Forfatter Merete Pryds Helle vender tilbage til Venedig: »Jeg var 23 år og havde lige mødt den mand, der skulle blive min de næste 25 år«

Forfatter Merete Pryds Helle elsker Venedig og bor i et nyt kvarter hver gang. På denne tur besøger hun kunstbiennalen, finder en vidunderlig restaurant uden for guidebøgerne og er så heldig næsten at komme for sent til flyet.

»Jeg har gået hen over pladsen en tåget sen aften i november, hvor der var tomt bortset fra et kor, der havde opdaget, at akustikken under buerne var perfekt og stod der og sang; gået over den, da der var aqua alta, altså højvande, hvor vandet bobler op nedefra og fylder gaderne efter en ualmindelig varm dag, og vi tog sandalerne af og dansede vals i vandet til musikken fra cafeerne«, skriver Merete Pryds Helle (Photo by Filippo MONTEFORTE / AFP) Fold sammen
Læs mere
Foto: FILIPPO MONTEFORTE

Jeg stiller telefonvækkeuret til 8.15, for skraldet i Venedig skal afleveres ved den grønne båd i kanalen til højre for lejligheden inden 8.30. Jeg når det lige, skraldesømanden griner og griber mine poser og starter båden, og jeg går videre og står foran supermarkedet ved San Basilio, da de åbner. En kvinde åbner glasdørene og råber muntert til os ventende, »Buongiorno signori«, og vi råber i kor »Buon giorno« og tøffer ind i flok. Jeg skal bare have müesli og abrikoser til morgenmaden og smutter på vej tilbage til lejligheden ind på hjørnebaren, hvor de her efter fem dage genkender mig og stiller en cappuccino på disken, uden at jeg behøver at bede om den.

Turister sejler i gondol på Rio del Palazzo mod Sukkenes Bro. Fold sammen
Læs mere
Foto: Vibeke Toft.

Jeg har valgt denne gang at bo i det rolige kvarter ved universitetet i gåafstand til lufthavnsbussen og med en direkte vaporettolinje til kunstbiennalen. Jeg har været i Venedig mange gange og nyder at flytte kvarter hver gang; hvert område har sine fordele og sine ulemper. Man kan flyde rundt, som byen selv flyder, som vandet flyder i kanalerne omkring os og omkring husene; denne særlige fornemmelse af bro efter bro, af, at alt er flydende og forbundet, alt er skønhed og forfald i en tæt omfavnelse.

Første gang i Venedig: Jeg var 23 år og havde lige mødt den mand, der skulle blive min de næste 25 år. Vi havde ikke mange penge og kørte en Pitznerbil ned gennem Tyskland og op og ned gennem alperne. Pludselig sad vi så der i en vaporetto, mens byen og solen flimrede sine mønstre dybt ind i arkitekturens stenformationer, i renæssancesøjler og træmoler, mosaikfacader og dybtrøde pudsede indre gårde med grønne viftende vækster. Jeg græd, kan jeg huske, og stadig, hver eneste gang jeg vender tilbage, spiller byens skønhed på nogle strenge, der ellers sjældent bliver spillet på.

Søg væk fra midten

Venedig er den europæiske turismes kronjuvel, og jeg vil anbefale alle at søge så langt væk som muligt fra Sukkenes Bro og Markuspladsen i dagtimerne, hvor krydstogtspassagererne defilerer i de ganske få gader. Læg i stedet vejen forbi tidligt om morgenen, hvor den sprøde luft hænger mellem gadefejere og morgendovne duer, og cafébordene bliver stillet frem til dagen. Sæt jer aldrig på Café Florian, men gå indenfor og tag kaffen stående op i baren. Der er stadig en stemning af dengang, det siges at Markuspladsen af Napoleon blev kaldt Europas dagligstue. Eller kryds pladsen om aftenen, når de sejlende krydstogtsbyer igen er sejlet væk med deres tusindvis af passagerer.

I Venedig er afskallet forfald romantisk og smukt ... Fold sammen
Læs mere
Foto: DORTHE ØRSIG.

Jeg har gået hen over pladsen en tåget sen aften i november, hvor der var tomt bortset fra et kor, der havde opdaget, at akustikken under buerne var perfekt og stod der og sang; gået over den, da der var aqua alta, altså højvande, hvor vandet bobler op nedefra og fylder gaderne efter en ualmindelig varm dag, og vi tog sandalerne af og dansede vals i vandet til musikken fra cafeerne, og bagefter skyllede benene grundigt, for vandet er på ingen måde rent. Det man bør gøre i Venedig er at gå, i gader og over broer og pladser, gerne langt fra turistcentrummet og bare være; men gå, det skal man.

Jeg har gået mig en hælspore til i Venedig, og det vigtigste at pakke til en rejse dertil er, ud over en vis mængde tålmodighed med mængden af mennesker, et par fornuftige sko. Så kan man gå fra øen Ghetto, der gav navn til ghettofænomenet i 1500-tallet og øen, hvor de tilflygtende jøder fik lov til at bo. De blev holdt under lås og slå om natten, kun med tilladelse til få erhverv som pestlæge for eksempel.

Merete Pryds Helle kommer til Venedig igen og igen. For poesien i gaderne, for maden, og for de små dejlige øjeblikke. Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged.

Derfor er den lille ø også det sted i Venedig, hvor der er bygget forholdsvis højt, fordi jøderne ikke måtte udvide til andre kvarterer. Man kan gå langs kanalen derude, hvor der er ungdommeligt barliv og gode afslappede restauranter langs vandet. Man kan fare vild og pludselig stå på Piazza Formosa, hvor man kan købe pizzastykker og sidde på trapperne og få et måltid, der føles billigt. For Venedig er dyrere end andre byer, men når man ser lastbådene og skraldebådene, hvordan varer transporteres rundt på trækvogne i gaderne, er merprisen til at forstå.

Man kan gå over Rialtobroen, hvor turistmængdetålmodigheden skal findes frem igen, eller over den smukke Accademia-træbro til den anden side, hvor der få gader inde i kvarteret Dorsoduro bliver stille og fredeligt, og man ikke møder andet end skyggerne, der falder i gaden, en enkelt hund, der kommer trækkende med sin ejer, og får et glimt af en frodig have.

Jeg er fan

Venedig lægger også by til adskillige store begivenheder. Der er filmfestival og arkitekturbiennale, og i år som hvert andet år verdens største kunstbiennale, Venedigbiennalen. Biennalen er vokset de seneste år, måske i takt med at det, vi kan kalde kunstturisme, har udviklet sig. Personligt er jeg fan. Jeg træder gerne væk fra mit skrivebord for at opleve, hvordan kunstnerne ser verden i dag; for at få anderledes, ofte skævfinurlige skønne eller tragiske blikke på verden, som jeg kan tage med hjem til hverdagen igen. Man skal endelig kaste sig ud i det, også selv om man ikke er kunstkender; noget får man altid med, om ikke andet en forståelse af, at nogle mennesker ser verden anderledes end en selv.

Den danske pavillon i Giardini-parken under biennalen i Venedig  i år. Fold sammen
Læs mere
Foto: Vibeke Toft.

Venedigbiennalen er delt op i flere forskellige afdelinger. Der er Giardini, der betyder Haverne, og som ligger ved vaporettostoppet af samme navn, og hvor de fleste såkaldte nationale pavilloner ligger. Hvert land vælger en eller flere kunstnere til at repræsentere sig, og kunstneren indtager så pavillonens bygning og gør den til sin. Her ligger den danske pavillon tæt på den schweiziske, den russiske, japanske, koreanske og nordiske, og i år er det Larissa Sansour, der udstiller.

Sansour har palæstinensisk baggrund, men er dansk gift og har lavet et dobbeltværk til pavillonen. Der er en overdimensioneret sort kugle i et rum; den har et mystisk påtrængende nærvær i rummet. Det handler om at skulle være bærer af de forrige generationers minder, uden at dele deres erfaringsrum.
Giardini er et yderst behageligt sted at gå rundt. Her er store græsplæner, pavillonerne ligger tæt, og man kan gå fra den ene til den anden og se, hvad der nu er udstillet i år.

Den tredje del af biennalen er de pavilloner og andre udstillinger, der ligger spredt rundt om i byen, og som man kan gå rundt og finde; man går rundt der med sin telefon og den hoppende blå prik og farer vild i gaderne og over broerne, mens kanalerne løber fulde af gondoler og købmandsbåde, af en hylende ambulancebåd  og af vaporettoerne, der knager fra stoppested til stoppested.
Der ligger en række virkeligt fine udstillingssteder på den anden side, altså på Dorsoduro. Her er de gamle saltmagasiner, her er Punto della Dogana, den gamle toldbygning ejet af Pinault, der for nogle er mest kendt som ejer af Fiatfabrikkerne, for andre som Selma Hayeks mand.

Som det måske fremgår, er kunstbiennalen meget børnevenlig; der er noget for alle nysgerrige og åbne sjæle. Men hvis man løber træt i samtidskunst, er det naturvidenskabelige museum ualmindeligt fint og interessant, eller man kan tage børnene på il Rocco, hvor man skal gå rundt med spejle i hænderne for rigtig at se Tintorettos loftsmalerier. Udenfor dem ligger Venedigs bedste isbutik og en lille butik, der i årevis har solgt eksotiske sommerfugle og insekter, og hvorfra jeg har en hel lille samling. I nærheden ligger det gode og enorme pizzeria Ae Oche; det er her, man tager sin skoleklasse eller storfamilie med hen; men er man uden børn, er Piazza Barnaba, og Campo Santa Margherita og Via Garibaldi et godt sted til de sene cocktails.

Jeg fandt en perle

Maden er et kapitel for sig selv – indimellem et lidt svært kapitel; turistfælderne står i kø og klapper hårdt om ens mave og pengepung. Denne gang, hvor vi boede lidt væk fra det hele, var vi så trætte en aften, vi ville bare tage det nærmeste sted. Så jeg snusede til et par af de lokale restauranter og faldt over en, der så udmærket ud og fik deres sidste bord; og så kommer man der klokken halv ni, og så er det en vidunderlig restaurant, med skinke, der smelter som smør på tungen, få, men gode retter og noget så usædvanligt som en god akustik og vin fra ejerens vingård på Sardinien. Der kom vi igen, med fornemmelsen af at have opdaget en perle, som man er så glad for at have, og som bestemt også er mulig at finde i Venedig.

Venedig, gondol, Lagunen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Vibeke Toft.

Men alting har en ende. Flyet går dog først halv tre, så jeg er overbevist om, at vi kan nå at se Hieronymus Boschs nyrestaurerede triptykoner, og Boschs sære figurer og kontrollerede vanvid er betagende og overgår nok det meste af det, vi har set på biennalen. Vi farer som sædvanlig vild på vej derhen; og først kan jeg ikke rive mig løs fra Bosch, så har museet lukket gården, fordi det har regnet, og de er bange for, at publikum vil glide og falde, og man må gå en kæmpe omvej i den labyrintiske bygning for at finde et toilet. »Det er derfor, jeg ikke bor i Italien,« råber jeg til min veninde. Jeg kan ikke holde det ud; angsten for regn, formynderiet.

Så glemmer jeg min telefon ved håndvasken og må tilbage, og så videre og så videre, og så sejler vaporettoen for næsen af os. Jeg ser chokeret på mit ur, tiden er flydt som grumset kanalvand. Der står et andet par og ser lige så desperate som os på deres ur. Så vi slår os sammen, og for første gang i mine Venedigliv prajer jeg en vandtaxa i kanalen. Vi stiller os foran i speedbåden under det grå skydække, som ser ud til at være tegnet af Hieronymus Bosch, med kold vind i håret og suser afsted mellem skumsprøjt og grønne øer, og det eneste, jeg tænker på, er, hvor lang tid der mon er, til vi kan komme tilbage ...