Livsnyder i fredens by

Genève kommer ud af skyggen som Europas lidt oversete metropol. Den schweiziske by er klassisk og historisk, oser af luksus og kvalitet, men med en spirende alternativ kultur er den et skridt nærmere på at blive en ny oplagt weekend-destination.

Genève-søen eller Lac Leman, som man stadig ynder at kalde søen i byen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Geneva Tourism
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Vi står på tagterassen af vores fem-stjernede hotel. Loungemusikken omfavner os, det samme gør den lune vind og duften af de nyplantede bambus. I hånden har jeg en curacao-blå drink, udsigten er et panoramavue ud over søen med det kendte Jet d’Eau springvand, gammeldags turbåde og i horisonten de takkede bjergkæder.

Der er noget i luften, og det er mere end velstand.

Genève har fået et nyt image. Den schweiziske grænseby klos op ad Frankrig, kendt som internationalt centrum for fred, politik og business, ligger måske ikke naturligt i top-ti på globetrotternes liste over destinationer for en storby-weekend, men det kan være ved at ændre sig.

For næsen af så populære og forvænte metropoler som Paris og London kan Gèneve kalde sig »Europas ledende citybreak destination«. Det prædikat følger med World Travel Award, en pris givet i turistbranchen, som har stor betydning for markedsføringen af byen overfor alle andre end dem, der har sin naturlige gang her som politikere, diplomater, forretningsfolk og ngo’er.

Byen er vært for mere end én international kongres om ugen, og mange organisationer som FN, Røde Kors og WHO har permanent adresse her, men hvad er det så, der kan tiltrække den almindelige turist?

»Livskvalitet,« siger Caroline Melly fra turistkontoret.

En dag bestående af nydelse

Vi prøver det i helt klassisk forstand dagen efter med en lille udflugt til den nærliggende park, Parc des Eaux-Vives, hvor søsterhotellet til vores, og i øvrigt Schweiz’ mindste med kun syv værelser, fordi det tidligere har været en rigmandsvilla, hver dag pakker gammeldags gourmet picnic-kurve til frokost i det grønne.

Vi ruller de ternede tæpper ud, åbner for kurvene med rigtige glas, tallerkner og bestik, ikke noget plastic her, og nipper til caprese salat, røget laks, tørrede pølser og club sandwich inden det søde punktum med pannacotta og chokolade-tarteletter, mens vi hører historien om søen for enden af den enorme græsplæne.

På alle andre sprog hedder den Genève-søen, her kalder man den stadig Lac Leman, som var kelternes navn for »det store vand«. Kelterne, som grundlagde Geneve 300 år før vor tidsregning.

Livskvalitet foreviget i et foto. Fold sammen
Læs mere
Foto: Geneva Tourism.

»Fredens by«

Nu til dags bærer Genève tilnavne som »fredens by« og »verdens mindste storby«, fordi den tiltrækker folk, der vil det gode liv på en anden måde, både på vegne af andre i deres arbejde, og helt selvisk ved at forkæle sig. Man behøver bare at gå ned til Place du Molard, hvor man hænger ud på caféerne under de store hvide parasoller, mens der luftes dyre tasker og ure købt i luksusbutikkerne på den nærliggende Rue du Rhône, for at se, at livskvalitet kan bestå af mange ting.

Men Genève mærker også SoHo-ficeringen, som rammer mange europæiske storbyer. Vores hotel er et symbol på forandringen, udenpå er det stadig sit gamle, statelige sig selv fra 1854, men en nylig renovering varsler moderne tider. Ikke kun med sky-baren, men også værelser og suiter, som har fået et umiskendeligt boutique hotel-præg med funky tapeter og digital styring under stuklofterne.

Ikke så langt derfra, i Quartier de Bains, opkaldt efter gaden af sammen navn, kan man tale om en ægte SoHo-ficering.

Ligesom i den newyorske bydel er der ud af et tidligere arbejderkvarter, dog med forbavsende velholdte boligblokke i eklektisk herskabsstil, vokset et livligt kunst- og boheme-distrikt.

Ført an af det re-designede etnografiske museum, MEG, og Mamco, forkortelsen for det moderne kunstmuseum, vrimler det med gallerier og kunstner-atelierer, og i kølvandet på dem en perlerække af caféer og restauranter mellem boulevarderne Saint-Gorges og Carl-Vogt, så der også er kommet et hipt aften- og natteliv.

Mødet mellem det klassiske og det alternative gør Genève kosmopolitisk på en helt anden måde.

Rejseliv var inviteret af Swissôtel Métropole og Geneva Tourism

3 af hver:

Foto: Elsebeth Mouritzen.

Gratis

  • Lufthavn
  • Træk en billet ved udgangen og kør med tog og bus til centrum indenfor halvanden time.
  • Bytrafik
  • Hoteller og vandrehjem forærer gæster et rejsekort til al offentlig transport under opholdet.
  • Vandtaxa
  • De gule »moettes« sejler frem og tilbage mellem begge kyster i byens indre farvand.

Foto: Geneva Tourism.

Alternative

  • Café de Bains
  • Moderne bistro-mad fra morgen til sen aften, Rue de Bains 26.
  • Le Gruyérien
  • Ost og kød med et twist, Boulevard de Saint-Georges 65.
  • Restaurant Le 15
  • Klassikere i gourmet-forklædning, Avenue du Mail 15.

Foto: Elsebeth Mouritzen.

Caféer

  • Boréal
  • Barrista-kaffe og hjemmebag i funky, hjemligt interiør, Rue du Stand 60.
  • Cottage Café
  • Hytte gemt i en lille have serverer kaffe og delikate småretter, Rue Adhémar-Fabri 7.
  • Chez Leo
  • Kaffe, drinks og lette retter i vintage grønt interiør. Rue Pierre-Fatio 12.

Foto: Elsebeth Mouritzen.

Restauranter

  • Chez L’Père Glôzu
  • Serverer den lokale varme pølse-specialitet »longeole«, Grand-Rue 39.
  • Les Armures
  • Bill Clintons favorit med raclette og ostefondue på menuen, Rue du Puits-Saint-Pierre 1.
  • Neptüne
  • Spås at blive næste Michelin-restaurant for sit terroir-køkken, Rue de la Coulouvreniére 38.

Foto: Elsebeth Mouritzen.

Souvenirer

  • Cigarer
  • Ingen rygeforbud her, Davidoff har siden 1911 solgt cigarer på Rue de Rive 2.
  • Schweizerkniv
  • Victorinox sammensætter knive efter ønske i butikken på Rue du Marché 2.
  • Absinth
  • Den forbudte drink fra 1790 er igen legaliseret til salg hos bl.a. Caveau de Bacchus ved Rond-Point-de-Rive.

Foto: Geneva Tourism.

Ure

  • Seværdighed
  • Et af byens vartegn er kæmpeuret, som går til tiden i blomsterbedet ved Place du Port.
  • Museum
  • 500 års historie med urmageri i Patek Phillippe Museum, Rue des Vieux-Grenadiers 7.
  • Udstilling
  • Permanent visning af Swatch’s kreativitet i Cité du Temps, Pont de la Machine 1.

Foto: Elsebeth Mouritzen.

Steder at shoppe

  • Stormagasiner
  • Globus på Rue du Rhône 46 og Manor på Rue de Cornavin 6 har alt, også delikatesser.
  • Luksus
  • De internationale mærkevarer indenfor mode og tilbehør ligger på og omkring Rue du Rhône.
  • High street
  • Trendy kædebutikker fra Europa og USA er samlet på strækningen kaldet Rue Basses.

Foto: Geneva Tourism.

Attraktioner

  • FN
  • Europas hovedkvarter med symbolsk statue af stol med tre ben mod landminer, Place des Nations.
  • Røde Kors og Halvmåne
  • Historien om de kendte humanitære organisationer, Av. De la Paix 17.
  • CERN
  • Fælles forskning i kernefysik på Niels Bohrs opfordring, worldwide web blev opfundet her, St.Genis.

Foto: Geneva Tourism.

Udflugter

Foto: Elsebeth Mouritzen.

Markeder

  • Mad
  • Dagligt i markedshallen Halle de Rive samt udendørs onsdag og lørdag på Bd. Helvétique 29.
  • Loppefund
  • Byens største med ting og sager onsdage og lørdage på Plaine de Plainpalais.
  • Kunsthåndværk
  • Regional husflid fra Schweiz og Frankrig torsdage på Place de la Fusterie.