Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Gud og fanden: »Fuck folkekirken«

Sørine Gotfredsen, sognepræst og journalist Fold sammen
Læs mere

Man kan godt tale om en skelsættende uge. I hvert fald har to begivenheder fundet sted, der sammen beskriver en tilstand. På Nørrebro i København fik den nye store moské sin minaret indviet, hvormed man nu i dette land kan nyde synet af det allermest klare symbol på muslimsk tilstedeværelse. Samtidig spidsede kampen til i Københavns Stift blandt de kirker, der nægter at dø. Solbjerg Kirke på Frederiksberg har nu hyret en advokat til at føre sag mod kirkeministeren, hvis det fastholdes, at kirken mod menighedsrådets vilje skal lukke.

Nogle kirker i det betrængte hovedstadsstift lader sig frivilligt nedlægge, mens andre kæmper for livet, og man kan ikke undgå at se en sammenhæng mellem tidens bevægelser. Moskeer, der stolt og synligt vokser frem, og kirker, der enten lukker eller tager desperate midler i brug for at leve. Man skal ikke overfortolke, det ved jeg, men det er bestemt heller ikke det generelle problem her i landet. Problemet er, at vi stort set ikke tolker overhovedet.

Da jeg for et par uger siden deltog i Kulturmødet på Mors, diskuterede vi blandt andet, hvordan mennesker får den åndfulde og kunstneriske inspiration, enhver har brug for. Samtalen kredsede om dette udefinerlige i os, der behøver inderlig tiltale, og på et tidspunkt tog en præst ordet og sagde, at den i høj grad sker i kirkerummet. Her hvor kunst og religiøsitet mødes, og de store ord siges. Som så ofte før medførte talen om kirken mest tavs forlegenhed, og klarest tilbage står ordene »Fuck folkekirken«, som Thomas Blachman så elegant udtalte.

Der er falliterklæring i luften, og man aner, at vi er i færd med at forkaste noget stort, mens noget andet vokser frem. Her tænker jeg ikke kun på islam, for mens minareter udgør et slagkraftigt element, der utvivlsomt før eller siden vil begynde højlydt at kalde til bøn, er det den apatiske stemning, der foreløbig dominerer som ny virkelighed. Kendetegnet ved netop den stilhed, der opstår i et rum, hvor kristendommen nævnes, og ingen har noget at sige. Bortset fra »Fuck folkekirken«. Der er tale om både flovhed og arrogance – en afmægtig erkendelse af, at hvad dette punkt angår, er der ikke mere at mene. Det er tilbagelagt, og her står vi i tomrummet efter det.

En ny bog er netop udkommet med titlen »Den sidste nadver«, hvori journalist Klaus Wivel beskriver de kristnes forhold i Mellemøsten. Det er frygtelige vidnesbyrd, men det er vel at mærke ikke noget, vi i dette land seriøst diskuterer. For hverken her eller i flere andre europæiske lande giver det mening at tale om kristendom som en krænket religion, idet kristne mennesker ikke opfattes som rigtigt religiøse. De er vel omtrent som vi – sekulære og oplyste og forbi punktet, hvor gudsforholdet er afgørende.

I bogen taler Wivel med en menneskerettighedsforkæmper, som skarpt karakteriserer det selvglade »post-kristne« Europa, som han opfordrer til at genfinde forståelse for religionens betydning, hvis man vil begribe den store verden. Danmark er om noget stedet, hvor den mærkelige blanding af europæisk arrogance og apati findes, og den tavshed, der hersker, mens moskeer vokser frem, og kirker sagsøger kirkeministeren for fortsat at eksistere, taler sit eget sprog. Den store verden nærmer sig, og vi ved ikke, hvad vi skal sige.