Velkommen til den evige valgkamp

I disse uger råber politiske annoncekampagner i munden på hinanden for at fange danskernes - og ikke mindst mediernes - opmærksomhed. »Den permanente valgkamp« er for alvor slået igennem.

Foto: Keld Navntoft
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Vi tester oplæsning. Fortæl os, hvad du synes her

Danske avislæsere befinder sig midt i en af de største propagandakrige i fredstid. Intet mindre. Det samme gælder for internetbrugere og dem, der kigger op, når de går på gaden eller sidder i bussen.

Baggrunden er, at den politiske annoncekampagne er blevet højaktuel, lyder det fra flere eksperter, og eksemplerne derpå er mange.

»Partierne og fagbevægelsen er begyndt på en helt ny kampagneform, hvis omfang vi ikke tidligere har oplevet. Det her er generalprøven på det egentlige valg,« siger politisk kommentator Hans Engell.

Han får opbakning af Rasmus Jønsson, ekstern lektor på RUC og ekspert i kommunikation:

»Den offentlige debat er skærpet. Der er blevet trukket nogle klare politiske linjer, og der tegner sig et klart politisk valg mellem rød og blå blok. Det har vi ikke set i flere år.«

Blair og Clinton står bag

Den tidligere amerikanske præsident, Bill Clinton, og Storbritanniens forhenværende premierminister, Tony Blair, var med til at opfinde den. Nu er den permanente valgkamp så nået til Danmark, og Anders Fogh Rasmussen var en af dem, der hev den hertil.

Reklamefolk har talt om den i årevis, men det er først nu, den for alvor er slået igennem hos de politiske aktører og annoncører.

Vi er trådt ind i den »postmoderne fase af den politiske kommunikation«, forklarer Rasmus Jønsson, mens direktør for reklamebureauet Mensch, Frederik Preisler, skærer det ud i pap:

»Valget vindes ikke ved valget, men mellem valgene. Der er jo ingen vælgere, der bliver overraskede over at få en meddelelse fra et parti 14 dage inden, de skal ned og sætte deres kryds,« siger han.

Men det er ikke kun på Christiansborg, at valgkampens retoriske sølvtøj er blevet pudset. Den nye politiske situation betyder, at der rent faktisk er noget at vinde for organisationerne bag de politiske kampagner: Der kan flyttes holdninger. Desuden står oppositionen med S og SF som spydspids i dag som et reelt alternativ til den borgerlige regering, så kalkulen hos annoncørerne er, at der ikke skal så meget til, før det virkelig batter.

»Og det virker. Enkle budskaber med godt blikfang bliver hængende,« vurderer Hans Engell.

Som tyve om natten

Siden regeringen fremlagde sin GenopretningsPakke og S-SF deres Fair Løsning, har fagbevægelsen således budt på plejehjems-robotter, natlige tyve og Claus Hjort Frederiksen i kjole.

Oppositionslederne har skulder ved skulder bebudet, at 12 minutter gør alting bedre, mens statsministeren har indrykket budskabet om, at regningen skal betales, ellers ramler korthuset. Og ikke mindst har Liberal Alliance genfødt sig selv via helsiders ufiltreret reformsnak.

Hans Engell peger på, at partiernes økonomi er vokset, men eksperterne er ellers enige om den formentlig vigtigste forklaring på, at kampagnerne er her, der og alle vegne:

»Når det virker så massivt, er det fordi, organisationerne i øjeblikket får meget mere for pengene. Annoncepladsen er blevet billig på grund af krisen,« forklarer Frederik Preisler.

FOAs ligelønskampagne har kostet mellem to og tre millioner kroner, og LO har givet en million for deres regeringskritiske annoncer.

Venstre har brugt lidt over en million kroner på at »svare igen på Fagbevægelsens massive tilstedeværelse,« som partisekretær Jens Skipper Rasmussen udtrykker det.

Socialdemokraterne ønsker ikke at oplyse, hvad den aktuelle kampagne er løbet op i, og det samme gælder 3F.

Advarsel til Helle og Villy

Men der er nu ikke lagt op til skåltaler på pressede dagblade. For selv om det samlede annoncemarked voksede med 10 pct. i april sammenlignet med samme måned sidste år, så dykkede avisernes tilsvarende med 12 pct., viser tal fra Danske Reklame- og Relationsbureauers Brancheforenings mediaindex.

Som Frederik Preisler ser det, har FOAs formand, Dennis Kristensen, en væsentlig pointe, når han advarer fagbevægelsen mod at knytte for tætte bånd til rød blok. For ægteskabet kan skade Helle og Villys minister-drømme, hvis der opstår flere sager som den, hvor en LO-kampagne viste, hvordan virkelige danskere mærkede konsekvenserne af regeringens spareplan.

Personerne var dog ikke helt så virkelige, som de fremstod - et klart selvmål, lød det fra flere sider.

»Sådanne sager falder direkte tilbage på oppositionen, fordi den har samme budskab. Så med den slags venner, behøver oppositionen ikke fjender,« siger Frederik Preisler.

Imens fortsætter kampagnekavalkaden. Når først valget er udskrevet, er det stort set umuligt at sætte sin egen politiske dagsorden, så aktørerne gør det inden. De forsøger i hvert fald. I god tid. Nu.