Da jeg meldte min datter ud af vuggestuen

Står det virkelig så slemt til i de københavnske vuggestuer, som ph.d. stipendiat Ole Henrik Hansens forskning viser? Her fortæller en mor om sine oplevelser.

Pædagogikken i de danske vuggestuer rammer langt fra plet, viser ny ph.d.-afhandling. Møllehuset i Gladsaxe (foto) er den lykkelige undtagelse. Læs her en mors historie om sit valg med at melde sin datter ud af vuggestuen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Henriksen

For tre måneder siden meldte min kæreste og jeg vores datter ud af hendes vuggestue. Det var ikke nogen let beslutning.Som så mange andre københavnske forældre, havde vi ventet utålmodigt på at få en institutionsplads. Barselsorloven var brugt op – og blevet spædet med nogle ugers ferie og pasning hos farmor – da vores knap 14 måneder gamle datter fik tilbudt en attraktiv plads i en vuggestue i det indre København.

Vi var glade og nærmest overraskede over at få en plads så tidligt. Omkring os vrimlede det med historier om forældre, der var nødsaget til at arrangere forskellige former for alternativ pasning, fordi deres arbejdsgivere kaldte, mens pladsanvisningen kun kunne beklage, når de ringede for at få en pasningsprognose.

Vores datter var et af de yngste børn, som vuggestuen havde modtaget i lang tid. De var vant til, at børnene var mindst 18 måneder, når de nåede toppen af ventelisten, så vi følte os meget privilegerede. Det fik en ende. 

Vaklende indkøring

En medhjælper i et vikariat var blevet udpeget til at stå for at køre vores datter ind. Han var sød – et varmt menneske – men han var også meget usikker overfor opgaven, som var ny for ham, og han fik tilsyneladende ingen supervision. Da min kæreste for første gang skulle efterlade vores datter i institutionen, foreslog medhjælperen, at far lagde hende til at sove og så listede diskret ud af institution. Den unge medhjælper ville tage hende op, når hun vågnede – og så kunne hun prøve at være alene i vuggestue.

Fra diverse forældreguider havde vi imidlertid det indtryk, at det er en almindelig pædagogisk anbefaling, at forældre på alle måder tydeligt signalerer, at de går, når de forlader deres børn i en institution, så barnet ikke skal gå rundt i evig angst for, at mor og far pludselig er væk, så vi foreslog en alternativ plan, overtog styringen af indkøringen og forsøgte at engagere den tolv børn store stues eneste pædagog i indkøringen.

Min kæreste og jeg smilede til hinanden og besluttede os for at være positive. Men de dårlige indtryk hobede sig hurtigt op. Vi syntes, at de ansatte virkede passive i forhold til børnene. Det var vores oplevelse, at de primært var beskæftiget med at varetage børnenes basale behov som bleskift, mad og putning. Imens tøffede de øvrige børn rundt på må og få. I løbet af vores datters to uger lange indkøring var der ingen voksenstyrede aktiviteter i institutionen udover en fællessang over formiddagsfrugten.

De voksne hygger - børnene leger

Om morgenen var der tradition for, at personalet sad ved et bord og drak kaffe med de forældre, der havde tid og lyst. Det var sikkert hyggeligt, men de fleste børn måtte passe sig selv imens og fik kun opmærksomhed, hvis de græd, eller der var en konflikt under opsejling. Børnene var sjældent udenfor, selvom vuggestuen havde egen legeplads. I en periode førte jeg en form for regnskab med min datters ”udeliv”. Når bølgerne gik højt, var hun på legeplads eller tur to gange i løbet af uge. Nogle uger var hun kun ude for at sove.

Ved afhentning omkring kl. 16 var det en standardsituation, at de syv-otte børn, der typisk var tilbage i den 24 børn store vuggestue, var sammen med én ansat, der også skulle kommunikere med de forældre, der løbende kom til for at hente deres børn.

Da jeg en dag hentede min datter, hang der en pose i hendes garderobe med det tøj, som hun havde fået på om morgenen. Da jeg åbnede den derhjemme, kunne jeg konstatere, at det var fuld af opkast. Jeg kiggede på hende – hun virkede frisk. Den næste dag spurgte jeg, om hun havde været syg, eller om et andet barn havde kastet op ud over hende. Det var der ingen, der vidste, men de ville undersøge sagen. Efter et par dage, fik jeg den meddelelse, at ingen kunne huske, hvad det var sket. 

"Der har ikke været noget"

Det var i det hele taget småt med tilkendegivelser om dagens gang fra personalet, når vi hentede vores datter. De fleste dage var beskeden: ”Der har ikke været noget”. Andre gange: ”Hun har lavet rigtig meget mad på dukkekomfuret” eller ”hun springer op og danser, når vi sætter musik på”. Og jeg skal kun bruge en hånd, når jeg tæller, hvor mange gange en pædagog eller medhjælper har fortalt os om en oplevelse, som vedkommende havde haft sammen med vores datter i løbet af de små fem måneder, hun gik i vuggestuen. Vi sad med andre ord tilbage med det indtryk, at der ikke rigtig var nogen, der så hende – og at hun brugte sine dage på at tulle rundt mellem andre børn uden nære relationer til de mennesker, der passede hende.

Vi skrev vores datter op til en anden vuggestue få uger efter, at hun var begyndt i institution. Vi har en ældre datter, og selvom der cirkulerer mange historier om lemfældig pasning i forældrekredse, vidste vi, at man ikke nødvendigvis skal have ondt i maven, når man afleverer sit barn i velfærdsstatens hænder. Vores ældste datters vuggestue var et rart sted, hvor de ansatte fyldte stuen med deres nærvær og energi og engagement. Den efterfølgende børnehave var gennemsyret af de dedikerede pædagogers faglighed - alle handlinger, regler og rutiner havde bund i faglige overvejelser. 

Den sidste dråbe

Ventetiden på en ny plads var lang, for man begynder bagerst i pasningskøen, når man skriver sit barn op påny. Og tvivlen var stor. For vores datter lod sig villigt aflevere om morgenen, og hun var oftest i godt humør, når vi hentede hende om eftermiddagen. Samtidig var der mange usikkerheder: Ville den nye institution overhovedet være bedre? Hvordan ville et skifte påvirke vores datter? Var det måske bedst ”at sidde tiden ud” og vente på, at hun skulle i børnehave?

Tvivlen forsvandt, før vi fik en ny plads. En dag kort tid før jul hentede jeg et sløvt og brændende varmt barn med blanke øjne og blussende kinder. Jeg spurgte, om hun var blevet syg i løbet af dagen, men fik som så ofte før beskeden: ”Der ikke havde været noget”. Vi gik direkte hjem, og jeg tog hendes temperatur. Termometret viste 40,5 grader. Jeg ringede til institutionen den næste dag for at melde hende syg og udtrykke min forundring over, at de ikke havde opdaget, at hun havde høj feber. Der kom ikke rigtig nogen reaktion.

Da hun blev rask, vendte vi tilbage til vuggestuen. Men kun i et par dage, så tog vi hende ud. De ansatte var i forsvarsposition, da jeg gav udtryk for, at jeg var utryg ved at aflevere hende i institutionen. Stuens pædagog påpegede, at hun ikke været på arbejde, da min datter blev syg. En af medhjælperne beklagede, men såede tvivl om forløbet og udspurgte mig detaljeret om hvor længe, der var gået, inden jeg tog hendes temperatur, mens han belærte mig om, at det var usandsynligt, at hun havde haft høj feber, da jeg hentede hende. De ville gerne holde et møde med os, men vi valgte at tage hende ud af institutionen med det samme. Dråben var, at lederen kiggede den anden vej, når vi kom og gik.

En ny start

Min kæreste holdt sig fri af arbejdsopgaver og passede vores datter derhjemme, indtil vi seks uger senere fik ny vuggestueplads. Her er vi blevet mødt af en nyuddannet og yderst engageret pædagog, som er vores datters primærvoksen. Her sidder der stort set altid mindst to ansatte på gulvet sammen med børnene, når vi afleverer om morgen, hvis de da ikke allerede er gået i gang med at samle børnene omkring sig til en voksenstyret aktivitet. Her er der gejst  – og vi har indtryk af, at de ser vores datter. Her er sikkert ikke perfekt, men for os er det meget bedre.