2008 bliver et krævende år for Fogh

Thomas Larsen: I det nye år tegner de økonomiske udsigter mørkere end længe, og landets ledende økonomer kræver med stigende stemmeføring, at regeringen strammer op.

Udfordringerne står i kø for Anders Fogh Rasmussen i 2008.

Indenrigspolitisk venter det dramatiske opgør om overenskomsterne for flere hundrede tusinde offentligt ansatte, som kræver solide – og urealistiske – lønforhøjelser.

Udenrigspolitisk skal regeringschefen kæmpe for at fastholde vælgernes opbakning til udstationeringen af de danske tropper i Afghanistan – en operation, som ikke er blevet mindre risikabel efter attentatet på Benazir Bhutto i Pakistan. I Europa-politikken skal han udforme en køreplan, som kan føre til et succesrigt opgør med Danmarks gamle EU-forbehold.

Allerede om få dage vil de centrale ministre blive involveret i vigtige forhandlinger. Med finansminister Lars Løkke Rasmussen (V) som chefforhandler skal der landes forlig om finansloven for 2008, kvalitetsreformen og en jobplan, der skal skaffe flere hænder og hjerner til det private erhvervsliv og den offentlige sektor.

Til forskel fra tidligere vil regeringen forsøge at få flere partier i spil for at lande forligene. Fogh har gjort det klart, at regeringen stiler efter brede aftaler, og dermed kan regeringens ministre ikke – som i gamle dage – blot tale sig til rette med DF-ledelsen.

I al diskretion vil Fogh og Bendtsen (K) ganske vist også fremover holde meget tæt kontakt med Pia Kjærsgaard, for de ved, at hvis tillidsforholdet til DF ryger, mister regeringen livet. Men de skal samtidig have åbne kommunikationslinjer til afhopperen Pia Christmas-Møller og til Naser Khader i Ny Alliance.

Forstår Lars Løkke at håndtere det spil, står regeringen med gode muligheder for at få både finanslov, jobplan og kvalitetsreform på plads. Dansk Folkeparti vil grundlæggende gerne være med – men accepterer blot ikke at blive taget for givet – og Naser Khader har i den grad har brug for at udviske billedet af inkompetence og skandaler til fordel for en seriøs optræden som resultatmager.

På samme vis har Helle Thorning-Schmidt og Margrethe Vestager efter deres skuffende valgresultater fra november behov for at vise, at de kan levere resultater.

En afgørende ny udfordring for regeringen bliver imidlertid, at forlig skal forhandles på plads inden for nye og strammere økonomiske rammer.

I 2008 tegner de økonomiske udsigter mørkere end længe, og landets ledende økonomer kræver med stigende stemmeføring, at regeringen strammer op.

For Lars Løkke betyder det, at han skal mestre en krævende balanceakt mellem at leve op til de lovede valgløfter og samtidig indføre en større disciplin i den økonomiske politik. Den balancegang bliver mildest talt ikke let, men økonomernes advarsler – og danskernes egne observationer af bl.a. afmatningen på boligmarkedet – vil hjælpe finansministeren med at så større krisebevidsthed.

Og her kommer vi så ind i kernen af forhandlingerne om de offentlige overenskomster. De offentligt ansatte og deres ledere formulerede oprindeligt deres krav om store lønspring på et tidspunkt, da økonomien buldrede frem og samtlige politikere førte vild overbudspolitik forud for folketingsvalget.

I dag håber regeringens inderkreds, at advarslerne fra økonomerne vil bane vejen for større realisme hos de store fagforbunds topforhandlere, som står med et enormt ansvar for ikke at lade de senere års jobfest afløse af en lønfest, der vil være med til at skade konkurrenceevnen og underminere danske virksomheders position på eksportmarkederne.

Problemet for regeringen er blot, at den indtil for ganske nylig selv var med til at undertrykke alle advarsler fra økonomerne og var langt mere optaget af at male stærkt rosenrøde billeder af dansk økonomi.

Derfor er ministrenes troværdighed ikke høj, når de nu maner til løntilbageholdenhed. Derudover har de faglige ledere bundet sig så stærkt til løfterne om at levere markante lønhop, at de næppe kan holde til at renoncere på kravene. Kort sagt: Det mest realistiske er fortsat, at forhandlingerne ender i sammenbrud - hvorefter et indgreb bliver en nødvendighed.

Parallelt med denne dagsorden, som er stor nok endda, skal Fogh forberede opgøret med de danske EU-forbehold, og han skal i den forbindelse finde frem til en forståelse med Villy Søvndal, så regeringen har SF med sig - og ikke imod - når danskerne skal til folkeafstemning.