16-årig pige død efter knallertulykke

En alvorlig trafikulykke i Nimtofte på Djursland har kostet en 16-årig pige livet. Pigen døde på sygehuset natten til onsdag.

En 16-årig pige, der tirsdag eftermiddag var involveret i en alvorlig trafikulykke i Nimtofte på Djursland, er natten til onsdag død af sine kvæstelser. Det oplyser Østjyllands Politi.

Den 16-årige pige kom kørende på sin knallert ad Hovedvejen mod øst, da hun umiddelbart før krydset Georgsmindevej/Hovedvejen pludselig svingede ud foran en bil med en 59-årig kvinde bag rattet. Bilen kunne dermed ikke undgå at støde sammen med pigens knallert, lyder det fra politiet.

Sammenstødet skete lige efter klokken 16.30 tirsdag eftermiddag.

Politiet oplyser videre, at det endnu ikke er klarlagt, hvorfor den 16-årige svingede ud foran bilen. Hun kom alvorligt til skade, og flere trafikanter - inklusiv den 59-årige kvindelige bilist - løb straks hen til pigen og gav hende førstehjælp. Ambulancen kom efter ét minut, og pigen blev straks kørt på hospitalet.

Her afgik hun ved døden klokken 4 natten til onsdag.

Pigens familie er underrettet, og politiet foretager nu afhøringer af vidner og undersøgelser af køretøjerne og uheldsstedet for at få klarlagt, hvad der er sket.