Kakao-pædagogerne slår tilbage

Cirka 100 pædagoger kan hurtigt blive enige om, at normeringerne er for ringe. Men det er heller ikke nemt at være leder.

Foto: Linda Henriksen.
Læs mere
Fold sammen

Man kan sige meget om pædagogerne, deres fagforening, BUPL, og centrum-venstre tænketanken, Cevea som i går holdt pædagogisk dag for cirka 100 pædagoger på uddannelsen Frøbel i København midt i den store debat om hverdagen i vuggestuer og børnehaver.

Men uden humor er de ikke: På samtlige stole i fællessalen står en brik gratis kakaomælk. En fin hentydning til ph.d.-stipendiat Ole Henrik Hansen fra DPU, som i Berlingske har beskyldt vuggestuerne for, at der var alt for megen »fri hash og gratis kakao« over deres pædagogik.

Han mener, at mange vuggestuer er så dårlige til at organisere hverdagen og at se børnene, at bedre normeringer i sig selv intet løser.

Enhedslistens børneordfører, Rosa Lund, lægger hårdt ud i paneldebatten:

- Det kan godt være, at Ole Henrik Hansen kalder jer for gratis kakao-pædagoger. Men så vil jeg også have lov til at kalde ham kakao-forsker. Jeg mener helt alvorligt, at forudsætningen for god pædagogik er gode normeringer.

Et lille skridt

Børneordfører Lotte Rod fra de Radikale er delvist enig og nævner de 500 mio. kroner ekstra til daginstitutionerne, som regeringen netop sammen med Enhedslisten har tilført:

- Jeg ved godt, at det kun er et lille skridt. Vi må også bare være realistiske og ikke forpasse den chance, som hele debatten også er for at tale pædagogernes faglighed op. I mange år har det i debatten lydt, som om børn først blev født som syvårige. Alt har handlet om folkeskolen. Nu kan vi pludselig tale om, at alderen fra 0-7 år er mindst lige så vigtig.

Ude i grupperne fortæller særligt inviterede deres historier fra hverdagen. En pædagog fra Nørrebro fortæller en gribende historie om en lille indvandrerdreng med så lav selvtillid, at han hverken græd eller protesterede, når de andre på stuen tromlede ham. Men nu er han ved at lære det, angiveligt takket være dygtige pædagoger. Forleden brølede han »STOP!« til en dreng, der havde taget hans bold.

En leder af en hel klynge institutioner i København, Heidi Stephensen, fortæller, hvordan en dag i hendes arbejdsliv begynder.

- Som leder starter dagen med et 9-møde, hvor det går ud på at fordele de voksne, der nu er mødt, og komme igennem dagen uden at drukne. Vikarbudgettet slår ikke til. Jeg forsøger at motivere og engagere pædagogerne til at gå til opgaven med gejst alligevel, selv om en tredjedel ikke er mødt. Jeg siger, at det godt kan lade sig gøre. Men jeg lyver jo lidt og ser pædagogernes øjne slukkes. Og slukker jo også mine egne øjne som leder. 

Ifølge hende er det ikke så meget diskussionen om en pædagogik bygget på fri leg kontra en strammere styring af hverdagen, der fylder på gulvet. Det er der simpelthen ikke tid til, siger hun:

- Virkeligheden på mange dage med sygdom er, at der står to medarbejdere med tolv vuggestuebørn i valget: Skal jeg trøste det barn, der græder nu, eller skal jeg skifte lorte-bleen? Og så: Gud, de skal da også have noget at spise! Det er der, vi er henne. Vores største bekymring er ikke, hvilket fagligt udviklingsprojekt vi skal have.