Sportsferie: Club La Santa eller Playitas?

To kanariske øer, to sportscentre – Club La Santa på Lanzarote og Playitas på naboøen Fuerteventura. Men med store forskelle. Rejseliv guider til de to centre.

La Santa Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er mere end 40 år siden, Tjæreborg fik idéen til at omdanne et indkøbt feriecenter på Lanzarote til familie- og sportscenter.

En idé, som i en periode blev en dyr forretning, for Club La Santa, som var lidt forud for tidsånden.

I dag er ferie med motion, aktiviteter og sport mere oppe i tiden end nogensinde før. Og Club La Santa er ikke længere alene på scenen. Endnu et dansk sportscenter, Playitas på naboøen Fuerteventura, åbnede for otte år siden som Golf- og Spa-resort, og har under danske Apollo Rejsers ledelse i de sidste fem år udviklet sig til et familiecenter med et bredt sportsudbud.

To sportscentre på hver sin kanarieø. Begge med behageligt vejr året rundt, og begge med det samme formål.

Men på hver sin måde. For selv om de to centre i princippet udbyder det samme, er der stor forskel på dem.

Den første og mest iøjnefaldende, når man ankommer, er beliggenheden.

Hvor La Santa ligger på en vindblæst nordkyst i et goldt, sort lava-landskab, ligger Playitas på en sydvendt kyst i læ af omgivende bjerge næsten som i en oase omkring golfbanen og haveanlægget.

Hvordan sportsområdet – det, de fleste (primært) kommer for – er placeret, er også forskelligt.

I La Santa, der har plads til ca. 1.400 gæster, er sportsfaciliteterne placeret nord og syd for den lukkede bebyggelse. Det giver en evig trafik af folk, der krydser frem og tilbage på vej til og fra sportsaktiviteter.

Mere puls og mere liv, vil nogen mene, mens andre kan føle det lidt banegårdsagtigt.

I Playitas, der har plads til ca. 1.200 gæster, ligger sportsfaciliteterne i midten med bebyggelserne omkring. Her kommer man udefra ind til sportsaktiviteten, ligesom der er et poolområder for afslapning i hver ende af anlægget.

På den måde mærker man ikke, hvor mange gæster, der egentlig er i centret, og der er fredeligt.

Alt for stille, vil andre mene.

De to centre har også forskellige standarder i indkvarteringen.

La Santas alder fornægter sig ikke, og lejlighederne er anlagt på sydlandsk manér med altaner ind i bebyggelsen, hvor der er skygge og læ – men ingen luft og udsigt.

De lidt dunkle lejligheder har samtidig små rum, hvilket den igangværende renovering ikke kan rette op på. Først når Club La Santa er klar med de nybyggede lejligheder i marts 2014, er der tilbud til sportsudøvere, der også prioriterer indkvartering.

Playitas er opført efter nutidens krav om plads og luft, og her kan man vælge mellem flere indkvarteringsformer – lejlighed, villa eller hotel, hvor standarden generelt er højere end på La Santa. Også på den gastronomiske del. Playitas buffet-restauranter er bedre end La Santas.

De to sportscentre drives forskelligt.

På sportssiden har La Santa en udbygget all inclusive-drift. Langt de fleste aktiviteter, samt brug af sportsfaciliteter og til dels også -redskaber, er inkluderet i rejsens pris.

Playitas har derimod en større egenbetaling ud fra den holdning, at man ikke skal betale for aktiviteter, man ikke benytter.

Der er et dagligt gratis aktivitetsprogram, men ellers betaler man for at booke baner ligesom man betaler for leje af udstyr – cykler f.eks.

Konklusion:

Er det sport og mest muligt af det, det handler om, bør man vælge Club La Santa. Her er mest at vælge imellem i ugeprogrammet og flest forskellige tilbudte sportsgrene og -faciliteter samt flest professionelle trænere og instruktører.

Er ikke alle i familien lige sportsinteresseret, har Playitas de bedste forhold for andre aktiviteter med bl.a. en lille by lige om hjørnet, spændende vandremuligheder og et større udflugtsprogram. Samt pt. bedre indkvartering. Til gengæld er Playitas klart det dyreste af de to centre.