Endnu to danskere er reddet ud af Yemen

Ved samarbejde med danske ambassader er det lykkedes endnu to danskere at komme ud af det uroplagede Yemen, oplyser Udenrigsministeriets Borgerservice.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er nu lykkedes endnu to danskere at komme ud af det krigshærgede Yemen, oplyser Udenrigsministeriets Borgerservice.

»Vi har lige fået to ud i dag med fly til Djibouti,« fortæller kontorchef Hans Brask til Berlingske Nyhedsbureau.

De to danskere, der har opholdstilladelse i Danmark, lykkedes at komme på et fly fra lufthavnen i Yemens hovedstad Sanaa, hvorfra de er fløjet til det lille østafrikanske land på den anden siden af Adenbugten Djibouti. Herfra fortsætter deres rejse hjem mod Danmark.

»Der kom den åbning, vi har ventet på, efter et meget fint samarbejde med danske ambassader i Riyadh i Saudi-Arabien og Delhi i Indien,« fortæller Hans Brask.

Ministeriet er i kontakt med yderligere to danskere i Yemen, som ikke opholdt sig nær hovedstaden og derfor ikke kunne komme med samme fly. Der arbejdes fortsat på at evakuere disse, som begge er danske statsborgere.

Ifølge tal fra FN er 519 mennesker blevet dræbt, mens næsten 1.700 er blevet såret i løbet af de seneste ugers kampe mellem shiamuslimske houthi-oprørere og en sunnimuslimsk koalition bestående af flere arabiske lande, der støtter Yemens internt fordrevne præsident.