Gennem England i legendariske togvogne

Rækker rejsebudgettet ikke til den ultimative tur med Orient-Ekspressen, kan en tur gennem det engelske landskab i de legendariske togvogne være et godt alternativ.

Rejseliv imported photo
Klar til afgang. Alle er klædt standsmæssigt på til rejsen, personale såvel som passagerer. Der er dresscode for de rejsende, man opfordres til at komme i pænt tøj. Fold sammen
Læs mere
Foto: Tim Roberts, British Pullman

Alene navnene oser af luksus og nostalgi: Southern Belle, Golden Arrow, Brighton Belle, Queen of Scots Pullman.
Og da ti vogne fra disse legendariske engelske togruter samlet glider ind på perron 2 på London Victoria station som British Pullman i deres skinnende, men diskrete gule og mørkebrune finish, er rejsen tilbage i tiden allerede begyndt.

Læs også: Med luksustog i Sydafrika

Meget passende hedder turen »The Golden Age of Travel« inspireret af dengang i 1920erne og 30erne, da der endnu var stil over transporten med fint rejsetøj og 1.-klasses service om bord.

Forinden er vi blevet checket ind i den særlige Orient-Ekspressen afgangslounge med rød løber, som ligger i sidebygningen af den gamle station ud til sporene. Allerede herinde bliver stemningen sat med en ventesal i guld, bordeaux og velour, mens vi får udleveret vores rejsepapirer foldet og lagt i et lyst læderetui. Ikke noget med downloadede billetter eller elektroniske rejsekort, det her er old school transport.

Vi bliver sendt hen ad perronen til vores respektive vogne, som har bevaret deres gamle navne: Audrey, Cygnus, Gwen, Ibis, Phoenix etc. Min hedder Zena og er fra 1928, hvor den fungerede som 1.-klasses salonvogn på Great Western Railway, der kørte passagerer til Plymouth på første del af deres rejse over Atlanterhavet med de store oceanlinere fra den sydengelske havneby.

Senere gjorde hun tjeneste på andre strækninger i England og Skotland indtil 1966, hvor hun i bogstaveligste forstand blev kørt ud på et sidespor i York og fik malet et hvidt kors på karrosseriet. Dødsdømt.
Heldigvis blev hun spottet af togentusiasten Terry Robinson, som syntes, vognen var for smuk til at blive kasseret og hugget til pindebrænde. Han købte Zena for ti år senere at sælge hende videre til det nystiftede selskab, Venice Simplon Orient-Express, hvis formål var at genoplive den ultimative luksusrejse med tog.

Det er et sus og en velkommen forandring fra kystbanen og de storkøbenhavnske S-tog at entrere togstammen og træde ind i en verden af i går.
Allerede ude på perronen står vores steward Douglas og tager imod, og det er ham, der sammen med værtinden Michelle og diverse tjenere i meget fint liberi skal forsøde togturen med topservice de næste 6-7 timer.
Jeg finder min plads, lægger overtøjet op på den fine forgyldte hattehylde og sætter mig til rette i den højryggede, bamsede bedstefar-lænestol med art deco mønstret velourbetræk og skåneserviet i nakken af ecru blonde.

Jeg tør næsten ikke røre mig, for det lille bord for to er tæt dækket op med stivet hvid dug, brudsikkert glasservice, porcelæn og sølvbestik til alle fem frokostretter, der er nøje beskrevet – sammen med vinudvalget – i det fine guldprægede menukort. 
Mens der råbes »all aboard!« udenfor og fløjtes til afgang, kommer Douglas og lægger damask-servietten i mit skød, så jeg kan starte på de små canapéer og den rosa mousserende vin fra Biddenden Vineyards i Kent, som også er destinationen for vores tur.

Rejsen kan begynde
»England er meget mere end London. Der er så mange smukke steder uden for hovedstaden, som fortjener at blive set, og netop på sådan en tur kan vi »lade bjerget komme til Muhammed« og ovenikøbet spise og drikke det bedste af, hvad vores producenter formår,« siger turistminister John Penrose, som også kører med British Pullman for første gang i sit liv og håber, at det, vi ser uden for ruderne, giver os lyst til at vende tilbage.

Lige nu vælger jeg at lade blikket vandre rundt i vognen i stedet for at kigge på det moderne, industrielle London udenfor, mens toget langsomt rasler ud af Victoria station. Ligesom de ni andre vogne skinner den i messing og blankpoleret mahogni med det smukkeste indlagte træarbejde, alt sammen ført up to date af møbelsnedker Bob Dunn, hvis bedstefar var med til at lave de originale udsmykninger på mange af togvognene i 1920erne, da de blev sat på skinner første gang.
De er siden 1977 samlet af James B. Sherwood, der havde en drøm om at genoplive den sagnomspundne Orient-Ekpressen. På en auktion i Monte Carlo købte han nogle af de første togvogne, og i de efterfølgende år opstøvede han de gamle Pullman-modeller, som var blevet brugt på den engelske del af den berømte transkontinentale togrute. De er opkaldt efter amerikaneren George Mortimer Pullman, der satte sig for at konstruere tog som »paladser på hjul«, og derfor har Pullman-vognene altid været synonyme med luksusrejser.

Ligesom der ikke blev sparet på noget, da 70 faglærte håndværkere gik i gang med at restaurere de opkøbte togvogne inden premiere-kørslen på den nye Venice Simplon Orient-Express i 1981, er der ikke en finger at sætte på opvartningen i dag. Og mens vi begynder at se farverige grøftekanter og grønne landskaber suse forbi, får vi serveret forretterne krabbe tian med nasturtium salat og ærtesuppe i opvarmet tallerken, og skyller ned med den hvide Ortega fra Biddenden.
Inden hovedretten står en Hercule Poirot look-alike pludselig i døråbningen for at minde om, at der også findes ture med temaer fra Agathe Christies forfatterskab.
Hun var mere end nogen anden med til at udbrede kendskabet til det luksuriøse tog, da hun skrev »Mordet i Orientekspressen« i 1934.
Toget har efterhånden fået fart på gennem landskabet i Kent, men tjenerne manøvrerer fint rundt med perlehønebryst og moderne gemüse og den røde Dornfelder fra Gribble Bridge, inden de præsenterer os for det svære valg mellem seks gårdoste. Heldigvis er min bordherre en dreven oste-dommer fra Leicesters opland, så han bifalder helt mit valg af cornishblue fra Cornwall, som er kåret til verdens bedste sidste år. Jolly nice.

Vi har været nede at vende i Margate på den yderste spids af Kent og nærmer os Whitstable på vejen tilbage. Udover at være endestation for den første togrute fra London i 1832 er den lille kystby kendt for siden romersk tid at høste nogle af Englands bedste østers.
Det er blevet  tid til at strække ben på perronen til lyden af det lokale senior hornorkester i ens gule jakker, mens fiskehandleren Freddie serverer østers fra en interimistisk bod, og tjenerne suser rundt med hvide bobler lavet på bl.a. reichensteiner og pinot noir. Ikke noget at sige til, at et par tager en spontan svingom i ren begejstring.

Det er næsten utroligt, at man bagefter kan klemme desserten, budding med friske bær og petit fours, ned, og her og der er der da også nogen, som napper sig en morfar i de behagelige stole, som nu er vendt ud mod midtergangen, så man bedre kan mingle med de andre passagerer de sidste miles tilbage mod London.
Toget sænker farten og skiltene byder velkommen til Victoria station. Vi er tilbage i nutiden, men mindet om en tur i tidsmaskinen til de gyldne år, hvor det var en livsstil at rejse med manér, forsvinder ikke lige med det samme. Især fordi jeg vælger at spadsere tilbage til hotellet og ikke tager tuben.

Rejsen blev til i samarbejde med Orient-Express, EasyJet og VisitBritain

Læs også: Rejs i verdens vildeste luksus