Endnu et spor endte blindt: Horsens-pige var ikke 17-årige Emilie

Den pige, der lørdag aften blev set i Horsens, er ikke Emilie Meng, fortæller politiet. Den 17-årige pige har nu været forsvundet i 10 døgn uden et eneste livstegn.

Læs mere
Fold sammen

Det var desværre ikke den forsvundne Emilie Meng, som et vidne så i Horsens lørdag aften.

Det fortæller politikommissær og leder af efterforskningen Marianne Roed fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

»Horsens Politi blev kontaktet af en mor, som fortalte, at det var hendes datter, vidnet så. Både Horsens Politi og jeg selv har efterfølgende været i kontakt med moren,« siger hun til Berlingske.

En mand henvendte sig til politiet i Horsens, fordi han mente at have set den forsvundne pige i byen ved 22.30-tiden lørdag. Manden har fortalt politiet, at Emilie Meng sad og kiggede på et gelænder, som om hun ventede på nogen eller noget, og han var »temmelig sikker på«, at det var den forsvundne pige.

Men det er altså ikke tilfældet, og dermed er Emilie Meng fortsat sporløst forsvundet på 10 døgn.

Politi: Udgangspunktet er Korsør by

Efter mandens henvendelse har politiet hørt fra en hel del andre borgere i den jyske by, der ligeledes mener at have set den forsvundne pige. Men det er ikke realistisk, at det er hende, de har set, mener politikommissæren.

»Vi tror ikke på, at Emilie er i Horsens,« siger Marianne Roed, der har fået overdraget henvendelserne fra Horsens Politi, og uddyber:

»Vi arbejder ud fra Korsør. Vi har ikke fået noget ind, der indikerer, at hun skulle være et andet sted i landet.«

Emilie Meng blev sidst set, da hun søndag 10. juli ved 4-tiden om morgenen sagde farvel til sine veninder på stationen i Korsør. Sammen havde de været til en fest i Slagelse. De to veninder tog en taxa fra stationen, mens Emilie Meng ville gå de få kilometer hjem til forældrenes hus. Hun nåede dog aldrig frem.

Ingen livstegn fra Emilie

Flere storstilede aktioner har efterfølgende været i gang: Politiet har søgt med både politihunde, dykkere og helikoptere i området omkring Korsør, og det samme har frivillige gjort. Et hav af vidner, der har henvendt sig, er ligeledes blevet afhørt, og en række overvågningsbånd fra Korsør Station og flere steder i byen er blevet gennemset - endnu uden et egentligt gennembrud.

Der har siden den 17-årige piges forsvinden været flere rygter om, at hun led af kærestesorger, at hun var aktiv på sin Facebook-profil i dagene efter sin forsvinden, og at hun skulle være blevet set i et område i Korsør, der ligger på den rute, hun naturligt ville tage fra stationen mod forældrenes hus.

Det viste sig dog efterfølgende ikke at være Emilie Meng, og politiet har også afkræftet, at hun har været aktiv på Facebook. Emilie Meng er med andre ord ikke set og har ikke givet livstegn i 11 dage.

Fokus er på butiksovervågning

Hverken politi eller familie har dog opgivet håbet. Politiet fortsætter efterforskningen, der primært centrerer sig om at få gennemgået alt det tekniske materiale, man er i besiddelse af. Det drejer sig lige nu primært om overvågningsvideoer fra butikker i Korsør.

Sydsjællands og Lolland-Falsters politi får ligeledes fortsat en del henvendelser fra borgere i og omkring byen, der mener at have set pigen. Særligt interessant er det for politiet, hvis man skulle have set Emilie Meng omkring Korsør Station mellem kl. 4-5 søndag morgen 10. juli, fortæller Marianne Roed.

Også familien og en række frivillige har været i gang med flere eftersøgninger. Sammen med gruppen Missing People har Emilie Mengs familie med fætteren Robin Witzner i spidsen planlagt en ny eftersøgning. Det bliver på søndag i området, såfremt Emilie Meng ikke er fundet inden da, skriver fætteren i et opslag til de frivillige i Facebook-gruppen »Eftersøgning af Emilie Meng«.