Efterretningstjeneste håndplukker dansk hackerlandshold

Over 200 har knækket en kode fra Forsvarets Efterretningstjeneste. 10 kan få pladser på dansk cyberlandshold.

København. Truslen fra hackere, der kan inficere eller ødelægge danske it-systemer, er høj og konstant.

Det vurderer Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), som derfor er ved at opbygge et cyberlandshold med ti af Danmarks dygtigste hackere.

- Danmark bliver konstant udsat for cyberangreb. Der er brug for, at Danmark kan håndtere de angreb og derfor støtter FE op om, at unge talenter kan udvikle deres it-evner, skriver FE i en e-mail.

I slutningen af marts lagde efterretningstjenesten en kode op på sin hjemmeside. Ved at knække den blev man ledt videre til yderligere ti opgaver.

201 personer har løst prøverne, der blandt andet bestod i at identificere fejl ved hjemmesider, så udefrakommende kunne gøre sig til administratorer.

- Opgaverne er på et højt niveau, så har man løst en håndfuld af dem, så er man teknisk godt med, skrive FE.

25-årige Morten Eskildsen var han kaptajn for cyberlandsholdet i 2017.

Han har hacket og programmeret i over ti år, men han havde til at begynde med ikke planlagt at søge ind på landsholdet.

- Jeg så bare nogle opgaver online, der lød meget spændende. Så begyndte jeg stille og roligt at få løst flere og flere af dem og havde til sidst løst alle opgaverne, siger han.

Ifølge Morten Eskildsen er cyberlandsholdet med til at skabe interesse for it-sikkerhed, og det viser, at der er en officiel og god måde at hacke på.

- Hvis jeg siger ordet hacking, tænker mange nok noget negativt. Ved at lave et cyberlandshold kan man vise, at hacking ikke kun er en russisk spion, der har fået adgang til min netbank. Det kan også være forebyggende arbejde, siger han.

Også i år har den tidligere landsholdskaptajn løst alle opgaverne. Han er dog blevet for gammel til at blive optaget på holdet, hvor man ikke må være ældre end 25 år.

Landsholdet, der skal bestå af ti hackere, er endnu ikke udvalgt. De dygtigste fra FE's test går videre til en bootcamp, hvorfra landsholdsspillerne vælges.

Forsvarets Efterretningstjeneste håber, at mesterskaberne inspirerer flere unge til at søge en karriere inden for it. Ifølge fagbladet Ingeniøren vil Danmark mangle 19.000 it-professionelle i 2030.

Det danske cyberlandshold skal dyste ved EM i hacking, der finder sted i London til oktober. Sidste år fik Danmark en 8.-plads.

/ritzau/