Cityringen lukkes ned i to uger i januar på grund af systemopgradering

Den nyåbnede metrolinje Cityringen i København bliver lukket helt ned i to uger i januar, mens et nyt styresystem testes og indfases.

Arkivfoto: Cityringen lukkes ned i to uger i januar på grund af systemopgradering, skriver TV 2 Lorry. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ida Marie Odgaard

Cityringen lukker ned i to uger fra midten til slutningen af januar måned, skriver TV 2 Lorry.

Det fremgår af en orientering til Folketingets transportudvalg fra Metroselskabet.

Årsagen er, at der med færdiggørelsen af den kommende metrolinje – M4 til Nordhavn – skal indfases en opgradering af metroens styresystem.

Det nye system skal testes, og for at kunne gøre det, er det nødvendigt at lukke det nuværende styresystem ned - både centralt i kontrolcentret og i de enkelte tog – og installere det nye styresystem begge steder forud for testningen, fremgår det af orienteringen fra bestyrelsesformanden Jørn Neergaard Larsen.

Selskabet har overvejet flere variationer af en løsning for, hvordan dette vil genere pendlere mindst muligt, skriver de.

En mulighed har været aften- og natlukning i otte timer hver dag i seks uger.

Efter overvejelser er selskabet bag metroen dog »nået frem til, at en løsning med en fuld lukning i to uger samlet set vil give de mindste gener for passagererne. Denne lukning er planlagt at finde sted i januar 2020 – uge tre og fire,« som Metroselskabet formulerer det i orienteringen.

Uge tre og fire dækker dagene mellem fra den 13. januar til den 26. januar.

»Da der er tale om store komplicerede software systemer, som er afgørende for passagerernes sikkerhed, forudsætter den nødvendige omstilling mellem det gamle og det nye styresystem, og tilbage, igen intensive sikkerhedsforanstaltninger.«

»Omstillingen mellem det gamle og det nye styresystem med henblik på gennemførelse af de nødvendige tests vil derfor være tidskrævende,« skriver Metroselskabet.

Cityringen åbnede søndag den 29. september 2019.