Ny pris på omstridt Irak-kommission: 13,3 millioner kroner

Regeringens stillestående Irak-kommission er langt dyrere end først antaget. Det viser et regnskab fra Justitsministeriet, som Folketinget har fået udleveret.

Foto: Henning Bagger
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der er endnu ikke afhørt et eneste vidne. Alligevel har regeringens problemfyldte Irak-kommission allerede kostet danskerne mere end 13 millioner kroner - eller hvad der svarer til halvdelen af den 3-år lange Skattesagskommission.

Tidligere har det været oplyst, at Irak-kommissionen siden den blev nedsat i 2012 har kostet skatteborgerne 7,4 millioner kroner. Men nu viser et regnskab fra Justitsministeriet, at kommissionen har kostet præcis 13.344.209 danske skattekroner.

Penge som er blevet brugt selvom kommissionen på grund af interne stridigheder og besværlige sikkerhedsgodkendelser stort set ikke har foretaget sig noget endnu.

Ifølge Venstres Forsvarsordfører, Troels Lund Poulsen, er det »ubegribeligt«, at så mange skattekroner er gået spildt.

»Det her er stærkt utilfredsstillende og det er endnu et eksempel på, at regeringen burde indse, at den her kommission ikke har gang på jord,« siger Troels Lund Poulsen.

Af det interne regnskab fremgår det blandt andet, at de tre kommissionsmedlemmer samt ansatte tilknyttet kommissionen siden 2012 har fået 6,1 millioner kroner i løn. Derudover er der brugt knap to millioner kroner på advokatbistand, mens der i en mindre skala er brugt 60.000 kroner på »rejser og hotel,« som det fremgår af regnskabet.

Irak-krig skal fortsat kulegraves

Så sent som i fredags besluttede den nu tidligere formand for Irak-kommissionen, Michael B. Elmer, at forlade kommissionen på grund af interne stridigheder. Ifølge Justitsministeriet fordi kommissionsformanden »ikke anser det for realistisk, at han vil kunne få genskabt det gode og konstruktive samarbejde, som er nødvendigt for, at kommissionen kan fuldføre sin meget omfattende og vanskelige opgave«.

Allerede i januar kunne Berlingske berette om en udbredt utilfredshed med kommissionsformanden blandt de to resterende medlemmer af kommissionen, professor Jørgen Albæk Jensen og advokat Jeppe Skadhauge. En utilfredshed der ifølge Berlingskes oplysninger bundede i, at Michael B. Elmer ikke havde ønsket at begynde undersøgelsen før alle dokumenter var indsamlet. De interne uenigheder betød, at kommissionen i efteråret måtte indstille sin planlagte møderække.

Det har ikke været muligt for Berlingske at få en kommentar fra justitsminister Mette Frederiksen, men i fredags bad hun domstolenes to landsretspræsidenter indstille en ny formand hurtigst muligt. Derefter skal arbejdet med at undersøge Danmarks deltagelse i krigene i Irak og Afghanistan optages på ny.

»Kommissionen har en stor og betydningsfuld opgave foran sig, og derfor har jeg også bedt landsretspræsidenterne om at udpege en ny formand så hurtigt som muligt, så kommissionen kan komme videre med den opgave, som den skal løse,« skrev justitsminister Mette Frederiksen i en pressemeddelelse.

Tilbage på Christiansborg vil Venstres Troels Lund Poulsen ikke svare på, om Venstre vil lægge kommissionen i graven, hvis partiet vinder næste valg.

»Vi har tidligere sagt, at vi mener, at kommissoriet bør udvides, så det også dækker de krige, Danmark deltog i under Nyrup. Vi ser det her som en hetz mod VK-regeringen,« siger Troels Lund Poulsen.