Tak for fåreskindet, DAO. Må jeg få min pakke nu?

I de senere år er stribevis af nye fragtfirmaer og pakkeshops blomstret op. Det har skærpet konkurrencen, men afføder også bizarre begynderfejl. Og således blev en tøjhest til min datter vekslet til en pakke stinkende lammeskind.

Foto: NIELS AHLMANN OLESEN

Det startede faktisk meget godt. En søndag aften i januar tikkede en SMS ind, hvor fragtfirmaet DAO365 venligt meddelte, at min lillebror netop havde indleveret en pakke, der nu havde retning mod mig i København.

Pakken var en fødselsdagsgave til min toårige datter, og allerede tirsdag morgen kunne DAO oplyse, at den lå klar til afhentning ved en købmand på Nørrebro, et stenkast fra min lejlighed.

Så simpelt skulle det ikke vise sig at gå, men lad os lige starte et andet sted:

De senere år har stadig flere fragt­firmaer meldt sig på banen og taget konkurrencen op mod PostDanmarks – nu PostNords – tidligere monopol på fragt af pakker herhjemme. Ud over GLS har mindre virksomheder som Bring, Jetpak, CoolRunner og DAO365 set dagens lys.

Det har også affødt et mere fleksibelt afhentningssystem, det som udgangspunkt er svært at være modstander af: I dag har hundredvis af tankstationer, købmænd og mindre forretninger fået licens til at modtage og opbevare pakker for de forskellige leverandører. Konkret betyder det, at man som kunde ikke længere er underlagt posthusets trange åbningstider, ligesom man typisk vil kunne få afleveret sin pakke relativt tæt på hjemmet. Men der synes også at være en bagside. For mit eget vedkommende har jeg på Nørrebro hentet pakker i halvsuspekte mobilforretninger og rodede købmands­forretninger, der ikke rigtig synes optaget af at udvikle et gangbart opbevaringssystem.

Hos en købmand på Nørrebro ligger alle pakker f.eks. i én stor rodet bunke, og når man skal hente sin pakke, lyder spørgsmålet typisk: »Hvordan ser pakken ud?«, hvilket er et lidt svært spørgsmål, da jeg sjældent sender pakker til mig selv.

Nå, men tilbage til DAO365 og fødselsdagspakken til min datter.

Pakken var nemlig ikke ankommet til købmanden, som lovet af DAO365. Her meldte det næste problem sig, for DAO har ikke lige et telefonnummer stående nogen steder på hjemmesiden.

Man har i stedet en chatboks, man som kunde kan benytte, og der skulle gå et døgn, før en venlig medarbejder ringede og oplyste, at pakken af uransagelige årsager var strandet på en terminal i Rødovre. Den burde være leveret ved købmanden nu, forsikrede medarbejderen.

Det skulle vise sig at være en sandhed med modifikationer. For godt nok lå der nu en pakke med mit navn og adresse på, men da jeg åbnede den lidt senere, bredte der sig noget overraskende en tung stank af får.

Jeg havde simpelthen fået en hel pakke fåreskind. Da jeg eksaminerede pakken, fremgik det, at min adresselabel var klistret oven på en andens – en mand fra Bornholm, der altså sandsynligvis sad og savnede sit givetvis dyre skind ude på solskinsøen.

Jeg fik kontakt til DAO, som noget brødebetynget beklagede fejlen, og et par dage efter fik jeg den rigtige pakke, mens jeg sendte skindet den anden vej retur.

I mellemtiden er DAO fortsat med at sende SMSer for at minde mig om den pakke, der altså er hentet for længst. Oplevelsen tegner et billede af en lidt rodet forretning, der trods gode intentioner har udfordringer med sin infra­struktur og basale kundeservice.

På et tidspunkt, hvor stadig flere danskere handler online, er det tiltrængt og kærkomment med konkurrence på leverandørområdet.

Jeg kommer dog nok selv til at holde fast i de mere erfarne aktører den kommende tid: Næste gang kunne det være noget mere værdifuldt end tøjheste og fåreskind, der blev forbyttet.

Michael Alsen er journalist på Berlingske Business