bosat sig i. Det var som om, at de alle havde et behov for at tage afstand fra netop det. Men de erkendte samtidig, at de var en del af det,« siger hun.

Den ambivalens nikker Drude-Katrine Plannthin genkendende til.

På den ene side ser man børn gå rundt på villavejene iført et 2700 kroner dyrt Lala-Berlin tørklæde og tasker til 10.000 kroner. På den anden side har hun mødt velhavende forældre, der ofte selv var iført bukser med malerpletter på og hvis børn aldrig to ens strømper på. Selvom deres månedlige forbrug var højt.

»Både privat og igennem mit arbejde med at passe børn er det ikke en stræben efter perfektion, jeg har set mest af. I Hellerup er det klart den kreative klasse, der har de største ambitioner, når det handler om, at alt skal se ud på en bestemt måde. Det har bare sit eget udtryk i denne del af Danmark. I Jylland vil eksempelvis en fodbold-far gå op i, om barnet kommer på det rigtige hold. Og der findes også børneværelser i Esbjerg, der er helt stringent indrettet, så de tager sig pænt ud på Instagram,« siger hun.

En af de interviewede kvinder i Dil Bachs feltarbejde forholdt sig selvkritisk og satte lighedstegn mellem huskøbet nord for København og nogle helt specifikke værdier. Hun talte også om, at det blev en iscenesættelse at virke »totalt afslappet.«

Andre i feltstudiet gav udtryk for, at de var taknemmelige for deres privilegerede liv og at deres børn skulle lære at sætte pris på, at ikke alle mennesker har adgang til det samme som dem.

»Når det kom til stykket, var det dog tydeligt, at det var svært for de rigeste af dem at omgås med dem, der eksempelvis boede i lejlighed. De tog jo ikke på de samme rejser som dem selv til Mauritius og samværet kunne hurtigt blive lidt akavet og tydeliggøre uligheden,« siger hun.

Den hjemmebagte kage har Drude-Katrine Plannthin set. Den der er lagt mange timer i og som bliver båret ind i klasseværelset eller i børnehaven med sølvpapir over. Men den er i hendes optik ikke et retfærdigt symbol for den ressourcestærke samfundsklasses opdragelsesværdier. Den er ikke kun forbeholdt overskudsfamilierne.

»Jeg kender også mødre og fædre andre steder i landet, det går enormt meget op i deres børn. Det er ikke kun et Gentofte-fænomen. Der klæber sig et helt bestemt image til kommunen. Så hedder det sig, at det er speltmødrenes paradis.«

Da bogen om de velhavende børnefamilier udkom, noterede Dil Bach sig det også. Der blev sat spørgsmålstegn ved det overskud, familierne efterstræber.

Som om det næsten var for meget.

Det skal altid være en dårlig historie, når vi taler om de rige. Ellers kan vi måske ikke holde ud, at der er den skævhed og ulighed, lyder hendes eftertanke.

»De der børn må lide, når begge forældre har travlt og bruger så meget tid på at opretholde facaden, tænker vi. Men mit studie viser, at den fordom ikke holder.«

 

 

Læs mere