Danskerne tror på lidt af hvert

Trods tider med individualisering og sekularisering tror de fleste danskere på et eller andet, og i deres tro anno 2013 er der plads til alt fra personlig kristendom til spiritualitet, viser ny forskning.

Forskere noterer sig, at danskerne trods moderne tider, individualisering og sekularisering i dag tror på stort set det samme som for 30-40 år siden. Nok er de gennem årene blevet en anelse mere spirituelle, men kristendommen slipper de ikke så let, forklarer religionssociolog Peter Birkelund Andersen. »Det spirituelle og det kristne eksisterer parallelt med hinanden,« siger han. Her er det Utterslev Kirke, der fyldte 50 år i september i år. Fold sammen
Læs mere
Foto: Klaus Sletting

Det kan godt være, at Folkekirken mister medlemmer, at der er messefald, og at ateisterne kommer i medierne, men danskerne bliver ved med at tro på et eller andet.

De tror dog ikke på en gammeldags gud oppe i himlen, og de tror heller ikke på en moralsk og håndfast religion. De har derimod en personlig eller individuel tro, hvor der er plads til såvel kristendom som spiritualitet, og hvor det at tro ofte er et slags religiøst blandingsprodukt med plads til alt fra reinkarnation til kristne ritualer. 

Det når religionssociologer fra Københavns Universitet frem til i en ny artikel i tidsskriftet Journal of Contemporary Religion. I artiklen ser de nærmere på en lang række tal fra en stor værdiundersøgelse, hvor danskerne og andre europæere siden 1981 med års mellemrum er blevet spurgt til deres holdninger og værdier såsom religion.

Vælger det positive i troen

Forskerne noterer sig, at danskerne trods moderne tider, individualisering og sekularisering i dag tror på stort set det samme som for 30-40 år siden. Nok er de gennem årene blevet en anelse mere spirituelle, men kristendommen slipper de ikke så let, forklarer religionssociolog Peter Birkelund Andersen. 

»Det spirituelle og det kristne eksisterer parallelt med hinanden,« forklarer han:

»Man kan sige, at den sekularisering, mange troede ville finde sted, ikke er sket. Og der er heller ikke sket en spirituel revolution, hvor kristendommen er blevet erstattet af individuelle former for tro.«

Han beskriver troen herhjemme som »meget stabil«, og at en »stor del af befolkningen er religiøs i den ene eller anden forstand«. 

Tilbage i 1980erne skete der store forandringer i de kristne forestillinger herhjemme. Færre begyndte at tro på Djævlen selv eller mennesket som syndigt. I stedet begyndte danskerne ifølge Peter Birkelund Andersen »at tage en positiv tro til sig«.

»Fra 1990 til 2000 skete der en vækst i forestillingen om reinkarnation og det guddommelige som et åndeligt væsen eller kraft i stedet for en egentlig gud. Det kristne forsvinder ikke, men folk vælger det positive i troen. Altså det, der giver selvbestemmelse, ikke det straffende og kontrollerende,« fortæller han.

Det spirituelle kommer bl.a. til udtryk i troen på reinkarnation. Omkring 18 procent af danskerne tror i dag på sjælens vandring, hvilket er betydeligt flere end i 1981, da det var cirka 13 procent.

»Det er rimeligt højt,« mener Peter Birkelund Andersen:

»Men det er en vestlig form for reinkarnation, der har været en tur igennem teosofien i slutningen af 1800-tallet. Den er ikke nær så kontrollerende som den hinduistiske reinkarnation, hvor man kan blive genfødt som hund eller slange eller den slags. Den er meget mere positiv.« 

Religiøse på en anden måde Ifølge forskeren er »troen på Gud som en åndelige kraft væsentlig mere udbredt« end troen på reinkarnation.

»Denne individualisering af kristendommen er et udtryk for et opgør med kirken. Den taber kontrol, mens folk tilvælger det i troen, der giver dem frihed,« siger han.

Ifølge forskerne fra Københavns Universitet er 60-70 procent af danskerne religiøse. Altså kristne, spirituelle eller noget helt tredje. Omkring 20 procent ved ikke rigtig, hvad de er eller har ikke taget stilling. Endelig er der fem-ti procent, der opfatter sig selv som ateister.

Ifølge religionssociolog Peter Lüchau bliver udviklingen i samfundet ikke nødvendigvis afspejlet i troen. »Der er ingen sammenhæng mellem, hvad samfundet gør, og hvad man gør på det personlige plan. Troen lever på bedste vilkår i det private,« siger han. Men vi skriver 2013?

»Det er lidt af en misforståelse, at vi skulle blive mere areligiøse med tiden. Det kan godt være, at der er nogle, der har håbet på det, men det er bare aldrig rigtig sket,« siger han:

»Vi er blevet religiøse på en anden måde. Vi sidder ikke længere andægtigt i kirken hver søndag, men vi kommer der til jul.«

Det er da ikke religiøsitet?

»Jo, men bare på en anden måde,« fortæller Peter Lüchau.

Altså noget lidt diffust?

»Det er noget, man gør for sig selv. Noget inde i en selv. Noget, det er svært at sætte ord på, og så bliver det let lidt diffust,« siger han.

Betyder det så, at tro er noget nærmest biologisk. Noget, der ligger gemt i alle mennesker?

»Nej, men tro har altid været her, og religion kan noget, som andre ting ikke kan,« mener han.

God latin at være kristen indeni

Biskop Peter Fischer-Møller, Roskilde Stift, er enig i, at tro er blevet en privatsag.

»Det er en udvikling, der har stået på i mange år. Helt tilbage til Søren Kierkegaard og hans snak om fokus på hin enkelte. Den blev forstærket i mellemkrigsårene, og i den grundtvigsk-tidehvervske bevægelse blev det så at sige god latin, at danskerne er mere kristne indeni end udenpå og ikke skulle gå og skilte med deres tro,« fortæller biskoppen.

Han beskriver »forvisningen af troen til det indre« som et udtryk for det, han kalder »fromhedsforskrækkelse«.

»I de senere år er der dukket en hyperindividualisme og en stræben efter autenticitet op. Ud af dette er der vokset en slags tag selv-kristendom, hvor man sammensætter sin tro på sin helt egen måde,« siger han:

»Problemet med at have hver sin tro er, at det ligger i den kristne forestilling, at troen er noget mere end noget, der bare bor i ens indre. Troen vokser i mødet med andre, i fællesskabet, og bliver troen ikke delt, risikerer den at sygne hen.«