Få vil være skolelærere

Det kniber med de unges lyst til at tage plads bag katederet i folkeskolen. Igen i år falder antallet af ansøgere til seminarierne.

Arkivfoto: Jens Nørgaard Larsen Fold sammen
Læs mere

Lærerseminariernes nedtur vil tilsyneladende ingen ende tage. Flere års tilbagegang fortsætter, viser en opgørelse over dette års ansøgere. Med Frederiksberg Seminarium som eneste undtagelse har alle landets seminarier modtaget færre ansøgere i år end sidste år.

I alt har 3075 søgt ind på lærerseminarierne som førsteprioritet. Det er 383 færre end sidste år, og svarer til et fald på 11 procent.

Det er femte år i træk, at ansøgertallet falder på seminarierne, og det bekymrer formand for Lærerseminariernes Rektorforsamling Niels-Georg Lundberg, for i løbet af de næste 10 år går formentlig 40 procent af lærerne på pension.

/ritzau/