Spar tusinder med nem lånefinte: Boligejernes vej til flere penge i hverdagen

Der findes et kæmpe uudnyttet spare-potentiale, som tusindvis af danske boligejere nemt kan få gavn af.

Der er et kæmpe uudnyttet spare-potentiale, som tusindvis af danske boligejere nemt kan få gavn af, viser nye beregninger, som prisportalen Mybanker har foretaget for BT. Fold sammen
Læs mere
Foto: Kasper Palsnov

Danskerne er eksperter i at finde besparelser på mindre forbrugsgoder som f.eks. dagligvarer, elektronik og flybilletter.

Men når det drejer sig om en af de største poster i privatøkonomien – boliglån – betaler mange danskere mere, end de burde.

Og det er især de dyre banklån, der typisk har en langt højere rente end realkreditlån, som virkelig tynger budgettet.

Men faktisk er der et kæmpe uudnyttet spare-potentiale, som tusindvis af danske boligejere nemt kan få gavn af, viser nye beregninger, som prisportalen Mybanker har foretaget for BT.

»Jeg vil tro, at vi snakker om hundredtusindvis af danskere, der kan spare rigtig mange penge,« lyder det fra John Norden, administrerende direktør i Mybanker.

Manøvren går ganske enkelt ud på at få en ny vurdering af boligen, og hvis den er steget i værdi, så er der god mulighed for at flytte bankgælden over i et langt billigere realkreditlån.

Og lige nu er det et godt tidspunkt at lave den finte, fastslår John Norden:

»Kombinationen af stigende huspriser og en historisk lav rente på realkreditlån gør det meget attraktivt for mange mennesker at få omvurderet huset. Der kan være en stor gevinst,« siger han.

Rent praktisk kan man enten oprette et tillægslån, der svarer til hele eller en del af banklånet, eller man kan omlægge det eksisterende realkreditlån og lægge bankgælden ind i dette.

Den gennemsnitlige rente på banklån blandt Mybankers brugere er 6,8 procent, hvorimod du i øjeblikket kan få et realkreditlån med en fast rente på 2,5 procent.

I Mybankers regneeksempel er der taget udgangspunkt i et hus, hvis værdi er steget fra 3,5 millioner kroner til 4 millioner kroner. Hvis denne boligejer afbetaler 400.000 kr. på sit banklån ved at oprette et tillægslån hos realkreditselskabet på samme beløb, så er der 12.598 kr. at spare på årsplan, hvis der er tale om et fastforrentet tillægslån. Over 10 år er besparelsen hele 125.984 kr.

»Det er meget nemt. Du ringer bare til din bankrådgiver i realkreditselskabet og siger, at du gerne vil have en ny vurdering, fordi du overvejer at lave om på finansieringen,« siger John Norden.

Martin Riedel, der er privatøkonomisk rådgiver og ejer af virksomheden Realkreditkonsulenten, har næsten dagligt kunder, der kan score mange penge ved at lægge bankgæld ind i ’murstens-lånet’.

»Jeg ser tit eksempler på, at vurderingerne er urealistisk lave. Det kan være et ældre ægtepar, der bor i et hus, som er vurderet til under tre millioner kr., men som efter en ny vurdering er fire millioner kr. værd,« siger Martin Riedel.

Han forklarer, at det kan være en fordel at få et konkurrerende realkreditselskab til at give en vurdering.

»Vurderingerne kan være vidt forskellige. Det er lidt ligesom ’Hammerslag’ (DR-program, hvor ejendomsmæglere gætter priser på ejendomme, red.). Derfor kan det være en god idé at spørge nabo-kreditforeningen,« siger han.

Han tilføjer, at boliger i nogle tilfælde kan være steget så meget i værdi, at friværdien både kan ’sluge’ bankgælden og samtidig nedsætte bidragssatsen på realkreditlånet, fordi belåningsgraden bliver lavere.