Flere bliver mødre i en sen alder

Antallet af nybagte mødre på mere end 40 år er tredoblet siden 1990. Det er især København og Århus, der bærer udviklingen.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Gråhårede forældre til børnehave- og folkeskolemøder bliver et almindeligt syn. Sidste år blev 2076 børn født af mødre over 40 år. Det svarer til 3,3 procent af hele årgangen og er en tredobling siden 1990 og en fordobling siden årtusindeskiftet, viser tal fra Danmarks Statistik. Det skriver Berlingske Tidende.

Det er især kvinderne i København og Århus, der leder udviklingen i retning af mere modne mødre. Meget modne endda: Mens det stort set ikke forekommer i Nordjylland, fødte 49 københavnske kvinder over 45 år sidste år et barn. Fem af dem var over 50 år.

- Det giver en lang række udfordringer: For det første er det meget vanskeligt at blive gravid, og hyppigheden af graviditetskomplikationer som svangerskabsforgiftning og akutte kejsersnit stiger med morens alder. Men den stigende fødselsalder er en udvikling, som både vi som fagpersoner og politikere diskuterer, siger Peter Hornnes, ledende overlæge på Hvidovre Hospitals fødeafdeling.

Overlægerne kan, som de fleste forskere, kun give kvalificerede gæt på det stigende antal "gamle" mødre. Men problemerne med kvinder, der føder i en sen alder, og lavt fødselstal diskuteres i Hele Europa.

Storbritannien, Frankrig og Spanien er ramt af samme tendens. En ny statistik viser således, at knap 27.000 britiske børn sidste år blev født af kvinder over 40 år. I 1989 var det tilsvarende tal 10.000.

/ritzau/