Forsvaret i kanonkrise

På en god dag har Danmark tre nedslidte kanoner til at forsvare landet. Kanonbesætningerne knokler med vinkelmåler og nedbrud for at holde liv i den sidste rest af artilleri fra dengang, farfar var ung.

De seks soldater i og rundt om den pansrede kanon – en såkaldt haubitser, med typebetegnelsen M109A3 – bevæger sig i indøvede bevægelser, næsten som i en ballet, mens de gør den gamle artilleripjece – et andet navn for en kanon – klar til at skyde.

En soldat lytter til radioen, hvorfra en stemme læser tal op om indstillinger om, hvor granaterne skal ramme.

En anden konstabel løfter den 45 kilo tunge granat ind i kammeret, og placerer bag granaten en drivladning, krudt, som bestemmer, hvor langt granaten skal flyve.

Det hele foregår i højt, men kontrolleret tempo. »Vi øver og jagter hastighed og præcision,« forklarer chefen for 1. Batteri, kaptajn Claus Nellemann Damm.

Den 25 ton tunge kanon er på sine bælter kørt ud på en græsmark nær Oksbøllejren. Den udgør en tredjedel af Danmarks tilbageværende, skydeklare artilleri.

De første haubitsere ankom midt i 1960erne, og i begyndelsen af 1970erne havde Danmark modtaget i alt 76 pjecer, som senest blev opdaterede midt i 1980erne.

De blev brugt meget, fordi enhver hær, der har ambitioner om at kunne vinde i en konventionel konflikt mod en kapabel modstander, har brug for at træne – og træne med – sit artilleri. Konventionel krig handler om »ild og bevægelse,« hvor artilleriet hælder granater ned over fjenden, mens kampvogne og infanteri bevæger sig. Helst fremad, naturligvis.

Chefen for 1. Danske Artilleriafdeling, oberstløjtnant Poul-Erik Andersen, sammenligner konventionel krigsførelse med en boksekamp. »En bokser skal kunne danse og undvige, men han skal også kunne levere et kraftigt punch. Artilleriet leverer Hærens punch,« forklarer han.

Det danske forsvar er i besidelse af i alt 18 pansrede kanoner med typebetegnelsen M109A3. Men blot tre er i drift, resten bruges til reservedele. Foto: Henning Bagger Fold sammen
Læs mere

I dag, efter mere end 50 års brug, er der altså tre skydeklare M109ere tilbage. I depotet ved Brørup i Sydjylland står der tre mere, som med hiv og sving og et par måneders tilløb kan bringes »i driftsmæssig stand.« I alt er der 18 styk overlevende M109ere, men de 12 bliver brugt til at tage reservedele fra.

»Det er mest undervognen og motoren, der går i stykker,« forklarer en af artilleriafdelingens veteraner, oversergent Michael Larsen, der er sektionsfører og chefmekaniker.

Han har arbejdet med haubitserne siden 2001, og nu om dage bruger han flere end 100 værkstedstimer om året på at holde dem kørende. Per vogn. I det tal er de små, korte værkstedsture ikke indregnet. »Vi tigger og beder alle vegne for at skaffe reservedele,« siger han.

Omkring 100 meter fra kanonen ved Oksbøllejren er overkonstabel Mikkel Dyrslund og overkonstabel Kasper Bladt-Hansen i gang med et kort, en vinkelmåler og noget, der ligner landmålerudstyr på stativ.

De har til opgave at stedbestemme præcist hvor haubitseren befinder sig, og at sørge for, at kanonrøret peger i den rigtige retning. Ifølge reglerne skal haubitsen kunne gøres klar til at skyde på ni minutter. Derefter kan den med en god besætning affyre ti skud på fire minutter.

En moderne haubits som dem, forsvaret gerne vil have, kan populært sagt fra landevejen blinke ind til siden, affyre en serie granater og køre væk igen inden for to minutter. Besætningen er typisk på kun tre mand.

Kanonen er selvladende, og computere sørger sammen med en GPS for at regne ud præcist, hvordan kanonløbet skal indstilles for at granaten rammer en bestemt koordinat op til 40 kilometer væk. En moderne haubits placeret på Rådhuspladsen kan altså snildt placere en granat på Stændertorvet i Roskilde.

Ønsketænkning

I Oksbøl ved de godt, hvilken kanon de ville vælge, hvis der var frit valg: Den sydkoreanske, fremstillet af Samsung, som var en af de tre, der deltog i den seneste konkurrence om at sælge artilleri til Danmark.

Den kører på bælter og er beskyttet af pansring om hele køretøjet. På den måde ligner den den gamle M109. »Men den israelske, fra Elbit, er nu også lækker,« siger oversergent Michael Larsen.

Men uanset kanontypen er det helt afgørende, at en afløser kommer nu. Om få år er der ikke flere gamle reservedele at hente fra depotet i Brørup. »Det er fuldstændig uforståeligt, at dansk forsvar ikke har et artilleri, der fungerer.

Vi har mange gange fået at vide, at der »kommer en god løsning i morgen,« men vi tror ikke på det, før nye kanoner holder i garagerne,« siger oberstløjtnant Poul Erik Andersen.

Artilleriafdelingen har ved siden af haubitserne en række andre opgaver, blandt andet uddannelse af de folk, som skal fortælle fly i luften, hvor de skal aflevere bomber. Men selv om personellet er trofaste folk, er det svært at rekruttere til en våbenart uden våben. Omkring 50 af afdelingens godt 300 stillinger er for tiden ubesatte.

Uden for Oksbøllejren er dagens øvelse slut. En af konstablerne løber ud foran kanonrøret og sætter en hætte over mundingen.

Så sænkes røret ned i rørholderen, som holder det to tons tung kanonløb fast, mens bælterne begynder at trække baglæns. M109eren fik sin krigsdebut i Vietnam. I Danmark hiver den stadig efter vejret.