Lyset bag vinduet tænder efter et tryk på ringeklokken. Det er 22-årige Amin Kabir, der åbner døren og byder indenfor med et søvnigt smil. Han er flygtet fra Afghanistan og bor i øjeblikket hos Arne Madsen på Soltoften i Gentofte, efter han har stået på venteliste til egen lejlighed i kommunen i fire år. Tidligere boede han hos sin mor, men der var for lidt plads og for meget uro.
Arne sover stadig, forklarer han og viser ind i stuen, hvor farverige tæpper ligger oven på det lyse væg-til-væg tæppe og sammen med træfigurer, blomster og billeder bidrager til en hjemlig atmosfære. En halv time senere kommer 82-årige Arne Madsen, der mistede sin kone for flere år siden. Med et stort smil og et godmorgen tager han hænderne om Amins hoved, og giver det et faderligt kys.
»Jeg tog lige en ekstra lur,« forklarer han.
»Du kom da også sent i seng i går aftes? Var klokken ikke over 12?« spørger Amin Kabir.
Jo. Den var over 02 om natten. For efter at have kørt rundt og banket på døren til de nyeste flygtninge i kommunen aftenen inden, sad den tidligere skoleleder ved computeren og arbejdede på sit projekt med at parre flygtninge med danske frivillige.
»Jeg tror ikke, ordene for Arne findes,« siger Amin Kabir og uddyber: »Han er meget hjælpsom. Selv om aftenen, hvis folk ringer. Han ser alle med samme øjne.«
Siden 1998 har Arne Madsen stået i spidsen for et integrationsprojekt i Gentofte kaldt Netværkshuset, der har en samarbejdsaftale med Dansk Flygtningehjælp og er økonomisk støttet af kommunen med omkring 1,1 millioner kroner om året.
Både projektet og kommunens opbakning til det får stor ros af Dansk Flygtningehjælp, der bruger det som et positivt eksempel over for andre kommuner og frivillige rundt om i landet. Lone Tinor-Centi, der er chef for Frivilligafdelingen ved Dansk Flygtningehjælp, forklarer, at der er en rigtig god dialog mellem Gentofte Kommune og Netværkshuset.
»Og så betaler kommunen for et hus, som er de frivilliges »eget hus« og giver tilskud, så de kan betale løn til en husvært. Jeg er tæt på at sige, det er det eneste sted i Danmark, det sker. Man kan godt kalde det unikt.«
»Og nu vil jeg nødig fremhæve nogle frivillige frem for andre, men der er ingen tvivl om, at Arne Madsen som formand har gjort en kæmpe, kæmpe indsats og virkelig brænder for det her område,« siger hun.
»Selvom man stemmer på blå blok, kan man godt have et godt menneskesyn«
Arne Madsen har arbejdet som frivillig formand for projektet med Netværkshuset i snart 20 år, og hans engagement går endnu længere tilbage. Da borgerkrigen i Eksjugoslavien i starten af 1990’erne sendte tusindvis af flygtninge til Danmark, skrev Arne Madsen et indlæg i Politiken:
»Det er med undren, jeg lægger øre til borgmester Hans Tofts begrundelser for ikke at kunne/ville skaffe boliger i Gentofte Kommune til 58 flygtninge (…) Som borger i Gentofte Kommune bliver jeg skamfuld. Hvor er rummeligheden, menneskeligheden?« skrev han.
Diskussionen om flygtninge i Gentofte er fortsat frem til i dag. Som Berlingske for nylig skrev, er flere borgere i øjeblikket bekymrede over kommunens planer om at lade op imod 60 flygtninge flytte ind på den tidligere internationale skole på Hellerupvej, og flere har skrevet til kommunen med henvendelser såsom: »At lægge et flygtningecenter midt i Hellerups hjerte er fuldstændig vanvittigt«.
Da der onsdag 25. januar blev afholdt et informationsmøde om sagen, var flere borgere mødt op for at vise, at de fleste Gentofte-borgere har en anden holdning. Marianne Victor Hansen, der til daglig arbejder som selvstændig konsulent, har ligefrem lavet en underskriftindsamling, hvor 342 borgere fra kommunen har sat deres navn på en udtalelse om, at »borgere i Gentofte Kommune hilser 20 flygtninge på Hellerupvej velkommen«.
Den karikerede historie om velhavende Gentofte-borgerne med pels og patriciervilla, som ikke ønsker at tage imod flygtninge, ærgrer flere af kommunens indbyggere. I Netværkshuset hænger en gammel satirisk tegning fra Jyllands-Posten, der viser en borger i Gentofte, der lærer en flygtning at spille golf.
»Selvom man stemmer på blå blok, kan man godt have et godt menneskesyn,« siger Frederik Hostrup Pedersen, der er uddannet socialrådgiver og arbejder som Netværkshusets eneste lønnede ansatte som såkaldt husvært.
En ordentlig velkomst og en god integration
Tilbage i huset på Soltoften ringer mobiltelefonen, mens snakken går hen over havregrød og blødkogte æg. Klokken er 8.31, og det første opkald af den daglige strøm af opkald ringer dagen ind. Det er et afbud til et møde i Netværkshuset kl. 9.45, som Arne Madsen kører hen til i sin hvide Skoda iført mørkeblå tophue og Helly Hansen regnjakke.
Netværkshusets gule murstensbygning ligger ved S-tog stationen Kildebakken. Der er tomt bortset fra Arne Madsen og to frivillige, som sætter sig med en kande kaffe og tykke mapper for at koble nytilkomne flygtninge med danske frivillige. Behov og ønsker bliver diskuteret seriøst for at finde de bedste match.
Netværkshuset holder først åbent fra kl. 16 fra mandag til torsdag, men mødet denne tirsdag formiddag har ikke været i gang længe, før en kvinde kommer forbi med en idé om legoklodser til børn. Lidt senere kommer en anden kvinde med bilen fuld af vintertøj og legetøj, og flere flygtninge melder også deres ankomst længe inden, klokken slår 16.
En mand fra Irak hilser med et stort smil. Han har netop fået sin kone til Danmark, og skulle lige vise hende Netværkshuset. En anden ældre mand kommer og finder gulvspanden frem for at for at gøre rent i huset, der både tæller opholdsstue, køkken, legerum, computerrum, tøj/sy-rum, motionsrum, cykelkælder og mødelokaler.
Både frivillige og flygtninge hjælper med at holde stedet pænt og rent og med at afholde arrangementer, som billeder på væggene bevidner om. Der er museumsture, madaftener, sommerture ud i landet, byture ind til København foruden hverdagsaftenerne med det, de kalder åbent hus.
»I hverdagene har vi som regel sprogtræning, lektiehjælp og vejledning i, hvordan man for eksempel bruger NemID. Det hele foregår jo efterhånden på nettet, og der er mange ting, de står måbende over for. Og så handler det også om bare at få snakket,« forklarer Arne Madsen.
Han synes, det har været »fantastisk spændende« at arbejde med Netværkshuset og møde de mange flygtninge.
»Vi har den filosofi, at hvis vi tager ordentligt imod dem og er imødekommende, bliver de også glade og mere indstillet på at lære sproget og være en del af samfundet,« siger han.
Uvorne drenge og fædre til psykolog
At der bliver taget ordentligt imod af imødekomne frivillige - Arne Madsen og Frederik Hostrup-Pedersen hilser på alle med navn – er ingen garanti for, at tingene altid går godt. For nogle år siden var der problemer med en gruppe unge drenge på 15-16 år. De lavede ballade og gjorde beboere i kommunen utrygge.
Arne Madsen kendte dem fra de Netværkshuset fra de var små og tog en snak med dem. Sammen fik de lavet en aftale om at ses i Netværkshuset hver lørdag fra klokken 18 til 24. Drengene foreslog tidspunktet.
»De ville helst lørdag aften, for der sad alle inde og hyggede sig, mens de stod ude på gaden,« fortæller han.
I fem år mødtes Arne Madsen alene med gruppen på 20-30 unge drenge hver lørdag, hvor de lavede aftensmad sammen, snakkede og spillede spil.
»De blev skældt ud derhjemme, og de blev skældt ud i skolen,« siger Arne Madsen.
Ud over at tage sig af drengene, fik han arrangeret et møde i Netværkshuset for deres fædre, hvor en psykolog kom og holdt et oplæg. I starten var der stor skepsis, men til sidst kunne psykologen ikke gå igen, fordi de blev ved med at stille spørgsmål.
»Drengene kommer stadig forbi her nogen gange og spørger: »Hvor er far henne?«,« fortæller Frederik Hostrup-Pedersen, der er dukket op i Netværkshuset ved middagstid.
»Ja, der er også noget humor i det,« siger Arne Madsen med et afværgende smil.
»Ja, for Arne er jo på en måde vores alle sammens far,« siger Frederik Hostrup-Pedersen.
»Jeg ved godt, at der er en grænse«
Far har Arne Madsen i mere bogstavelig forstand været både for de to børn, hans kone bragte med ind i deres ægteskab, og for de tre uledsagede flygtningedrenge, han siden blev kontaktperson for. I dag har han også fem danske børnebørn. Samlet blev det til 18 personer samlet rundt om juletræet på Soltoften 24. december.
»Jeg kommer jo fra et lille samfund, hvor alle kendte hinanden, og hvor alle blev inviteret med, når der var større arrangementer, både dem fra de store gårde, dem fra husmandsstederne og arbejderne. Alle hjalp hinanden. Og jeg kan mærke, at det betyder rigtig meget for mig,« siger han.
Arne Madsen voksede op på et husmandssted på Salling-egnen syd for Limfjorden i Vestjylland - i lighed med borgmester Hans Toft, der også kommer fra Vestjylland.
I dag er det 24 år siden, Arne Madsen skrev sit indlæg i Politiken, og i årenes løb har han både lært en masse om flygtninge, men også fået en bedre forståelse for Hans Toft, som han har haft talrige diskussioner med. Og følelsen af skam, er erstattet med respekt.
»Når Hans Toft bliver nedgjort eller skældt ud for at sige, at vi gør, hvad vi kan, men at vi ikke har en levende chance for at give flygtningene en permanent bolig, så har han jo ret. Flygtningene kan jo ikke betale den reelle husleje,« siger Arne Madsen.
Kommunen har forsøgt sig med en opfordring til at flere borgere gør som Arne Madsen og lader flygtninge leje ubenyttede værelser i deres private hjem, men det har ikke hjulpet.
Mens Arne Madsen gerne åbner sit hjem, er han glad for, at det ikke er ham, der skal sidde i Udlændingestyrelsen og tage stilling til, hvem der kan få asyl i Danmark.
»Jeg tager mig af de mennesker, der er kommet igennem Udlændingestyrelsens nåleøje. Både for flygtningenes skyld og for samfundets. Vi kan ikke have rigtig mange af dem, der bliver meget sure på vores samfund,« siger han og pointerer:
»Grundlæggende må man hjælpe, når man kan. Jeg ved også godt, at der er en grænse for, hvor mange vi kan tage. Et lille land som os. Men jeg er ikke så bange for, at dem som er kommet, skal ødelægge vores land.«
Når Netværkshuset til februar holder årsmøde, forbereder Arne Madsen sig på at lade formandsposten gå videre til en anden. I dag vurderer han, at det frivillige arbejde optager en del mere end 37 timer af hans uge, og mens han vil fortsætte som frivillig, vil han også gerne have mere tid til at male og besøge sin bror i Vestjylland.
Netværkshuset engagerer i dag omkring 280 frivillige, og det bliver jævnligt brugt af omkring 500 flygtninge ifølge husværten, Frederik Hostrup-Pedersen.
På rådhuset glæder Hans Toft sig over, at Dansk Flygtningehjælp roser samarbejdet mellem Netværkshuset og kommunen. Kommunen og Gentofte-borgernes integrationsindsats omfatter dog meget mere end det. Kommunen glæder sig over godt samarbejde med flere virksomheder, ligesom der også er andre grupper af frivillige, der yder en indsats.
»Det er et samlet hele, vi laver, og Netværkshuset indgår som en meget væsentlig del af aktiviteterne og modtagelsen af flygtninge,« siger han.
