Dna fører frem til mistænkt voldtægtsmand efter to år

En tyverisag fik politiet til at interessere sig for en 18-årig mand, men pludseligt viste dna-prøve, at han kunne sættes i forbindelse med en voldtægt.

Det kan vise sig at blive fatalt for en 18-årig mand fra Århus, at politiet kastede sin mistanke på ham i en relativt banal tyverisag.

For rutinemæssigt blev der taget en dna-prøve af den unge mand og efter en tur igennem kriminalteknikernes edb-system, viste det sig pludseligt, at mandens dna-kode matchede med en voldtægt, der blev begået i marts 2005.

En kvinde forklarede dengang til politiet, at hun var blevet overfaldet på en gangsti i Brabrand og voldtaget tre gange af den ukendte gerningsmand.

Det lykkedes politiet at sikre en dna-prøve fra kvinden og den har så lige siden ligget i politiets system og ventet på at blive matchet med den rette mistænkte.

Den 18-årige blev anholdt mandag eftermiddag og fremstilles tirsdag i grundlovsforhør, fortæller vicepolitiinspektør Jørgen Munk fra Østjyllands Politi.

/ritzau/