Her er økonomi på skoleskemaet

Mens politikerne på Christiansborg diskuterer om privatøkonomi skal styrkes i folkeskolen, så er det allerede et fag i en 10. klasse i Holbæk. Det går rent ind hos elever, der har fritidsjob eller skal til at flytte hjemmefra.

Lærer Vinni Mouritsen for 10A på Stenhus Kostskole i Holbæk underviser som en af de få i landet i privatøkonomi. Her taler hun aktiekurser med Kamilla Jeppesen og Nicolai Nielsen. Fold sammen
Læs mere
Foto: NIels Ahlmann Olesen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I flere år har det stået klart, at mange unge ikke ved nok om privatøkonomi, når de skal til at stå på egne ben, og derfor ender i problemer med gæld. I lige så mange år har der været ønsker om at styrke undervisningen i privatøkonomi i folkeskolen.

Senest har bankernes brancheforening, Finansrådet, i Business opfordret til at privatøkonomi kommer på skoleskemaet, hvilket har opbakning fra dele af oppositionen.

Der er dog også argumenter imod, såsom at unge ikke er modtagelige for undervisning og velmente råd, før de selv står i situationen og har et indtryk af udfordringerne.

På Stenhus Kostskole i Holbæk er økonomi allerede et fag i en af skolens tre 10. klasser. Og trods indvendingerne giver det god mening, når man taler med eleverne selv.

»Mine forældres generation taler ikke så meget om økonomi med deres børn, og man kommer slet ikke i dybden i matematikundervisningen, hvor man kun har lidt rentesregning,« fortæller Kamilla Jeppesen, der er 16 år og går i 10A på Stenhus.

Klassekammeraterne Nicolai Nielsen og Mico Kristensen på henholdsvis 16 og 17 år er enige: Privatøkonomi er ikke noget unge lærer meget om fra hverken forældre, ældre søskende eller i den almindelige matematikundervisning.

Det seneste år har de tre elever og deres klasse dog haft to timers økonomi om ugen, hvor de bl.a. har lært om lønsedler, budgetter, sms-lån, aktier og realkreditlån. Og ganske meget af det er direkte anvendeligt i de unges egen situation.

»Jeg skal flytte hjemmefra til sommer, og jeg har i hvert fald lært, at der vil komme en masse regninger til mad og internet og fjernsyn, som jeg ikke kendte til før, og som jeg ikke har betalt hjemme hos mine forældre,« siger Mico Kristensen, der skal flytte ind hos sin søster i København og derfor forventer en blidere begyndelse.

Også Nicolai Nielsen hat fået noget ud af undervisningen. Han har et fritidsjob og tjener allerede ca. 2.000 kr. om måneden. Han får ikke lommepenge, har et hævekort og bruger af pengene til tøj og computerspil. Men han sparer også op til fremtiden.

»Jeg har omkring 20.000 kr. på en boligopsparing. Lige pludselig får man brug for pengene, når man skal have kørekort og flytte hjemmefra,« siger Nicolai Nielsen.

De tre bliver dog enige om, at det ikke er alle af deres klassekammerater, som går ligeså meget op i økonomi – som i andre fag og andre klasser er det ikke alle, der deltager og laver deres lektier. Men alligevel er der udbredt tilfredshed med faget i elevernes evaluering ifølge læreren Vinni Mouritsen, der har undervist 10A i økonomi.

»De siger, de er glade for, at det er så konkret. Og jeg kan da også se, at der er nogle, som ellers ikke er så aktive i skolen, som pludselig er vågnet op i det her fag, og andre har f.eks. lært noget, de kan bruge i forbindelse med deres fritidsjob,« siger hun.

Vinni Mouritsen har også en bankuddannelse udover læreruddannelsen, så hun har haft nogle ekstra ressourcer at trække på.

Dertil kommer, at den gamle Stenhus Kostskole i dag er en moderne, privat grundskole med 500 elever, som kan indføre fag, der ikke findes i den almindelige folkeskole.

»Denne 10.-klasse er specialiseret i samfundsforhold og økonomi, og økonomifaget trækker både på matematik og samfundsfag. Vi har brugt halvdelen af tiden på helt nære ting som skat, rettigheder på arbejdspladsen og budgetlægning. Den anden halvdel på bredere emner som f.eks. aktier, som der viste sig at være stor interesse for. Noget er direkte brugbart for eleverne, mens f.eks. realkreditlån stadig er lidt fjernt og svært at forstå,« siger Vinni Mouritsen.

Men at 10A på Stenhus er bedre rustet til voksenlivet end deres jævnaldrende, er eleverne selv ikke i tvivl om.

»Vi har lært rigtig meget her i økonomifaget, og vi kan i hvert fald tre gange så meget som en normal 10.-klasse. Vi er gået meget mere i dybden,« siger Kamilla Jeppesen.