Tag med på Safari: På jagt efter Afrikas sjæl

Fotosafari kan være alt fra paradekørsel på savannen til udflugter i små reservater. Sydafrika har det hele, men vil man opleve naturens uforudsigelige totalteater, må man helt tæt på og se dyrene i øjnene. Med større fare for at blive offer for »disneyficering« end de vilde dyrs rovtænder.

Leoparden ænser ikke jeepen, selv om man kommer tæt på. Hun har kun øje for at finde aftensmad til sit kuld af tre unger. Fold sammen
Læs mere

Den første gang vi ser elefanter, er på afstand. Vores chauffør og ranger Bens Marimane har brugt lang tid til at finde den lille flok, og  da han ser, hvor de vandrer hen, kører han en lille omvej og så tillader han os undtagelsesvis at stige ud af jeepen. Han går forrest med sin skarpladte riffel, og vi følger efter i gåsegang op mod en lille klippe blandt træer, hvor vi dels kan gemme os og dels uhindret kan fotografere.

Vi er fulde af ærefrygt over dette prægtige syn og bliver samtidig en lille smule urolige, da den største af elefanterne bevæger sig med så hastige skridt, som seks ton landpattedyr nu kan accelerere, hen mod klippen. Han stopper op, ser meget fotogen ud, og vender så tilbage til sin flok. Pyha. Vi kan sætte flueben ved den største af The Big Five, som er drømmen for enhver safariturist.

Nok se, men ikke røre, selv om det er fristende. Så tæt på kommer de vilde elefanter nemlig safarijeepen i det private vildtreservat Mala Mala i Sydafrika. Fold sammen
Læs mere

Dagen efter ser Bens spor af endnu en flok elefanter. Han mener, at vi kan komme endnu tættere på dem. Vi kører offroad i vildnisset for til sidst at ende ved en sti i et åbent skovområde. Han slukker motoren, og vi venter. Pludselig kommer de sindigt luntende, store og små mellem hinanden.

Vi har parkeret, så de uhindret kan gå hvor de plejer, men en af babyelefanterne, en let lille krabat på et par tusinde kilo, stikker af og fjoller rundt i buskadset, så vi er lige ved at grine højt, men nøjes med at klikke løs uden de store armbevægelser. Så er det, at dens storebror i flokken begynder at gå hen mod os. Han stikker snablen frem og vajer den så tæt på jeepen, at vi sagtens kunne hilse ved at røre dens rynkede, tommetykke grå hud. Det er der så ingen, der gør!

I et kort øjeblik bliver alle i jeepen revet med af magien ved deres tilstedeværelse og den 3-D oplevelse, som det er, når naturen omslutter os i noget, vi ikke kunne have forestillet os ville ske. Men uden at sige navnet Dumbo højt, sætter det automatisk tanker i gang.

Er grænsen mellem dyr og mennesker blevet udvisket af tegnefilm i biografen og dokumentarprogrammer i TV? Så vi er på fornavn og kender alt til dyrenes liv og færden ned i mindste detalje, og glemmer respekten for dem som vilde – og farlige – dyr, når vi besøger dem på deres hjemmebane, og derfor som refleks har lyst til at række hånden frem?

Moderne økoturisme

Rammen for dette uforudsige totalteater med stof til eftertanke er en fotosafari i et privat vildtreservat fem kilometer vest for den kendte Kruger Nationalpark i det nordøstlige Sydafrika. Det er en drøm, der går i opfyldelse, og vi er ikke alene om have den. Landet nyder generelt godt af safariturismen, som er i vækst, og alene heroppe kommer 1,4 millioner turister for at besøge nationalparken.

Hemingway var en af de mange prominente personer, som kom til Sydafrika på storvildtjagt, mens det stadig var tilladt. Også omkring Kruger Nationalpark, hvor Mala Mala har bevaret stilen fra dengang i deres lodge. Fold sammen
Læs mere

»Selv om det handlede om fodbold, har eksponeringen under VM i 2010 betydet meget for den efterfølgende turisme. Over 60 procent af vores gæster kommer primært for naturen i Sydafrika, og safari står øverst på de flestes ønskeseddel,« siger Abby Swartz, marketingansvarlig for Norden i South Africa Tourism.

»Det er noget følelsesmæssigt, at man ønsker at opleve dyrene i deres egen habitat. Med udviklingen af safari fra jagtselskaber til en slags økoturisme, hvor man ikke bare kan bestille hvilke dyr, man gerne vil se, men må indordne sig under naturens gang, er det også det overraskende aspekt, som har betydning,« forklarer hun.

Eksklusiv nærkontakt

Vores guider i det eksklusive reservat Mala Mala vil dog køre langt for, at vi i hvert fald oplever The Big Five på vores tre-dages ophold. Og det er: Elefant, leopard, løve, bøffel og næsehorn. Udtrykket stammer fra storvildtjægernes tid, men efter våbnene blev lagt, lever begrebet videre som de fem ultimative dyr, man skal opleve kun bevæbnet med kikkert og kamera.

Dagens første safarikørsel byder på morgenmad et sikkert sted, hvor guiderne kan holde øje med sultne dyr, som kunne finde på at ligge på lur efter turister. Fold sammen
Læs mere

Mala Mala har en lang historie som populær lodge for storvildtjægere, blandt dem forfatter-kollegerne Wilbur Smith og Ernest Hemingway. De nuværende ejere bryster sig hellere af, at det er første og største private reservat i Sydafrika med åbne grænser til Kruger-parken og de mindre naboreservater, så dyrene kan vandre frit, mens safariguiderne og gæster må holde sig indenfor matriklerne.

De tilknyttede guider har alligevel god fornemmelse for, hvor man kan opleve dyr. Dels fordi de hele tiden kommunikerer med hinanden over radio på det 13 hektar store område, og dels fordi de også kører rundt i reservatet udenfor turene med os turister for at observere dyrene.

Vi får to game drives om dagen, et ved solopgang og et sidst på eftermiddagen, hvor vi kører rundt i godt tre timer for at kunne sætte endnu flere flueben på den arts-liste, vi får udleveret. Hvis man kunne være heldig at møde dem alle, er der 50 dyr og flere hundrede fugle registrerede som mulige oplevelser.

Giraf til middag

Dagen efter kommer vi lige til aftensmaden i et andet skovområde. Lugten af frisk, råt kød river i næseborene, og jeepen nærmer sig et scenarie, som vi ikke kunne have forestillet os. En hanløve har kastet en død babygiraf halvt op ad et træ, som den grådigt spiser af. På afstand ligger en anden han, som indimellem får besøg af en lige så sulten grib, men de må begge have tålmodighed.

Det er svært ikke at tænke på Løvernes Konge og andre Disney-fortællinger, når man kommer så tæt på en nuttet flok løver, men det er vigtigt at adskille natur og fiktion for at bevare respekten for dem som vilde dyr, siger guiderne. Fold sammen
Læs mere

Det allersjoveste er den sidste middagsgæst, en hunløve, som også ligger i ærbødig afstand. Vores guide kan fortælle, at det faktisk er hende, der har dræbt giraffen, men naturens hakkeorden forbyder hende at gå til biddet, førend hannerne har spist færdigt.

Vi kører hjemad til vores egen middag, mens himlen skifter til et dramatisk maleri med den nedgående orangerøde sol under kulsorte skyer, og på vejen kommer vi forbi en sø, hvor en flodhest tager aftenbad i søen med kluntede krumspring. Vi føjer hende til vores improviserede »Big Five Ugly«-liste, der desuden består af gribben, hyænen, marabou-storken og gnuen, som vi allerede har stiftet bekendtskab med undervejs.

Vi skal nå tilbage til lodgen, inden det bliver mørkt, for ellers er det farligt for både dyr og mennesker at færdes herude. Selv om vi har lys på jeepen, kan vi komme til at påkøre et dyr, eller vi kan blive deres ofre i ly af mørket.

Ikke kæledyr

Når man ikke har prøvet det før, og derfor ikke har noget at sammenligne med, er det et nærliggende spørgsmål at stille, hvad det er safari gør ved os. Vi spiser alle måltider sammen med lodgens guider som én stor familie, og rangeren Daniel Bailey, der har fået sin uddannelse på universitetet, prøver at give det intellektuelle svar:

»Vi har som mennesker brug for at være i kontakt med naturen for at være i bedre kontakt med os selv. Dét at møde en rigtig elefant så tæt på er en temmelig surrealistisk oplevelse, men bagefter fremkalder det en følelse af respekt. Det er faktisk meget lærerigt, fordi vi opdager, at vi ikke længere er de overlegne, ikke kun bogstaveligt i forhold til elefanten, men også metaforisk i forhold til naturen. De fleste tager herfra med en anden holdning til miljø og natur,« siger han.

Så er der lige det med »disneyficeringen«. Tror han, at den spænder ben for vores respekt?

»Nej, når man først er herude og oplever dyrene på så tæt hold, som det er muligt for os indenfor sikkerhedens rammer, oplever man en ydmyghed for det ukendte, så man opfatter dem som vilde dyr og ikke som kæledyr.«

Pagt med naturen

Det er blevet sidste dag. Vi kører rundt, i hvad der synes som cirkler i det høje vildnis. Det er så småt på vej til at blive skumring, så sigtbarheden bliver dårligere og dårligere, men vores chauffør og ranger finder den leopard til os, som han har lovet, så vi har oplevet The Big Five, inden vi skal hjem. Han ved, hvor hun er. På jagt efter aftensmad til sine tre unger, men der er langt mellem de spinkle antiloper lige her i reservatet, så hun udvider sit territorium.

Det gør så ikke hendes jagt nemmere, at hun har den terrængående jeep med nærlys lige i hælene, men hun er både hurtig og snu. Til sidst får vi dog »ram« på hende, da hun stopper ved et træ og klatrer op på en lille høj for at kigge ud over sit revir.

Den afrikanske natur byder sig virkelig til i den sidste time, inden jeepen kører tilbage mod lodgen. Fold sammen
Læs mere

Så er det hun vender sig om og, bilder jeg mig ind, kigger mig direkte i øjnene. Hendes nærvær borer sig også lige ind i hjertet, og selv om hun potentielt kunne springe de få meter lige op i struben på mig, føler jeg ingen fare, kun styrke og pagt med naturen. Og så har Bens i øvrigt den skarpladte riffel klar, hvis det skulle være.

Vi har opnået det, vi ville – måske fundet Afrikas sjæl. Vi bakker ud af vildnisset, så hun kan få fanget den aftensmad til sit sultne afkom. Safarien har gjort det ved mig, som den skulle.

Rejseliv var inviteret af South Africa Tourism og South African Airways, som ikke har haft indflydelse på artiklen.