Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Den kendte skuespiller og tv-vært Ole Stephensen er med et betragteligt antal personlige stemmer valgt ind i Gentoftes kommunalbestyrelse.
Det sker, selv om den nyvalgte politiker stod som den allersidste kandidat på De Konservatives liste.
»Humøret har det rigtig godt,« siger Stephensen til TV2 Lorry efter beskeden om, at han ved tirsdagens valg har fået 580 personlige stemmer.
Ole Stephensen er skuespiller, filminstruktør og tv-vært. I mange år var han kendt for sit parløb med Jarl Friis-Mikkelsen i Walter og Carlo-filmene.
Senere og frem til 2009 arbejdede han som studievært på TV2's Go' Morgen Danmark, og netop den årelange profilering i offentligheden kan ifølge Stephensen være grunden til, at han nu er havnet i byrådet.
»En stor del af det skyldes selvfølgelig, at folk allerede ved, hvem jeg er. Jeg håber, at resten af stemmerne betyder, at folk ved, hvad jeg står for,« siger politikeren til TV2 Lorry.
I det hele taget var tirsdag en god dag for De Konservative i Gentofte. Partiet sætter sig således på 13 ud af 19 pladser i byrådssalen.
Den helt store stemmesluger blev den siddende borgmester, Hans Toft, der scorede ikke færre end 14.911 personlige stemmer.
Partiets nummer to blev Pia Nyring (869), mens Andreas Weidinger (597) blev nummer tre - altså lige før Ole Stephensen.
I Gentofte Kommune understreges det, at fintællingen af stemmer onsdag formiddag endnu ikke er afsluttet. Det betyder, at der fortsat kan ske ganske små forskydninger.
/ritzau/