AstraZeneca-vaccinens fremtidige rolle afgøres onsdag

Stik med AstraZeneca har været suspenderet i fem uger. Klokken 14 er der nyt fra sundhedsmyndighederne.

 
Genåbningen af Danmark er i gang. Få overblikket over seneste nyt om situationen her. Video: Ida Marie Odgaard, Reuters/Ritzau Scanpix. Redigering: Kristina Finne. Fold sammen
Læs mere

Onsdag klokken 14 holder myndighederne pressemøde om AstraZeneca-vaccinen og dens fremtidige rolle i vaccinationsprogrammet.

Det oplyser Sundhedsstyrelsen i en pressemeddelelse.

Briefingen vil have deltagelse af Søren Brostrøm, direktør i Sundhedsstyrelsen, og Tanja Erichsen, enhedschef i Lægemiddelstyrelsen.

Her vil Sundhedsstyrelsen og Lægemiddelstyrelsen »gøre rede for resultaterne af de gennemførte undersøgelser, og for hvilke konsekvenser de vil få for det danske vaccinationsprogram«.

Vaccination med AstraZeneca-vaccinen er foreløbig suspenderet til torsdag i Danmark.

Suspenderingen startede 11. marts og har varet i omkring fem uger.

Det skete, fordi der var indberetninger af alvorlige tilfælde med en sjælden kombination af blodpropper, blødninger og et lavt antal blodplader hos personer, der er blevet vaccineret med vaccinen.

I Danmark har der været to indberetninger af det usædvanlige sygdomsforløb. Én af de to sager omhandler et dødsfald.

Lægemiddelstyrelsen har i begge tilfælde vurderet, at en sammenhæng med vaccinen er sandsynlig.

De danske tilfælde har Sundhedsstyrelsen »gennemført en række undersøgelser af«, der nu vil blive redegjort for.

Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) har gennem hele forløbet fastholdt, at fordelene ved at blive vaccineret opvejer ulemperne.

Ifølge EMA er de fleste tilfælde sket hos kvinder under 60 år inden for to uger efter første stik.

Ligesom Lægemiddelstyrelsen har EMA vurderet, at der sandsynligvis er en sammenhæng mellem de sjældne tilfælde og AstraZeneca-vaccinen.

Klokken 11.30 onsdag er partiledere og sundhedsordførere i Folketinget indkaldt til en orientering om status på vacciner.

Berlingskes nyhedsvarsel

Et nyhedsvarsel dækker over en pludseligt opstået historie, hvor Berlingske ikke nødvendigvis har alle oplysninger med det samme. Vi opdaterer historien, så snart der er flere informationer. Derfor er det en god idé at vende tilbage til historien om kort tid.

/ritzau/