Efter 42 år i faget: Aldrig har jeg følt mig så presset som nu

Alt skal registreres på Sundhedscentret i Hillerød. Over to timer bruger SOSU-assistent Mette Linsaa dagligt på –med sine »varme hænder« – at fodre computeren .

Kommunerne fyrer ufaglærte og erhvervsuddannede og ansætter flere akademikere. Det betyder et større arbejdspres. Her Mette Linsaa, som arbejder på et rehabiliteringscenter i Hillerød. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup

Mette Linsaa har været i faget i 42 år og ved, hvad hun taler om. Meget har forandret sig, siden hun begyndte karrieren som 17-årig. Det var før, nogen fandt på at kalde sygehjælpere og hjemmehjælpere for social- og sundhedsassistenter. Men også før alting skulle dokumenteres og registreres i computerprogrammer og regneark. Og før DJØFerne og akademikerne satte sig tungt på rådhusene i Danmark. En udvikling, der ifølge Mette Linsaa ikke har gjort arbejdet lettere.

»Jeg har aldrig tidligere følt mig så presset som nu. Presset på min faglighed og min opfattelse af, hvad jeg skal levere af kvalitet, så jeg selv synes, at jeg har gjort, hvad jeg skulle,« siger hun.

Mette Linsaa er 59 år og planlægger at gå på pension, lige så snart hun kan. Ryggen er slidt af for mange tunge løft gennem tiden, og hver dag bruger hun ifølge sit eget overslag to til to en halv time på at registrere og dokumentere, hvad hun udretter på Sundhedscentrets afdeling for rehabilitering i Hillerød Kommune. Alt fra patienternes udskillelser, uforudsete hændelser, mad og drikke, blodtryk og klager fra pårørende skal ind i computeren. Og hele tiden kommer der nyt til.

»Vi bliver bombarderet med nye tiltag, som vi skal bruge tid på at sætte os ind i. Nye områder, der skal dokumenteres, nye standarder for kvalitet. Jeg er sådan set ikke uenig i, at det skal implementeres, men det er alt sammen tid, der går fra den tid, vi har ansigt til ansigt med borgerne,« siger Mette Linsaa.

Nye elever, fortæller hun, begynder ofte læretiden med at registrere i journalerne i stedet for at møde patienterne. Sådan var det ikke for bare ti år siden.

»I de akutte situationer, hvor borgeren pludseligt får det dårligt, bruger man næsten mere tid på at dokumentere blodtryk og meget andet. Og hvis vi henlægger det til senere, har vi ikke passet vores arbejde. Der er utroligt meget dokumentation,« siger Mette Linsaa.

Dertil kommer en anden faktor: De syge og deres pårørende forventer en langt mere individuel behandling end tidligere.

»Vi har dagligt henvendelser fra meget omsorgsfulde pårørende, som er usikre på, om deres kære får det bedste. Og vi bruger meget tid på at tale med dem, begrunde, forklare og dokumentere, at vi faktisk ved, hvad vi gør,« siger Mette Linsaa.

På et tidspunkt skrev hun dagbogsnotater over sine arbejdsdage, for at se hvad tiden egentlig gik med.

»Min mand læste det igennem og udbrød: ’Det kan jo ikke lade sig gøre.’«

Arbejdet er for presset og ofte for utilfredsstillende, og Mette Linsaa ser frem til pensionen.

»Jeg har ingen interesse i at blive længere end højst nødvendigt. Jeg har nok arbejdet i flere år, end de fleste akademikere nogensinde når at gøre,« siger hun.

Mette Linsaa har ellers ingen anledning til at skyde på kommunens akademikere.

»Jeg kan ikke sige, om de har mere ret til penge og flere stillinger, end vi har, for jeg kender ikke deres arbejdsområde. Jeg kan bare sige, at det vi har, slet ikke er tilstrækkeligt.«