Ny dragonchef: Kun halvdelen af vores kampvogne kan køre

Det danske forsvar er ude af stand til at forsvare Danmarks grænser, fortæller den nyudnævnte chef for Jydske Dragonregiment.

Bjarne Højgaard Jensen blev i april udnævnt til regimentchef for Jydske Dragonregiment i Holstebro. Billedet er fra en øvelse sidste år hvor regimentet luftede næste alt materiel. Fold sammen
Læs mere
Foto: Morten Stricker

I april blev Bjarne Højgaard Jensen udnævnt til regimentchef for Jydske Dragonregiment. Nu råber han vagt i gevær og opfordrer den nyudnævnte forsvarsminister, Peter Christensen (V), til at åbne øjnene for de problemer, der plager det danske forsvar.

»Jeg tror ikke, politikerne ved, hvor slemt det står til,« siger han til Dagbladet Holstebro.

Ifølge regimentchefen er det danske forsvar langt svagere, end det ser ud til på papiret, og som eksempel nævner han forsvarets ca. 50 kampvogne.

»Det er kun halvdelen af dem, der kan køre. Resten står i garager, fordi de mangler reservedele eller vigtigst: Uddannet mandskab,« siger regimentchefen.

I Dragonen, det interne blad for Jydske Dragonregiment, forklarer chefen yderligere:

»Det kan godt være, vi har 12 artilleripjecer, men vi skal være glade, hvis fire af dem kører, og det kan godt være, at vi er 16.000 M/K i fredsstyrken, men af dem er under 2000 egentlige kampsoldater,« siger han og fortsætter:

»Det kan godt være, at vi har 68 kilometer grænse og 7314 kilometer kystlinje, men af dem kan Hæren kun dække cirka 20 kilometer,« siger regimentchefen.

Forsvaret har de senere år gennemgået en række besparelser. Specielt i forbindelse med forsvarsforliget i 2013, hvor 15 procent af forsvarsudgifterne blev skåret.

De forringede vilkår i Forsvaret har skabt en massiv officerflugt. Hovedorganisationen af Officerer i Forsvaret (HOD) har til DR sagt, at de forventer at 220 officerer forlader Forsvaret ved udgangen af 2015. I 2014 lød tallet på 129, mens der i 2013 kun var 70 officerer, der forlod forsvaret.

I august besluttede regeringen at indstille Danmarks bombardementer af IS i Irak, fordi både F-16 fly, piloter og det øvrige mandskab havde brug for en pause. I stedet bidrager Danmark nu med radarovervågning. Det er regeringens ambition, at flyene igen skal være på vingerne i løbet af foråret eller sommeren 2016, og et flertal i Folketinget er positivt stemt overfor at give Forsvaret mandat til at bombe i Syrien.