»Emil« har tjent 15.000 kroner på at skrive tre opgaver

»Ej, nej, nej, forældrene aner ikke, at deres børn ikke skriver selv. Tværtimod.«

Arkivfoto: Asger Ladefoged Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Når 3.g’ere fra hele landet i disse dage afleverer deres studieretningsprojekt, vil i hvert fald tre af opgaverne ikke være skrevet af eleven, der møder op på gymnasiet, lader opgaven dumpe i en kasse og sætter sin underskrift på et papir.

I stedet vil det være 19-årige »Emil« fra Storkøbenhavn, der har siddet bag tasterne og skrevet SRPer om alt fra kropsidealer til Romerriget og det senmoderne samfund. Han blev student i sommer, men tjente allerede i gym­nasiet penge på at skrive kammeraternes opgaver.

»I år har jeg skrevet tre SRPer fra bunden, plus en halv, fordi eleven fandt ud af, at emnet var sværere end forventet, så jeg overtog skrivningen,« siger Emil, der er cirka fire dage om at skrive et studieretningsprojekt.

Til at begynde med vejledte Emil sine kammerater i opgaveskrivning, men hurtigt lærte han, at det var nemmere og mere lukrativt selv at skrive opgaverne mod betaling. Det var populært, og Emil skønner, at 20-30 forskellige elever har benyttet sig af tilbuddet.

Han oplever, at karakteren betyder meget for de gymnasieelever, der er villige til at betale for en færdigskrevet opgave, og derfor giver han også sine kunder karakter­garanti.

»Jeg starter altid med at love, at eleven får et 7,- 10- eller 12-tal, og hvis det bliver mindre end det, skal jeg slet ingen betaling have. Men karakteren 7 koster 3.000 kroner, mens et 10-tal koster 4.000 kroner, og et 12-tal koster 5.000 kroner,« siger Emil, der opkræver 5.000 kroner fra begyndelsen og tilbagebetaler, hvis opgaven mod forventning får mindre end karakteren 12.

»Det er dem, der er nogle spader«

Det kan lyde som et højt beløb for gymnasieelever på en SU, men Emil understreger, at det er eleverne selv og ikke deres forældre, der betaler for opgaveskrivningen.

»Ej, nej, nej, forældrene aner ikke, at deres børn ikke skriver selv. Tværtimod. Af og til, når jeg skriver, henvender eleven sig og spørger, om jeg ikke vil sende, hvad jeg har skrevet indtil videre, fordi moren vil se, hvor langt vedkommende er med sin opgave,« siger Emil, der i stedet lader eleverne betale løbende, så det ikke er pengepungens størrelse, der afgør, om man kan få hjælp.

Emils egne forældre billiger ikke sønnens alternative indtægtskilde, men personligt grubler han ikke over det moralske i at hjælpe gymnasieelever med at snyde sig til karakterer, de ikke fortjener:

»Jeg mener ikke, jeg gør noget forkert ved at skrive opgaven. Det er vedkommende, der køber, som er synderen. Jeg bliver bedt om at lave et stykke arbejde, og hvorfor skulle jeg ikke gøre det? Det er dem, der er nogle spader, fordi de henvender sig til mig i første omgang. De burde lade være med at snyde, men det er ikke mit ansvar.«

Lige nu holder Emil sabbatår, og han har fået et »rigtigt arbejde«. Han har ikke tænkt sig at skrive gymnasieopgaver resten af livet, og derfor prøver han at skære gradvist ned for sin sideforretning. SRP-opgaverne holder han dog fast i lidt endnu:

»Jeg tror også, jeg vil skrive studieretningsprojekter næste år. De udgør en kæmpe økonomisk gevinst for mig. Det ville være virkeligt dumt at sige nej.«Emil foretrækker at være anonym. Redaktionen er bekendt med hans rigtige navn.

Har du oplevet eksempler på gymnasieelever, der betaler tusindvis af kroner for at få skrevet en gymnasieopgave? Skriv til os på internet@berlingske.dk.

LÆS MERE