SF-formand: Holger K. skabte SF's politiske platform

Både når det gælder venstrefløjens overordnede projekt og SF's udenrigspolitik, står Holger K. som en kæmpe.

København: SF's formand Pia Olsen Dyhr må onsdag indstille sig på, at det er sidste valgperiode, hvor hun kan trække på Holger K. Nielsens erfaring.

Den tidligere SF-formand og udenrigsminister i S-R-SF-regeringen har nemlig meddelt, at han ikke stiller op ved næste valg. Og han vil blive savnet - både som person og som politisk tænker, fastslår Pia Olsen Dyhr.

Hun roser Holger K. Nielsen for at have skabt den politiske platform, som partiet står på i dag:

- Han skrev en bog, der hedder "Frihed i fællesskab". Det synes jeg er at sætte spidsen på det venstreorienterede projekt. At man netop kan have fokus på individet og at vi ikke alle sammen behøver at ligne hinanden. Det var ham, der skabte den platform, og den bygger vi videre på i dag.

- Han har taget den lange seje kamp for at placere SF som et venstrefløjsparti, som ikke kun tror på statsløsninger. Det er jeg glad for.

- Og så er han en udenrigspolitisk kæmpe. Det kommer dansk politik til at savne - ikke kun SF, siger Pia Olsen Dyhr.

/ritzau/