RokokoPosten er en parodi på den aktuelle nyhedsstrøm. RokokoPostens 'nyheder' er således fiktive, selv om de er stærkt inspirerede af virkeligheden.

RokokoPosten: Efter Kristian Jensens scoring: Bertel Haarder skal skilles for at være sammen med Jytte Abildstrøm

RokokoPosten: »Kærlighed er en følelse, der ikke lader sig styre,« siger den 75-årige politiker, der allerede for to år siden sendte et Instagram-hjerte til den ti år ældre skuespiller og teaterdirektør.

Venstres Bertel Haarder mødte Jytte Abildstrøm ved et tilfælde. Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

RokokoPosten er en parodi på den aktuelle nyhedsstrøm.
Alle RokokoPostens nyheder er således fiktive, selv om de er stærkt inspirerede af virkeligheden.

Jeg har fået stærke følelser for Jytte, og det kan jeg selvfølgelig ikke komme videre med, mens jeg er gift. Derfor er det min beslutning, at vi skal skilles.«

Sådan siger Bertel Haarder til RokokoPosten, da vi møder den 75-årige Venstre-politiker i hans nye lejlighed på Vesterbro i København, hvor han lejede sig ind efter at være flyttet ud af sit hjem gennem mange år på Østerbro. I samme ombæring forlod han sin kone gennem knap 50 år, Birgitte. Årsagen var den ti år ældre skuespiller og teaterdirektør Jytte Abildstrøm.

Bertel Haarder lægger ikke skjul på, at han har ladet sig inspirere af kollegaen Kristian Jensen.

»Jeg tænkte, at hvis han kan gå fra konen og finde sammen med én som Pernille Rosendahl, så kan jeg også gå nye veje!«

Andre medier har påpeget, at Haarder allerede i 2017 sendte Abildstrøm et hjerte på Instagram, da hun lagde en selfie op, hvor hun poserer med en solsikke. Haarder insisterer dog på, at han først lærte skuespilleren at kende for ganske kort tid siden, nærmere bestemt til et foredrag, hvor hun fortalte om drømmetydning.

»Jeg skulle til et arrangement om, hvordan højskoler kan virke forebyggende på prostatakræft, men gik forkert, og pludselig stod jeg i en rundkreds, hvor Jytte tog fat i min hånd og bad mig fortælle om min sidste drøm, siger han og tilføjer, at han desværre ikke havde noget at byde ind med, da han ikke har drømt siden 1956.

»Jytte mente, at der var noget galt med mig, og inviterede mig på økologisk kakao i et nedlagt hønsehus og sanserum. Derfra udviklede det sig meget hurtigt.«

Bertel Haarder omtaler sin skilsmisse som hård, men nødvendig.

»Det er ikke sjovt at sige farvel til sin livspartner, men når man møder en ildsjæl og livskraft som Jytte, er der ikke andet at gøre.«

Til spørgsmålet om, hvordan det har været for Jytte Abildstrøm at forlade sin mangeårige ægtefælle, Søren Mygind, svarer hun:

»Vi er da stadig gift. Bertel er bare mit unge boy toy.«