Thomas Larsen: En ny virkelighed er blevet en realitet

Møderne mellem de utilpassede unge og de uforsonlige islamister er blevet en ny udfordring, som bliver meget svært at overvinde. Men politikerne er nødt til at gøre forsøget.

Årsdag for terror i København. Statsminister Lars Løkke Rasmussen og Københavns overborgmester Frank Jensen lægger blomster ved Krudttønden på Østerbro søndag d. 14 februar 2016. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ólafur Steinar Gestsson

Når statsminister Lars Løkke Rasmussen i løbet af søndagen lægger blomster ved Krudttønden på Østerbro i København og ved synagogen i Krystalgade, sker det for at mindes den blodige weekend for et år siden, da Omar El-Hussein likviderede Finn Nørgaard og Dan Uzan.

Angrebet har fået følger. Politiet bevogter i dag synagoger, jødiske institutioner og private hjem, hvilket koster titusinder af mandetimer og store millionbeløb. Dertil kommer øgede ressourcer til efterretningstjenester og opsøgende socialt arbejde for at forebygge og hindre radikalisering.

En ny virkelighed er blevet en realitet. Det er et faktum, at terrorister ikke nødvendigvis kommer udefra, men i flere tilfælde er født og opvokset i de samfund, de angriber. Omar El-Husseins familie kom til Danmark som flygtninge, han voksede op og gik i skole herhjemme, indtil han røg ud i misbrug, kriminalitet og radikalisering.

Spørger man danskerne, venter de, at terror kan ramme igen, og det stemmer overens med vurderingerne fra efterretningstjenesterne, som skal forhindre angreb. Lykkeligvis er deres arbejde effektivt, men de agerer i en asymmetrisk krig, hvor angriberen kun skal have heldet med sig én gang.

Det står også klart, at betingelserne for ny terror er til stede. Mellemøsten og den arabiske verden befinder sig i en historisk krise. Krigen i Syrien fortsætter. Islamisk Stat er ikke besejret. Flere af de centrale nationer, herunder Saudi-Arabien, eksporterer en forbenet udgave af Islam, der ligger fjernt fra vestlige idealer og frihedsrettigheder.

Rundt om i Europa har årtiers fejlslagen integration skabt ghettoer, hvor kriminalitet og religiøs fanatisme udgør en ny fare. Her står islamister parat til at opfange unge, der aldrig har fået uddannelse eller job, men derimod er sunket ned i bandekriminalitet og vold. De er derude. Og nye kommer til.

Lige nu er der fokus på, hvordan en gruppe utilpassede unge skaber problemer i den københavnske bydel Brønshøj. Thomas Clement, der er regionsleder i Dansk Supermarked, har fortalt, hvordan gruppen går direkte ind i en Døgnnetto og stjæler, uden at personalet kan forhindre det. Da butikken hyrede et privat vagtværn, hjalp det ikke. Dels står vagten ikke på plads i alle timer. Dels afskrækker han ikke de unge. De ved, at han er ubevæbnet og alene.

Efter butikschefens nødskrig i medierne synes politiet at rykke på sagen og vil stoppe banden, som har udøvet hærværk, stjålet og truet personale i andre butikker.

Dette er et lille eksempel på en del af hverdagen i Danmark anno 2016, og det vil fortsætte, så længe det ikke lykkes at få flere drenge med indvandrerbaggrund gennem skole og ungdomsuddannelse, så de kommer langt væk fra kriminalitet, vold og fængsler.

De religiøse konflikter kommer også til at udgøre en udfordring. Langt de fleste muslimer i Danmark ønsker at blive en del af det danske samfund og har succes med det, samtidig med at de fredsommeligt praktiserer deres tro. Men der findes miljøer, der skaber konflikter og opsætter barrierer for integration.

Dagen før sine angreb deltog Omar El-Hussein i fredagsbønnen i en kontroversiel moské, hvor flere medlemmer af den radikale gruppe Hizb-ut-Tahrir kommer. Flere danske IS-krigere er påviseligt kommet i moskeer, hvor viljen til at leve i harmoni med det danske samfund er til at overse.

I ugens løb kaldte en ironisk Naser Khader det for »breaking news«, at Islamisk Trossamfund nu tager afstand fra stening som strafmetode. I en udtalelse fra talsmanden Imrah Shah lød det: »Vores holdning er, at der kildemæssigt er belæg for, at profeten Muhammad ikke ønskede dette, men netop ønskede, at barmhjertigheden skulle komme i fokus.«

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) kvitterede, men opfordrede i samme åndedrag organisationen til at gå videre. »Det burde ikke være en nyhed i år 2016, at man tager afstand fra stening. Men når det er sagt, så vil jeg sige, at det var på tide. Så mangler vi bare, at Islamisk Trossamfund også begynder at respektere homoseksualitet, kvinders ligestilling og tager afstand fra arrangerede ægteskaber.«

Det kan komme til at knibe, for i årevis er organisationen blevet kritiseret for at invitere imamer, der har rettet hadefulde og truende udfald mod bl.a. jøder og homoseksuelle, og sidste år besluttede Københavns Borgerrepræsentation helt at afbryde samarbejdet med organisationen.

I ugens løb kom det desuden frem, at organisationen er parat til at sagsøge danske debattører, politikere og medier, der har udtalt sig kritisk om imamen Haitham al-Haddad. I den anledning fortalte Berlingskes ansvarshavende chefredaktør, Tom Jensen, hvad der i efteråret fik Berlingske til at indgå et forlig. Tilbage i august skrev avisen fejlagtigt, at al-Haddad skulle have »hyldet Osama bin Laden« – hvilket der ikke var grundlag for at skrive. Der var derimod grundlag for at fastslå, at imamen har udtalt, at »jøder nedstammer fra aber og svin«, at »utro kvinder skal stenes« og »frit kan voldtages eller bankes af deres mænd«. Det kan også konstateres, at al-Haddad har kaldt homoseksualitet for en »forbrydelse mod menneskeheden«.

Berlingskes forlig bruges nu til at forsøge at presse andre til at indgå forlig – tilsyneladende uden nogen forståelse for, hvor stødende den ekstreme imams udfald mod jøder, homoseksuelle og kvinder er.

Samme mangel på forståelse blev udvist fra Grimhøj-moskeen i Aarhus, da en talsmand midt på ugen erklærede sig uenig i Inger Støjbergs beslutning om skille barnebrude fra deres ældre ægtemænd på danske asylcentre. »Vi er nødt til at acceptere, at det er en anden kultur, og at vi ikke kan ødelægge familielivet,« lød protesten fra Oussama El-Saadi i MetroXpress.

Møderne mellem de utilpassede unge og de uforsonlige islamister er blevet en ny udfordring, som det vil tage år at få tacklet. Omar El-Hussein demonstrerede på tragisk og blodig vis, at der i værste fald kan være kort vej fra kriminalitet til radikalisering.