Forsvarsminister overrasker med stålsat tale

»Danmark skal stadig være villig til at deltage i skarpe missioner ude i verden.«

Nick Hækkerup (S) overtager posten som forsvarsminister efter Gitte Lillelund Bech (V). Kemien var god og humøret højt mellem de to. regeringsdannelse2011. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bjarke Bo Olsen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det fastslog den nye forsvarsminister, Nick Hækkerup (S), da han talte til medarbejderne i Forsvarsministeriet og til sin forgænger, Gitte Lillelund Bech (V).

Der er ikke noget land, der kan vælge truslen eller ondskaben fra. Vi kan ikke fravælge skelsættende datoer, som gør ondt helt i sjælen, som den 11. september eller den 7. juli i London eller 22. juli i Norge, sagde Hækkerup. 

 - Spørgsmålet er ikke, om vi møder verden, men hvordan vi møder den verden, som vi er en del af. Tager vi stilling, eller forsøger vi at være lilleputnationen, der ligger stille? Siden Murens fald har vi taget stilling, og sådan skal det fortsat være. Som forsvarsminister er jeg dedikeret til at fortsætte kampen mod de trusler vi og vore allierede står overfor. Det handler om den ultimative beslutning om at sende soldater, men også om at gøre alt hvad vi kan for at undgå, at vi når dertil.

Til Berlingske siger Nick Hækkerup, at en af hans store opgaver netop bliver at skabe et forsvar "som sikrer, at vi ikke bare kan se os selv i øjnene".

- Den verden, der kigger på os, skal se, at der er der nogen, som løfter også når det er svært og gør ondt.

Dansk udenrigspolitik bliver vil dog ifølge Hækkerup få mere fokus på den humanistiske del af den internationale indsats, tilføjer han.

- Vi skal ikke sende en eneste soldat mere ud end nødvendigt, men til gengæld være der hundrede procent for dem, der ultimativt sætter livet på spil.

Hækkerup udtrykte i talen sin anerkendelse af forgængerens brændende engagement for forsvaret.

- Og hele det danske forsvar har i de seneste år ydet en hel utrolig indsats. Søværnet, der bekæmper pirateri, Flyvevåbnet der løfter langt større byrder end vores lidenhed tilsiger og Hæren, der er i den allerskarpeste ende af mission i Afghanistan. Jeg har den dybeste respekt for alle de ofre, som den danske hær har båret.

- Når det kommer til forsvaret, så har jeg den indstilling, at vi er én nation. Hvad enten man stemte på den nye eller den gamle regering, så binder vores grundlæggende værdier os tættere sammen som danskere, end nogen valgkamp kan skille ad. Vi er røde og vi er blå, men først og fremmest er vi danskere. Jeg tror ikke der er noget ministerium hvor det gælder stærkere end her i Forsvarsministeriet, for det er herfra, vi på nationens vegne sender soldater ud, som skal være klar til at betale den højeste pris. Derfor skal det være æresmærket fremover, at vi går sammen som én nation. 

Den nye minister lovede forandringer i forsvaret, som skal spare to milliarder kroner om året fra 2015.

- Der bliver ikke plads til slør i økonomien eller til interne kampe", fastslog han.

- Vi skal skabe et forsvar, som de færre ressourcer til trods kan levere de redskaber, der er brug for i en uforudsigelig verden. Jeg vil som forsvarsminister hver dag i døgnets 24 timer stå på mål for et stærkt forsvar, og lige så stålsat vil jeg sammen med jer gennemføre de forandringer, der skal til, for at danskerne fortsat støtter den heroiske indsats, som I yder.
 

Hvor langt kan en kanon skyde?

Nick Hækkerup bad sine nye medarbejdere om forståelse for, at hans faktuelle viden om forsvaret er begrænset.

- Da jeg fortalte familien til morgenmaden, at jeg skulle være forsvarsminister, spurgte min mindste, Malte, som er fem år, om hvor langt en kanon kan skyde. Jeg må indrømme, at det vidste jeg ikke, afslørede Nick Hækkerup.

Fra sin forgænger, Gitte Lillelund Bech, modtog han et sæt Star Wars-legoklodser, som han kan bruge som inspiration til at række efter stjernerne, lod hun forstå. Klodserne blev hurtigt overtaget af Hækkerups næstældste søn, mens Gitte Lillelund Bech stoppede et klippekort til S-toget i lommen.

- Nu tager jeg jo din bil, forklarede Nick Hækkerup.