Igen gode italienske tilbud

Igen gode tilbud - sådan var der en smart sælger, der oversatte det italienske begreb IGT. Han havde selv opgivet at forstå,

hvad det gik ud på, og det havde hans kunder også. I bund og grund var de blot interesseret i "gode tilbud",

og det fik de så, endda med italiensk statsgaranti.

Overraskende priser

I foråret testede vi her i ErhvervsBladet

et dusin IGT-vine. Vi havde forberedt os på, at prisniveauet ville ligge på omkring 50 kroner og derunder for en flaske.

Det gjorde den også på de vine, vi testede, men vi fik tilsendt så mange IGT-vine, og flere i både 100 og

200 kroner prisklassen, at vi lovede at vende tilbage til sagen. Det er nu. Umiddelbart vil nogen måske undre sig over, at en

kvalitetsklasse som IGT, der sammenlignes med den franske Vin de Pays kategori - altså gode typiske landvine - kan stå

på vine, der koster flere hundrede kroner. Tidligere, det vil sige før 1992, kunne man finde nogle af Italiens bedste

vin i den mest simple kategori "Vino da Tavola".



Eneste krav, der skulle opfyldes, var, at man ikke ville blive syg

og dårlig af at drikke dem. De italienske producenter ønskede at få lidt mere pretiøse rammer, og det resulterede

i nogle lovændringer, hvor nogle af de store vine blev placeret i topkategorierne DOC og DOCG og resten i IGT-klassen lige nedenunder.





Bogstaverne står for "Indicazione Geografica Tipica." Der er godt og vel 100 af disse geografiske begrænsede

zoner, der ofte er noget større områder end DOC-distrikterne. Krav og regler omkring druesorter, produktion og lagring

er forholdsvis lempelige. Det passer den italienske kreativitet fint. Nogle vælger at opfylde mindstekravene og er ude med billige

IGT- vine. Andre føler, at de ikke vil spare nogen anstrengelse for at opnå det bedst tænkelige resultat. Det koster

penge, og det håber man, at forbrugerne forstår. Det er nogle af de vine, vi har med i testen denne gang. Mange af dem

er ukendte for os. Før vi smager blindt, prøver vi at identificere nogle af kostbarhederne.

Næsten

usynlig skrift
Den dyreste "Il Borgo" er en af de ganske få vine der i tidligere årgange har opnået tre

glas i den berømte "Gambero Rosso". Det er Sangiovese med lidt Cabernet og passende lang lagring på små

fade. Den glæder vi os til. Den næstdyreste kommer fra det kendt Chiantivinhus Marchesi de Frescobaldi og hedder Mormoreto

og er endnu en tre-glas "rød reje" i en tidligere årgang. Det er en Bordeauxblanding med Cabernet Sauvignon

og en smule Cabernet Franc og Merlot.



20 måneders lagring på små franske fade. Begge vines baggrund forklarer

de omkring 200 kroner, vinen koster.



Vi må tilstå, at flere af vinene var vanskelige at identificere. Deres tilhørsforhold

til IGT-kategorien er åbenbart ikke noget, de ønsker at skilte med. I alle tilfælde er det skrevet med myreskrift

på etiketten, og nogle gange med guldtryk på en farvet baggrund, der gør det så godt som umuligt at læse.



Når

vi var kommet frem til, at det var en "Indicazione Geografica Tipica", var det næste spørgsmål hvilken?

Flere af vinene optræder bare som "Toscana". Det er så let.



Det er vin fra regionen af samme navn, og

noget som umiddelbart opfattes af alle som noget positivt. Derfor fremhæves det.



En af vinene kommer fra Lazio, altså

regionen med hovedstaden. De har masser af vin, men har ikke for alvor været med i den nye bølge. De må finde sig

i, at den ældre generation husker dem for EST EST EST og Frascati.

Med på modenMarche-regionen er med på

moden, men alligevel ikke så kendt. Det ligger på højde med Toscana ud til Adriaterhavet og er mest kendt for sin fremragende

hvide Verdicchio Castelli dei Jesi-vine, men melder sig nu også med en rød IGT- vin.



Hælen er repræsenteret

med en rød 15 pct.-sag fra Salentohalvøen, og det nordøstlige hjørne med to vine fra Venezia Giulia.