Hårdere straffe til doping-forbrydere

De Konservative vil skrue bissen på over for dopingmisbrug i motionsmiljøet. Partiet vil bl.a. have alle fitnesscentre til at oplyse kunderne om, hvorvidt der bliver gennemført dopingkontrol. Desuden vil partiet give dopingbagmænd hårdere straffe.

Mathias Hansen træner jævnligt i Fitnessdk. Han mener, at dopingkontrol i motionscentre kan forebygge dopingmisbrug. Foto: Kristian Sæderup Fold sammen
Læs mere

Kulturminister Brian Mikkelsen (K) vil tvinge fitnesscentre til at deltage i kampen mod motionsdoping, ligesom han vil øge straffen for at forhandle eller formidle dopingmidler.

Ministeren præsenterede i går de Konservatives bud på en handlingsplan mod såkaldt motionsdoping i fitnesscentre. Planen er ifølge Brian Mikkelsen den samme, som regeringen ville have offentliggjort, hvis statsministeren ikke havde udskrevet valg. Derfor er den reelt den borgerlige regerings udspil i kampen mod doping i motionscentre.

Omfanget af motionsdoping eller forfængelighedsdoping i fitnesscentrene er ukendt, men skønsmæssigt misbruger flere tusinde unge mænd typisk anabole steroider for at få større muskler.

Brian Mikkelsen vil bl.a. gennemføre en mærkningsordning, således at alle motionscentre bliver tvunget til at oplyse, om de modtager besøg fra Anti Doping Danmarks kontrollører. I dag er det kun centre som Fitnessdk, SATS og andre medlemmer af Dansk Fitness- og Helseorganisation, der samarbejder med dopingmyndighederne.

Hvis centre sig nej til mærkning, vil de ifølge kulturministeren blive mødt med sanktioner såsom bøder.

»Det vil jo være en ulovlig handling,« siger han.

Ministeren forestiller sig også et system, hvor dopingsyndere kan få karantæner fra samtlige fitnesscentre i landet. Ligeledes vil han udvide den maksimale karantæneperiode fra to til otte år.

Desuden vil de Konservative skrue bissen på over for det, Brian Mikkelsen kalder den organiserede dopingkriminalitet. Derfor skal lovgivningen ændres, således at der »som hovedregel idømmes frihedsstraf for enhver forhandling, udlevering eller fordeling af dopingmidler«.

Dopingkriminalitet
I dag bliver langt de fleste sager om distribution og salg af dopingmidler afgjort med bøder. Fra januar til juni i år der registreret 322 sådanne sager, mens der i 2005 blev registreret 285 sager.

Endelig vil de Konservative støtte en større og længerevarende oplysningskampagne gennemført af Anti Doping Danmark. Kampagnens målgruppe er drenge og mænd på 13-35 år, og i særdeleshed dem, der enten er begyndt at misbruge anabole steroider eller overvejer at gøre det.

»Doping er en af de største trusler mod unge mennesker i dag,« mener Brian Mikkelsen.

Socialdemokraternes idrætspolitiske ordfører, Troels Ravn, er enig, at dopingbagmænd skal straffes hårdere. Han kan også tilslutte sig, at der bliver indført tvungne mærkningsordninger i fitnesscentrene.

Han er desuden villig til at gøre det til krav, at der kan blive gennemført uanmeldte kontrolbesøg i alle motionscentrene, og at alle brugere af centrene kan blive dopingtestet.

»Akkurat som et hvilket som helst medlem af et forbund i Dansk Idræts Forbund (DIF) kan blive udsat for dopingkontrol,« forklarer han.