Ny organisation skal tiltrække sportsbegivenheder

Sport Event Danmark er navnet på en ny organisation, der får 45 millioner kroner om året til at tiltrække store idrætsbegivenheder til Danmark.

Kulturminister Brian Mikkelsen (K) har oprettet organisationen Sport Event Danmark, der har til formål at få internationale sportsarrangementer til at foregå på dansk jord.

Sport Event Danmark er den konkrete udmøntning af regeringens handlingsplan om at tiltrække store sportsbegivenheder. Budgettet er på 45 millioner kroner om året over en fireårig periode, hvoraf de 35 millioner kroner er en ny satsning.

Sport Event Danmark er nemlig en overbygning på den nuværende Idrætsfonden Danmark, som har en årlig bevilling på 10 millioner kroner.

Ud over Sport Event Danmark skal der bruges 20 millioner kroner om året til idrætsfaciliteter, der skal kunne bruges til opvisningsanlæg med international standard. Derudover er der 10 millioner kroner om året til talentudvikling under Team Danmark.

Over en fireårig periode løber de tre tiltag op i de 260 millioner kroner, som regeringen afsatte i handlingsplanen.

/ritzau/